Menu
CFU logo © CFU
 
• Indhold

Byrum

Et undervisningsforløb om byens pladser og torve
Af Janne Yde

Fagområder

Hvad er et byrum?
Det er fx et sted, et torv eller en plads i en by. Med andre ord er et byrum det areal, som opstår mellem husene i byen. Der er gulv, vægge, inventar og ofte også udsmykning.
Byrummet er mødested både for forskellige veje og for forskellige mennesker og interesser.
Hver dag oplever vi byens rum - sandsynligvis uden at tænke nærmere over det: På vej til og fra skole, på shoppetur i centrum, i bussen på vej til venner i en anden bydel, og om aftenen på vej hjem fra café eller biograf.
Hvilke forhold bestemmer egentlig udformningen af byens rum og ikke mindst vores oplevelse af dem?
En indfaldsvinkel på emnet er at give et historisk rids, der begynder med den græske agora og det romerske forum og ender med den kamp om det offentlige rum, som de seneste 30 års byplanlægning kan ses som et udtryk for.
En anden indfaldsvinkel er et her-og-nu-projekt, hvor man ser på byrummene i ens egen by med nye øjne og udarbejder forslag til forbedringer.

Det er en fordel at arbejde i grupper på 2-3 personer. Faserne i projektet kan være:
1. Brainstorm og analyse
2. Registrering
3. Ideskitser
4. Udførelse
5. Præsentation

1. Brainstorm og analyse
Hvad er et byrum?
" Fælles brainstorm med efterfølgende systematisering, fx kategorier som form, funktion, bruger, sted.
" Tegn efter hukommelsen et "godt byrum". Hvad gør til et godt byrum? Relater til kategorierne fra brainstormen.
" Analyse af Nørkjærs Plads i Hjørring, se Rum - tid - flade side 103-106
" Lokale byrum - diskussion

2. Research i byen
Registrering af et byrum, som det er nu (rum og inventar) v.hj.a. digitalfoto
Hvad fungerer? Hvad fungerer ikke? Se fx stikordene Yde og Windfeldt Jensen:  Rum - tid - flade s.112 ("En plads i byen")
Formuler et overordnet koncept for jeres plads (brug igen nogle af stikordene s.112)
- krav til pladsen som byrum
- krav til inventar

Fremgangsmåde ved registrering af byrum:
" Når I er kommet hen til "jeres" byrum, skal I bruge lidt tid til at opleve det med nye øjne, inden I giver jer til at fotografere. Sæt jer med papir og blyant på en bænk, og noter hver for sig jeres indtryk af stemningen. Hvilke folk kommer her, og hvordan færdes de her? Er her smukt? Hyggeligt? Roligt? Livligt?  Er pladsen præget af ligegyldighed? Af stress? Af ro?

" Ud fra de individuelle noter tager I en fælles diskussion og konklusion om pladsens funktion, fx parkering, indkøb, mad, optræden, legeplads osv. Og pladsens brugere: er det kvarterets beboere, shoppere, turister, pensionister osv.

" Tag herefter 3-4 billeder, der viser så meget af pladsen og dens liv som muligt fra pladsens hjørner eller fra indgange til pladsen.

" Tag billeder af pladsens inventar, fx bænke, udsmykning, "gulv" og evt. beplantning.

" Sørg for, at der er billeder, der viser, hvad der fungerer/ikke-fungerer. Både det positive og det negative ved pladsen.

" Snak om hvilke krav I vil stille til pladsen som byrum og til inventaret. Hvilke muligheder ser I? Formuler et overordnet koncept (også kaldet et hovedgreb) for jeres plads.

3. Idéskitser
Ideskitserne skal være hurtige, ikke-målfaste skitser (jf. Rum - tid - flade s.121 pkt.2)
På baggrund af det indsamlede inspirationsmateriale, helhedskoncept og formulering af krav laver alle i gruppen idéskitser til helheden, dvs.: pladsens form, gulv, funktioner, evt. opdeling i zoner, placering af inventar, beplantning
Detaljer, dvs: siddepladser - affaldskurv - belysning eller andet inventar.
Vælg ud fra en diskussion af ideskitserne, hvilke ideer I vil arbejde videre med.

4. Udførelse
Målfaste rentegninger/tekniske tegninger
Del opgaverne mellem jer:
" grundplanen af pladsen med opdeling af areal, niveauer og belægning, placering af inventar
" Udvalgt inventar (tegning fra oven, forfra, fra siden, bagfra)

5. Præsentation og fremlæggelse
Materiale fra alle faserne udvælges, sådan at både proces og produkt belyses.
Lav præsentationen i plancheform.
Fremlæggelsen skal ligesom planchen følge designprocessens faser:
1) Research og analyse
2) Idé- og skitse
3) Teknisk fase - gennemførelse
4) Konklusion og evaluering

Alt hvad I fortæller skal i princippet fremgå visuelt af planchen.

Konceptet eller hovedgrebet skal formuleres og fremgå klart.
Hovedgrebet er en skriftlig formulering af grundideen i jeres projekt, en programerklæring, et statement. Brainstorming og skitser supplerer den skriftlige formulering.
Om præsentation og evaluering se i øvrigt  Rum - tid - flade s.122-123


Byens torve og pladser - et historisk rids

Antikken - demokratiets vugge
Athens Akropolis - den græske agora
Forum Romanum, Rom
Pompejis forum

Middelalderen - opløsning af antikkens bykultur
Piazza del Campo, Siena

Renæssancen - scene for borgerkultur
Piazza del Croce, Firenze
Piazza del Signoria, Firenze

Barokken - magtcentralisering
Peterspladsen, Rom
Solkongens Versailles

Planlagte byer - idealbyen
Palmanuova - befæstet by anlagt 1559
Nyboder - boliger til flådens faste stok anlagt 1631
New Haven - landsby i den nye verden anlagt 1644

Industrialisering - urbanisering
Place de la Concorde, Paris 1830'erne
Butte-Chaumont-parken anlagt i udkanten af Paris 1830-40

Modernisme  -  opløsning af pladsen
De engelske havebyer - horisontale
Le Corbusiers byer - vertikale

Efter modernismen - kamp om byrummet
La Defense, Paris
Otto Krabbes Plads, København

Litteratur
Martin Zerlang (red): Byens Pladser (Borgen 1996)
Janne Yde og Kirsten Windfeldt Jensen: Rum - tid - flade (s.97-127)
Gyldendal 1995