Stiludviklingen i skulptur: Fra Renæssance til barok

En tysk kunsthistoriker (Heinrich Wöllflin) hævdede allerede i 1800-tallet at man i Italiens billedkunst (maleri og skulptur) kunne spore en udvikling fra ungrenæssancens lineære til barokkens maleriske stil.
Vælger man at tro dette, melder spørgsmålet sig, hvorfor denne stiludvikling finder sted. Spørgsmålet kan eller skal ikke besvares éntydigt, men her følger nogle forskellige teorier:

1. Den optisk/psykologisk lovmæssighed
Denne teori bygger på idéen om, at ikke alting til enhver tid er muligt.

Den hævder at de to epoker har forskellig verdensopfattelse – og måde at se omgivelserne på - og at der er tale om en slags lovmæssig udvikling i denne menneskets selv- og omverdensforståelse.
Dvs. at de, der tror på denne forklaringsmodel, ville hævde, at udviklingen ikke kunne være foregået omvendt (altså fra barok til renæssance).
Dog skal det bemærkes, at der IKKE er tale om at kunsten når et ’højere’ stade ved denne udvikling – men om, atden beskæftiger sig med andre mål.
En ret ’tynd’ forklaring måske? – det at henvise til en lovmæssig udvikling er jo egentlig ikke en forklaring.

Modellens begrænsninger:
Modellen er meget form-orienteret og beskæftiger sig stort set ikke med tidsånden i de to perioder, dvs. der konkluderes kun udfra hvad man kan SE i billedet eller skulpturen, hvorimod man udelader

historiske, kulturelle og samfundsmæssige sammenhænge i henhold til stiludviklingen og dermed ikke fokuserer på kunsten som et ’vindue’ mod verden.

1. Den åndshistoriske forklaringsmodel:

Denne model ville i højere grad end den forrige søge at inddrage historiske begivenheder og kildemateriale om tidens forskellige filosofiske, religiøse, politiske og samfundsmæssige udvikling i et forsøg på at forklare stiludviklingen.
Den ville fx hævde at Renæssancen var en optimistisk tid, hvis humansitiske grundtanke vidner om en stærk tro på mennesket, det rationelle, samt det strengt matematiske og overskuelige verdensbillede, hvor alt har sin bestemte plads i universet.

Modellen ville derimod forklare den italienske barok, som så småt varsledes allerede i 2. halvdel af 1500-tallet – som en stil, der afspejler et krakeleret verdensbillede præget af megen uro, konflikt og krig i netop den periode: Først og fremmest var der Reformationen og modreformationens religiøse konflikter mellem to trosretninger: Protestantisme og Katolicisme.

Reformationen gik gla. ud på at den protestantiske præst Martin Luther kom til Italien og anklagede hele den katolske kirke (paver og andre højtstående gejstlige) for at misbruge kirkens navn for egen vindings skyld: De var simpelt hen for griske, materialistiske og derfor for ’ikke-troende’for protestanterne. Som repræsentant for protestantismen mente Luther derimod at det var det åndelige i kristendommen (Guds ord) der skulle holdes i hævd i den kristne lære.

De religiøse konflikter i tiden var meget voldelige og blodige, og har givetvist resulteret i

både forvirring, desillusion og manglende værdigrundlag: Hvad skulle man tro på – og hvorfor henrettedes så mange som ’kættere’ i ’Guds navn’?
Hvis man anlægger denne (ånds)historiske synsvinkel på stiludviklingen fra renæssance og barok, ville man inddrage det faktum, at barokken arbejdede i den katolske tros tjeneste – som en slags visuel reklamekampagne under modreformationen (the (Catholic) Empire strikes back!). Den skulle overvælde og tage ’pusten’ fra beskueren – og manipulere denne til at tro på den (religiøse) sandhed katolicismen repræsenterede. Tror man på denne forklaringsmodel ville man se barokmaleren Caravaggios clair-obscur (’projektøragtige lys’) som en form for iscenesættelse (teateragtig manipulation) – a la ’jeg viser kun beskueren det jeg ønsker han/hun skal se! – og ’the good guys’ får en central plads i lyset, mens ’the bad guys’ måske ses fra mindre flatterende vinkler – fx med bagdelen lige op i hovedet på beskueren! Ligeledes ville man se det følelsmæssige drama i Berninis David som udtryk for et kæmpende menneske i en dramatisk verden.
Noget der taler for at anlægge denne synsvinkel er, at mange motiver fx i Caravaggios kunst omhandler omvendelse fra ’kætteri’ eller tvivl (altså synd) til ’den rette tro’. Denne forklaringsmodel ville måske også inddrage tidens nye ’dristige’ tænkere, der kom med påstande om at jorden slet ikke – som man havde gået og troet – var flad, men rund. Og at jorden i øvrigt slet ikke var centrum i planetsystemet, sådan som humanisterne ellers gik og troede. Det kræver nogen indlevelse fra vores side idag helt at sætte os ind i, hvorledes sådanne ’kætterske’ tanker må have rystet den fast etablerede verdensopfattelse, der i renæssancen netop satte det jordiske og mennesket i centrum (både i filosofiens og kunstens ’solsystem’). Det var jo noget værre rod - for så ville mennesket jo ikke kunne stå i centrum som behersker af sin omverden – og det gør mennesket da også i mindre grad i barokken - også visuelt - i og med den opsplittede figur!

• Tilbage til forløbsplan om skulptur