Betydningsanalyse

Betydningsanalyse (semiotik)

Semiotik er videnskaben om tegnprocesser i kultur og natur. Semiologi betyder læren om tegn. Ordet kommer fra græsk 'semeion', der betyder tegn.

Tegn formidler informationer i tid og rum. Uden tegn ville kognition (erkendelse), kommunikation, forståelse og tolkning af kulturelle betydninger ikke mulig.
Overvejelserne over tegn og tegnprocesser i videnskabelig sammenhæng er ikke nye.  Antikke filosoffer, f.eks. Aristoteles (384-322 f.Kr), oldkristne teologer og filosoffer som Augustin (354-430 e.Kr.), middelalderteologer og filosoffer som William af Occam ca. 1295-1350, den tidlige oplysningstids filosoffer, f.eks. Thomas Hobbes 1588-1679 og oplysningstidens filosoffer, f.eks. John Locke (1632-1704) og Christian Thomasius (1655-1728) har alle beskæftiget sig med semiotik.

Den første, der definerede ordet tegn, var Augustin, der skrev, at et tegn er noget, mennesket sanser. Tegnet peger samtidig ud over sig selv, taler til intellekt og følelser. I det 20. årh. har mange filosoffer og sprogteoretikere beskæftiget sig med tegnteori. Og når vi taler om semiotik inden for nutidens videnskab, er det tegnteorierne fra det 20. århundrede, som er centrale for de æstetiske videnskaber.  
Her har især Ferdinand de Saussure (1857-1913), Charles Sanders Peirce (1839-1914) haft betydning for æstetik-tegnforskere som Roland Barthes (1915-1980) og Jean Baudrillard (*1929); ligeså for dekonstruktivisten Jacques Derrida (1930-2004), der kritiserer tegnteorien og erklærer, at æstetiske værker ikke uden videre kan inddrages i teoretiske konstruktioner.

De Saussure var sprogforsker, og hans tegnteori bygger på sprogets struktur. Et tegn består iflg de Saussure af to dele: 1. det konkrete tegn, ordet og 2. det koncept, ordet repræsenterer.  Overfører vi denne opfattelse til det æstetiske område kan eksemplet på den konkrete del være et portræt, et element i portrættet, en farve, en linje, den anden del af tegnet er det koncept, som portrættet, elementet i portrættet, farven, eller linjen repræsenterer. 

Fortolkningen af tegnet beskæftiger de Saussure sig ikke så indgående med som
Peirce, der bygger videre på de Saussures tegnteori. Tegnet består iflg. Peirce af tre dele:
1.det primære tegn: formen, 2. den sekundære del: objektet, som formen refererer til, og 3. det tertiære del: betydningen. Peirce udviklede en tegntaksonomi med omkring 60.000 typer af tegn. Den del af tegnteorien, som især har beskæftiget kunsthistorikere, er 3 af typerne:
1) symbol: et arbitrært tegn, dvs. et tegn, der er valgt vilkårligt og ikke ligner det objekt, det betegner: bogstaver, tal, trafiksignaler, inden for (samtids)kunst mange eksempler, f.eks.
installationer
2) ikon: et tegn, der ligner eller imiterer objektet, f.eks. et guldalderportræt, en model af et hus
3) indeks: tegnet er ikke arbitrært, men kan fysisk eller kausalt forbindes med objektet ud fra iagttagelser eller tænkning. Eksempler: fotografier, film, penselstrøg, fodaftryk, sygdomssymptomer

Et tegn vil normalt ikke udelukkende tilhøre én af de ovennævnte kategorier og Peirce mente at forståelsen af tegnet var en proces.  Hvis man som fortolker af æstetiske udtryk ser på et værk, er det interessante heller ikke kategoriseringen af værket, men de spørgsmål, der kan stilles til værket, og hvordan værket kan fortolkes. Umberto Eco (*1931), der har beskæftiget sig indgående med Peirce's teorier, har især fokuseret på fortolkningsdelen af tegnet. Han har den opfattelse, at selv om der hypotetisk set er ubegrænsede fortolkningsmuligheder, er fortolkeren af værket bundet af den sociale og kulturelle kontekst.  Han og andre, f.eks. Julia Kristeva (*1941) nævner, at tegn både bærer direkte betydning (denotation) og indirekte betydning (konnotation). Herved forstås en betydning, der først afdækkes, når fortolkeren indgående beskæftiger sig med et værk. Afdækningen af værkets betydning afhænger på den måde ikke kun af den kollektive sociale og kulturelle kontekst men også af fortolkerens viden). Kristeva mener, at alle tegn (værker) refererer til hinanden. Det kalder hun intertekstualitet.

De spørgsmål, der ud fra en betydningsanalytisk model kan stilles til et kunstværk, kan være:

1. Hvad er det der først bemærkes af den, der ser på værket? Er nogle elementer større end andre, er det farveholdningen, eller - hvis det er skulptur - er der nogle elementer, der træder tydeligere frem end andre? 
2. Hvilke denotative aspekter rummer værket?
3. Hvilke konnotative aspekter rummer værket?
4. Hvilke koder er nødvendige til at fortolke værket (individuelle eller kollektive, dvs. kontekstbaserede?
5. Hvilken type intertekstualitet er på spil i det pågældende værk?
6. Hvordan producerer materialer og teknik betydning i værket?
7. Hvem henvender værket sig til og hvordan sker det?
8. Hvad er budskabet?

 

Jannie Dam
januar 2005

Kilder: Anne D'Alleva: Methods & Theories of Art History, Laurence King Publishing 2005
Susan Wihma: Semiotics of design products, i: A semiotic and aesthetic Study of Design Objects, Helsinki 1995