Menu
CFU logo © CFU
 
• Indhold

Socialanalyse

Katrine Marie Højlund Bræmer

Analytisk synsvinkel

Introduktion
Socialanalysens fokus er kunstens omverden. Målet er at undersøge værkets forhold til sine omgivelser: Hvem betyder værket noget for i en historisk og/eller nutidig sammenhæng og hvorfor? Den socialanalytiske synsvinkel undersøger kunstens sociale funktion og betoner kunstens afhængighed af tid, kultur og individ.

Hvad spørger man til?
Når man går socialanalytisk til værks, stiller man overordnet følgende spørgsmål: Hvilke formål tjener kunstværket bevidst eller ubevidst i forhold til sit publikum? Hvilke sociale kontekster optræder værket i (religiøse, politiske og/eller økonomiske), og hvilke sociale roller fremstilles i værket? Hvilken betydning har det?

Hvordan gribe det an?
Med den socialanalytiske tilgang undersøger du et værks formål og hensigt i forhold til sin beskuer. Du sigter mod at finde ud af, hvordan kunstværket etablerer kontakt og indgår i en dialog med publikum. Du er interesseret i sammenhængen mellem de visuelle virkemidler i værket og dets ydre historiske omstændigheder. Du fokuserer altså primært på værkets kontakt med sin omverden og på værkets midler til at nå dette mål. Du kan fx undersøge:

a) Kunstproduktion: Under hvilke omstændigheder er kunsten produceret, og hvilke betingelser har kunstneren været underlagt? Er kunsten bestilt og bestemt af en mæcen (en person der ynder at støtte kunst), eller er kunstneren økonomisk uafhængig? Hvilke konsekvenser har produktionsbetingelserne for kunsten?
b) Reception: Hvordan er forholdet mellem et værk og en beskuer, der er adskilt fra værket (kunstneren, kritikeren, samleren, institutionen)? Hvordan er og bliver kunst opfattet af beskuere og brugere afhængig af køn, historie og kultur? Hvem kan lide hvilke værker og hvorfor?
c) Distribution: Hvem bestemmer hvilke værker, der skal købes, ses og efterfølgende berømmes? Hvilke institutioner bestiller og samler hvilke værker og hvorfor? Hvilken kunst føres frem, hvilken overses og hvorfor? Hvad er konsekvenserne? Hvilke forestillinger, værdier og repræsentationsteknikker ligger bag forskellige køns, nationaliteters og sociale klassers kunstpræferencer?
Den socialanalytiske synsvinkel koncentrerer sig om kunstværkers eksterne årsager, det, der er uden for værket (fx den tid et givet kunstværk er skabt i, eller de produktionsvilkår kunstneren har været underlagt). Det, der har interesse, er de ydre omstændigheder, der er med til at frembringe og definere kunst, og som ofte er skjult, når man kigger på værket: Den socialanalytiske synsvinkel ser altså ikke isoleret på et kunstværks formelle kendetegn. I modsætning til formalanalysen, der retter opmærksomheden mod kunstens interne organisering, er det netop socialanalysens pointe, at kunst afspejler dele af det samfund, den er blevet til i og kan være med til at ændre det: Kunsten tjener forskellige formål alt efter hvilken tid og kultur, den er blevet skabt i. Den socialanalytiske synsvinkel er et godt udgangspunkt, hvis du vil undersøge nogle af de faktorer, der spiller ind i vores forståelse af og omgang med kunsten, fordi den kaster lys på spørgsmål, der ellers er skjult, når man ser på kunst.


eksempler
Et eksempel på et socialanalytisk spørgsmål kunne være: Hvorfor er det altid mænd, der maler nøgne kvinder og ikke kvinder, der maler nøgne mænd? Meget samtidskunst stiller lignende spørgsmål fx Gorilla Girls, der kritiserer eksisterende magtstrukturer ved at gå i dialog med os beskuere:
For uddybning og eksempler se: http://www.guerrillagirls.com/