Bestyrelsesmøder 2005
Afholdte bestyrelsesmøder
21-5-05 VUC Roskilde
15-3-05 Mulersnes Legatskole Odense
18-1-05 Mulernes Legatskole Odense
Billedkunst
Referat af bestyrelsesmøde 1. sep. 2005 i Sorø hos Jannie Dam
Fraværende med afbud: Jesper ellers var bestyrelsen fuldtallig
Dagsorden:
1. Referent
2. Meddelelser
a) Regionerne
b) Økonomien
c) Andre meddelelser (bl.a. deltagelse i seminarer, møder ol)
d) emu-redaktør
3) Det vertikale samarbejde
4) Efteruddannelse
a) Fagligt Forum
b) Udviklingskurser (herunder udviklingskursus i samtidskunst)
5) Reformen
- erfaringer og behov for nye initiativer
6) Tværfaglige studieture til udlandet (Bernhard)
7. Lis Pallesens læserbrev (Bernhard)
8) Årsmøde og generalforsamling
9) Evt.
På opfordring fra Bernhard besluttede vi at bytte om på rækkefølgen af punkt 6 og 7, og herefter blev dagsordenen vedtaget.
Ad 1) Elsebeth blev valgt til referent, og Jannie påtog sig at være ordstyrer. Referater skal godkendes i første omgang pr. mail og derefter på det første efterfølgende møde.
Ad 2a) Region Sjælland holder snarligt møde i Næstved. Da kurser opstår ret spontant, vil Bernhardt prøve at holde lidt styr på foretagendet og udbeder sig en opdateret liste over aktive regionsrepræsentanter. Elisabeth vil gerne have besked i god tid, når der skal afholdes et regionalkursus, og Mart sender en kopi herom til Bernhardt.
Ad 2b) Foreningen havde 84.000 kr. i kassen ved årsskiftet og et overskud på 19.000 kr.
Men da post.dk forsendelser er blevet dobbelt så dyre, har konsekvensen været at "tegn" er indskrænket fra 4 til 3 årlige numre, så vi vil gerne have flere medlemmer.
Underskud på regionalkurser dækkes ikke, og det blev besluttet at tage dette op som et punkt på næste møde, da der måske burde være en bagatelgrænse, hvor foreningen kan dække et underskud på et regionalmøde, men også en klar skelnen mellem underskud på regionalmøder og på kurser af mere specifik karakter. Bestyrelsesmedlemmer bør deltage i hjemregionens møder, og deltager derfor ligesom arrangørerne heraf vederlagsfrit. Det ministerielle udviklingsarbejde er en konto for sig, der intet har med foreningen økonomi at gøre.
Ad 2c) Elisabeth har deltaget i en række møder for billedkunstlærere i Norden. Foreløbigt udveksler vi medlemsblade. I Norge er der en spændende retning i gymnasiet med 20 timer bk det første år. Til næste år vil der blive afholdt en Nordisk konference for billedkunstlærere i Helsinki. Elisabeth vil skrive en artikel til "tegn" om det nordiske samarbejde.
Bernhardt tager på workshop i bk i Marseille her i sep. gennem www.sirius.dk
Ad 2d) Gitte Normand er ansat som ny emu-redaktør fra 9.sep. Der er tekniske problemer med at få ministeriets udviklingskurser på "emu"en, Mart vil undersøge, hvad der kan gøres.
Ad 3) Det vertikale samarbejde bestående af: Danmarks Billedkunstlærere i samarbejde med Gymnasiets lærere i Billedkunst og Design samt Seminariernes lærere i Billedkunst. 22.-25. nov 2005 bliver der afholdt en konference i Fuglsøcentret på Mols. Det blev besluttet at sende nogle foldere herom ud til hvert gymnasium og VUC center. Det vil koste foreningen 2000 kr. Der er i øvrigt blevet lavet et 30 siders oplæg til konferencen og det er meningen at Margrethe Vestager skal deltage.
Ad 4a) Fagligt Forum vil indkalde til møde i løbet af et par måneder. 15. nov. er fristen for næste ansøgningsrunde om penge til udviklingsarbejde. Der er også åbnet op for fagfaglige kurser, blot det foregår med flere forskellige parter som deltagere, museerne kan også være med. Kaskademodellen, der forudsætter skriftligt output på "EMU"en skal sikre at materialet når langt ud over den snævre kreds, der har udviklet det.
Ad 4b)
Elisabeth og Bernhard laver en ansøgning om et udviklingskursus i samtidskunst. Mediemuseet på Brandt er meget villig til samarbejde.
Ad 5) Der fandt en større diskussion sted og flere af bestyrelsens medlemmer forholder sig ret kritisk til reformen. Alt i alt er bk både blevet isoleret, reduceret og marginaliseret i forhold til de øvrige fag, og selve faget kerneområde er blevet ændret i og med den praktisk skabende del slet ikke tæller med ved eksamen. Mart svar var noget i retning af, at man må gøre hvad man vil, hvis man gør, hvad man skal. Det står klart at rettereduktion er den enkelte skoles problem.
Ad 8) Årsmøde og generalforsamling er meget nødvendige tiltag, men pga Jespers fravær udskød vi at beslutte fast dato og indhold. Aftale herom via mails.
Ad 9) Jannie gav os et eksemplar af slutrapporten "At lære med samtidskunst" der er lavet i et samarbejde mellem Egmont Fonden og Institut for uddannelsesforskning, RUC. Og så kastede vi os over Jannie ualmindeligt lækre hjemmebagte chokoladekage med tilhørende brombær og flødeskum.
Elsebeth Nielsen 3.sep. 2005
Referat af bestyrelsesmødet i den faglige forening i Billedkunst og Design i Roskilde d. 17/5.
Alle var mødt
Vi mødtes i Roskilde kl 14 og var på ”Galleri-runde” i Roskilde arrangeret af Bernhard. Det var en spændende og tankevækkende tur med fokus på samtidskunsten
Ad 1, valgt referent Suzanne Drenck
Ad 2, referatet godkendes uden omsvøb
Ad 3, meddelelser:
FF (Rapport om forberedelse af ansøgninger om udviklingspuljer til november - Elisabeth, Jannie)
-
a. Jannie arbejder videre med arkitekturkurset der nok bliver i september måned. Der er møde med de involverede fag d, 23. eller 26. maj. Frank Østergård fra Fransk har meldt tilbage. Mart er hovedansvarlig for den faglige del. Jannie har talt med arkitektskolen, og ansøgningen er imødekommet med 135.000 kr. Der er ikke tale om et åbent kursus da det er et udviklingssamarbejds-projekt. De faglige foreninger må gå ind og sige hvem der kan komme med. Der er plads til ca.60. Det er tænkt således at det er samarbejdende lærere fra de enkelte skoler der meldes til.
-
Elisabeth har været til så mange møder i den vertikale samarbejdsgruppe at hun næsten er mere sammen med de folk, end med sin egen familie. Konferencen afholdes i dagene omkring d 21-24. november, det vil koste en 3-4000 kr. at deltage, men det er vigtigt at der også kommer nogle gymnasielærere. Der arbejdes ihærdigt på at det skal blive et spændende tiltag for at sikre en kontinuitet i billedfagene op gennem undervisningssystemet. Følgende oplægsholdere blev nævnt: Thomas Sie, Matthis Bergstrøm, Cross-over, Ole Fogh Kirkeby, Knud Rømer, Lotte Darsø, Kirsten Delholm, Ingelise Flensborg, Helene Illeris, Mie, Anders Michelsen, Patricia Stirr, Poul Nesgård og Bertel Haarder. (Det var som jeg hørte det, red.). Gruppen har nedsat en tænketank, der kommer med oplæg under konferencen om formål, generelle kompetencer. F,eks. sidder Elisabeth med de historiske kompetencer, fremlæggelsen vil blive så konkret som mulig. Der er ved at blive udarbejdet en brochure. INCEA bør have en invitation. Elisabeth ser det som et problem at få skolerne til at sende en repræsentant. Det er dyrt og måske ikke helt trendy i reformtiden.
-
Bernhard var på en work-shop i Litauen i Europaråds-regi. Billedkunst har der en fremtrædende plads i undervisningen, som et led i at fremme den nationale forståelse. Bernhard opfordrer til at holde øje med Europarådets udmeldinger for et fremtidigt samarbejde. ( Smuk, barok, brutal by 850 km. Herfra!
-
b) Regionalmøder.
De nye spilleregler som blev formuleret i et brev efter sidste bestyrelsesmøde har ikke afstedkommet kommentarer fra regionsfolkene. De må derfor anses for gældende. Jesper mangler kun svar fra Sjælland, alle andre regioner har arrangeret eller er i gang med at arrangere møder om de nye lærerplaner/vejledninger. Elisabeth er redaktør på kursushåndbogen, og kæmper for at få lagt noget op på EMU-en.Regionsrepræsentanten i Nordjylland vil gerne skiftes ud. Det kan ske naturligt til et møde der i september. Vi besluttede at Jesper laver en samlet oversigt over møderne i de enkelte regioner, ikke mindst til glæde for den regnskabsansvarlige (Elisabeth). Eftersom Bernhardt ved det konstituerende bestyrelsesmøde i januar havde fået til opgave at varetage kontakten til regionerne, fandt han det kritisabelt, at Jesper havde tiltaget sig denne opgave ved bestyrelsesmødet i marts.
Der var lidt diskussion, om hvem der står med ansvaret for det regionale arbejde. Herefter blev der enighed om, at Bernhardt var ansvarlig for det regionale samarbejde.
Portefolio-eksamen har været det mest diskuterede emne på de allerede afholdte møder.
4. reformen
a) Vejledningerne.
Bernhard fremførte at han syntes der var en nedladende tone i HF-vejledningen. Mart slog fast, at sådan er det ikke ment, måske kan det virke sådan fordi det er mere anvendelsesorienteret på HF. Første ændringer vil komme i juli 2006. Det vil være samtlige lærerplaner der evalueres samlet. Mart vil på mødet først i september få det første fingerpeg om hvordan det går, der er ikke penge til at lave en rigtig uafhængig evaluering. Vi (foreningen) vil lave en vurdering. Jannie vil fremstille et spørgeskema.
b) Erfaringsudveksling om hvordan bk-lærere tackler de nye studieplaner og årsplaner:
Undervisningen i billedkunst vil bl.a. blive præget af, at de nye studerende er 1-gér, at det praktiske element er nedtonet (underordnet forståelsen af kunst) samt at kategorien billeder i tid forsvinder. Der vil blive tale om en helt ny måde at tænke forløb på. Vi bør senere evaluere på alle disse områder.
c) Overlevelsespakke
Gertrud har prøvet med elektronisk portefølje og vil komme med nogle eksempler (power-point). Jannie og Mart udarbejder et eksempel om portrættegning. Vi blev enige om at vi har brug for et ”boble op” møde. Det skal være til efteråret, det skal være et work-shop møde. Måske skal det kobles sammen med årsmødet.d) Billedkunst og Almen Studieforberedelse
Billedkunst skal kun give timer til AS hvis vi får dem igen! Det skal medlemmerne meddele ledelsen på de enkelte skoler. Det er et problem at der kun er et kryds til kunstnerisk fag på ansøgningsskemaerne til gymnasiet. Der skal være mulighed for en prioritering. Der er på landsplan kun 30% der har fået deres ønsker opfyldt. Vi diskuterede om det giver flest bk-hold hvis valget er på tværs af studieretningerne. Bestyrelsen fastholder, at eleverne skal kunne vælge frit (og at der dermed må dannes hold på tværs af studieretningerne).
5. A-niveau:
Det er vigtigt at en forsøgs-læreplan formuleres rigtigt. Man kan ikke skrive at eleverne skal kunne tegne et portræt så det ligner, men man kan skrive, at de skal kunne formulere spilleregler til et praktisk projekt og følge dem. Vi frasiger os dermed muligheden for en æstetisk vurdering.
Vi kan tage kontakt til akademier og universiteter for at komme på banen.
Der var uenighed i bestyrelsen vedrørende det design-prægede indhold i A-niveau forslaget. De fleste var dog for forslaget. Vi blev enige om at sende forslag og meninger om A-niveau til hinanden via mail. Måske vil det være hensigtsmæssigt at se hvad der kommer ud af den vertikale konference i november først, det bliver i hvert fald ikke til næste år at en ansøgning om A-niveau vil blive imødeset.
6) Fagligt forum, Beslutning om hvordan efteruddannelsessamarbejdet mellem bestyrelsen, FF og ministeriet skal fungere.
Ansøgninger i november: Kursus i samtidskunst, udviklingsprojekt, Bernhard og Elisabeth
Folk skal have det fra hestens egen mund. Det med nedsivningsmodellen er ikke godt.
Udviklingskursus i Design med IT, Gertrud
7) Årsmøde ( Bernhard, Suzanne, Elsebeth)
Elsebeths forslag en god ide
Bernhard foreslog en busmodel til Hamburg, eksternat, så vil alle københavnerne ikke tage hjem.
Måske årsmødet skal være boble-op modellen med work-shops.
Vi skal bestemme pr mail inden sommerferien hvad vi gør.
8) Medlemskab af foreningen (passive medlemmer, rabat, kort mv.)
Vi blev enige om at kortindehavere skal undervise i billedkunst eller design. Nyhedsbrevmodtagere opfordres til at blive medlemmer.
9) evt.
Sulten meldte sig, tak for et godt møde, god mad, spændende rundvisning samt et tolerant menneskesyn! Suzanne Drenck
BESLUTNINGSREFERAT AF MØDE I GLBK&D TIRSD.D.15/3-05
Alle var mødt på nær Gertrud Permin, der havde meldt afbud.
Dagsorden for bestyrelsesmødet:
1) valg af referent
2) godkendelse af referat
3) meddelelser
4) Fagligt Forum (ref fra møder, opridsning af emner for diskussion senere på dagen)
5) Pædagogisk Samarbejdsudvalg (ref fra møder, opridsning af emner for diskussion senere på dagen)
6) Udarbejdelse af A-niveau-forslag
7) Medlemskort
8) seniorklub
9) Evt.
ad 1: Elisabeth Rask blev valgt til referent
ad 2: Referatet blev godkendt.
Bernhardt Hutters kritiserede det interne informationsniveau i bestyrelsen og den ringe mulighed for at få indflydelse på ansøgningerne til udviklingskurser. Problemet drøftedes kort, og der var enighed om, at det til dels skyldtes UVMs korte ansøgningsfrist.
ad3: Vejledningerne til billedkunst og design vil være færdige omkring d. 1/5. Et udkast vil kunne ses på EMUen efter påske. Kunstakademiets Arkitektskole vil gerne gå ind i et samarbejde med den faglige forening om efteruddannelse og har givet forslag til en struktur med workshops, der skal munde ud i udarbejdelse af undervisningsmateriale. Jannie Dam arbejder videre med konceptet.
Elisabeth Rask oplyste, at en konference om billedkunstfaget set i vertikalt perspektiv med titlen: ”Billedkunst – Billed- og mediefag – visuel kultur?” til november annonceres i det kommende nummer af TEGN.
ad 4: Jannie og Elisabeth refererede fra Møde i Fagligt Forum d. 2/3-05:
· Fagligt forum skal inspirere og rådgive undervisningsministeriet og fagkonsulenten.
· I den nye struktur er foreningernes Faglige Udvalg nedlagt. Der kan ikke søges midler til fagfaglige kurser i UVM i foråret (frist 15.marts), men til efteråret (15. nov.) vil der blive åbnet for ansøgninger om udviklingsprojekter inden for de enkelte fag.
I sidste ansøgningsrunde (nov.04) fik foreningen godkendt en ansøgning om midler til et udviklingsprojekt om portfolio som redskab i den løbende evaluering og til eksamen sammen med dramatiklærerforeningen. Projektets resultater skal formidles til medlemmerne i løbet af 2005-06. Rapport offentliggøres efter sommereksamen 2006.
I denne ansøgningsrunde er søgt om tre projekter: to i museologi (heraf en genansøgning) og Arkitektur som kernestof, som emne i almen studieforberedelse og som studieretningsprojekt i samarbejde med bl.a. Klassikerforeningen, Matematiklærerforeningen, Fransklærerforeningen og Københavns Universitet.
ad 5: Bernhardt refererede fra mødet i PS. Først og fremmest en række gode ideer og råd i forbindelse med foreningens arbejde: Matematiklærerforeningen vil gerne tilbyde regnskabsføring og revision. Dansklærerforeningen har erfaringer vedr. brugerbetalt efteruddannelsesvirksomhed, GL kan betale forskud til foreningernes efteruddannelsesaktiviteter, universiteternes rektorer har inviteret til et samarbejde om efteruddannelse. Vi kan overveje at lave udlandskurser i EU-regi.
I forbindelse med mødet med regionsrepræsentanterne senere på dagen besluttedes det at sætte prisen for deltagelse i regionalmøder op fra de 100 kr., det hidtil har kostet. Regionsmøderne har givet underskud sidste år. Bestyrelsen vedtog desuden at opfordre regionerne til at holde møder om de nye vejledninger i april eller senest august for at afklare, hvor der måtte være problemer og hvilket behov, der er for efteruddannelse.
ad 6: Det besluttedes, at Jesper kommer med et oplæg om A-niveau i billedkunst til næste møde.
Pkt 7 og 8 nåede vi ikke at behandle.
Pkt. 9: evt.:
Elsebeth foreslog et ÅRSMØDE for medlemmerne af foreningen med det formål at fastholde indbyrdes netværk og skabe en fælles platform. Det syntes alle var en god ide. Der blev nedsat en arbejdsgruppe bestående af Elsebeth, Bernhardt og Suzanne, som skulle undersøge, hvor, hvornår og hvordan et sådant møde kunne realiseres.
Bernhardt påtog sig at tage til Vilnius til maj for at deltage i en workshop om europæisk kultursamarbejde funderet i skoleklubber. (Forudsat at UVM betaler rejsen).
Næste bestyrelsesmøde finder sted tirsdag d. 17/5 kl. 14.00 på VUC i Roskilde.
Præcis tidsplan og program følger.
Foreløbige punkter til dagsordenen:
1.Forberedelse af ansøgninger om udviklingsprojekter til novem
2. Forberedelse af ansøgninger om udviklingsprojekter til november.
3. Beslutning om, hvordan efteruddannelsessamarbejdet mellem bestyrelsen (=Fagligt udvalg), FF og Mart skal fungere.
4. Erfaringsudveksling om hvordan bk-lærere tackler de nye studieplaner og årsplaner.
5. Forslag til udarbejdelse af A-niveau i bk.
6. Årsmøde
7. Skal bestyrelsen udarbejde en ”overlevelsespakke” i forbindelse med reformen?
Elisabeth Rask
JD
Beslutningsreferat af bestyrelsesmøde i GLBD den 18. januar 2005 med følgende dagsorden:
1) Valg af referent
2) Meddelelser
3) Den nye bestyrelse konstituerer sig:
a - Fordeling af et- og toårige pladser blandt de nyvalgte medlemmer
b - Valg af formand, kasserer, PS-repræsentant
c - Valg af efteruddannelsesudvalg, kontaktperson ift regionerne
4) Diskussion af bestyrelses arbejde det kommende år
a - efteruddannelse
b - regionalstrukturen
c - forsøgsforslag om A-niveau
d - seniorklub
e - medlemskort
f - kommunikation ifm reformen (Tegn, nyhedsbrev EMU mm)
5) evt.
Jeg forestiller mig at vi fletter punkterne 4a og 4b sammen med konstitutionen (punkt 3).
Ad. 1:
Til referent valgtes Jannie Dam
Bestyrelsen var enig om, at referatet udformes som beslutningsreferat, der offentliggøres på EMU’en.
Ad. 2: meddelelser
Jesper Bek informerede om Fagligt forum, dets struktur og kompetenceområde.
Fagligt forum kommer efter alt at dømme til at bestå af fem personer: to bestyrelsesmedlemmer fra foreningen, Elisabeth Rask og Jannie Dam, en htxlærer, en universitetslærer og fagkonsulent Mart Tiemensma. Der foreligger endnu intet skriftligt kommissorium for FFs arbejde, men det antages, at FF udstikker retningslinjer for de efteruddannelsesbehov, som fagene billedkunst og design har, og at retningslinjerne drøftes i bestyrelsen. De midler, UVM hidtil har tildelt kurser, som de faglige foreninger har stået for, er nu samlet i en forsøgs- og udviklingspulje, som bestyres af UVM; både FF, konsortier bestående af flere interessenter (f.eks. flere faglige fora, flere gymnasier eller faglige foreninger eller universiteter eller en kombination heraf) kan ansøge om midler fra denne pulje. For at komme i betragtning som ansøger, skal kurserne udformes som udviklingskurser (kaskademodel) med tværfagligt sigte, der rummer ny viden. De nærmere krav til ansøgningerne er anført i pjecen ”Forsøg- og udvikling”, der udkommer før hver ansøgningsfrist. Første møde i FF bliver 3. marts 2005.
Htx-lærerne er velkomne i GlBD som medlemmer. Bestyrelsen besluttede, at DEL skulle forbindes til EMUen med et link, således at informationerne fra GLBD kunne tilgå htx-lærerne uden vanskeligheder.
Elisabeth Rask deltog den 20.11.04 i konferencen ”Billedkunst – billedfag – visuel kultur, en prækonference”. Konferencen var arrangeret af DPU og billedkunstlærerforeningen for folkeskolen, Danmarks Billedkunstlærere. Konferencens hovedtema var at se billedkunstfaget med nye øjne og at se faget på langs i hele uddannelsessystemet. Dette tema tages op på en konference i efteråret 2005. Her skal billedfaget gennemdrøftes med henblik på at udforme en handlingsplan for en mere central placering af faget i hele uddannelsessystemet.
Bestyrelsen vedtog, at Elisabeth Rask er kontaktperson til Danmarks Billedkunstlærere og får udgifter til konferencer i dette regi dækket.
Gertrud sender rykkere til de medlemmer af GLBD, der endnu ikke har betalt årskontingent.
Jesper Bek gennemgik kort de historiske forudsætninger for læreplanerne. Bestyrelsen var enig om, at fagene, især billedkunst, ikke havde haft den fornødne pressemæssige støtte til at markere sig.
Vejledningsarbejdet i forbindelse med de nye læreplaner skal være afsluttet den 26. januar 2005. Der var enighed om, at bestyrelsen tager initiativ til, at undervisningsmateriale og –forløb – også ud over de forløb, der offentliggøres på EMU’en - bliver formidlet til kollegerne. Universitetsfagets struktur og indhold har været medvirkende til ændringerne i læreplanerne, og der var enighed om, at udmøntningen af læreplanerne bliver en pædagogisk udfordring.
Ad 3:
Den ny bestyrelse konstituerede sig med Jesper Bek som formand. Den ny bestyrelse konstituerede sig med Jesper Bek som formand. Jesper Beks bestyrelsespost er etårig, de øvrige nyvalgte bestyrelsesposter er toårige. Bernhard Hutters påtog sig hvervet som medlem af Pædagogisk Samarbejdsudvalg og kontaktperson til regionsrepræsentanterne Til Fagligt Forum valgtes Elisabeth Rask og Jannie Dam. Gertrud Permin blev valgt som kasserer. Der var enighed om, at hele bestyrelsen kunne fungere som fagligt udvalg.
Bernhard Hutters påtog sig hvervet som medlem af Pædagogisk Samarbejdsudvalg og kontaktperson til regionsrepræsentanterne Til Fagligt Forum valgtes Elisabeth Rask og Jannie Dam. Gertrud Permin blev valgt som kasserer. Der var enighed om, at hele bestyrelsen kunne fungere som fagligt udvalg.
Ad 4:
Bestyrelsen var enig om, at drøfte fagenes indhold nærmere, herunder forholdet mellem teori og praksis og dets relation til universitetsfagene.
Efteruddannelsen er et helt afgørende område i bestyrelsens kommende arbejde, og det blev besluttet, at der skulle udarbejdes forslag til udviklingskurser i billedkunst og design. UNI-C, Danmarks IT-center for uddannelse og forskning, er sammen med UVM i gang med at oprette et nationalt katalog over tilbud om efteruddannelse inden for de gymnasiale uddannelser. Hensigten er at alle efteruddannelsestilbud, efterfølgende evalueringer og kursusmateriale offentliggøres på EMU’en.
Kontakten til regionalrepræsentanterne er vigtig i forbindelse med implementeringen af læreplanerne. Bestyrelsen vedtog at tage kontakt til regionalrepræsentanterne, der kommer til at stå for regionale møder om de nye undervisningsvejledninger. Eventuelt nyvalg af regionalrepræsentant kan ske på disse møder. Da UVM ikke længere giver støtte til den type møder/kurser, er det nødvendigt, at regionalrepræsentanterne fastsætter deltagerpris. Uddannelsesinstitutionen skal dække deltagerens udgifter. Endvidere blev det vedtaget at indkalde regionalrepræsentanterne til møde med bestyrelsen i forbindelse med et bestyrelsesmøde + efterfølgende middag.
Punkt 4c-f drøftes på næste bestyrelsesmøde. Der var enighed om behovet for et længerevarende møde, gerne en hel dag.
Næste bestyrelsesmøde: 15. marts 2005 kl. 13.00 på Mulernes Legatskole.
Jannie Dam
23. januar 2005

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

