Tegn

Alf Gørup Theilgaard
Forord
Formidlingen af kunstneriske processer og visuelle kompetencer foregår dagligt i lokalerne på landets gymnasier. Men med til den formidling hører også et efterhånden stort katalog af forskellige digitale læringsrum, så undervisningen lokalt kan koble sig på museer og institutioner, der ikke lige lader sig nå ved ekskursion. At det er en oplagt mulighed for at møde kunsten i museets virkelighed siger sig selv. Men naturligvis er det feltarbejde en fysisk rejse ud i kunstens verden betyder stadig vigtig. Mødet med kunsten bør have mange ansigter. Det vil dette nummer af tegn forsøge at demonstrere.
Anne Melillo slår i ”Kunst og arkitektur på første hånd” et slag for feltarbejdet. Eleverne skal tilbydes den øjeåbneroplevelse, det er at være på stedet. Helt basalt handler det om ”genius loci”, altså om at opleve stedet på stedet. Og det gjorde deltagerne i kurset om Palladio, hvilket fremgår af rejseberetningen skrevet af Fritz Pedersen og Lars Sand Kirk. De stod begge i spidsen for et rigtigt stykke feltarbejde i Vicenza i Italien i efteråret 2008.
Samarbejdet med museer og kunstnere og de mange muligheder i at møde kunsten formidlet via museerne og kunstnere præsenteres i Maja Bødtcher-Hansens artikel om netværkssamarbejdet KULT. I 2007 indledtes et samarbejde mellem 4 københavnske gymnasier med kunstnerisk profil på baggrund af et ønske om at markere de kunstneriske fag og deres tilknyttede kompetencer. KULT er et fornemt eksempel på, at det nytter at ville noget med det kunstneriske. Når museer, kunstnere, lærere og elever mødes på tværs af institutionerne, så sker der noget.
En anden måde at mødes på er at mødes digitalt. Marie Laulund fra Thorvaldsens Museum præsenterer i ”Skulpturstudier” det nye digitale læringsrum, der er åbnet på nettet og som via et klik inviterer os rundt om adskillige skulpturer ikke bare på Thorvaldsens Museum, men også på Vejen Kunstmuseum og Fyns Kunstmuseum. Skulpturstudier har vi ofte nævnt som lidt uhåndterbart i undervisningen. Det synspunkt skulle hermed være udfordret.
Tegn på kvalitet; sådan hed en pamflet udgivet i 1993 af Ministeriet for Børn og Undervisnings Gymnasieafdeling. I denne opregnedes en mængde forhold for den gode skole vel vidende at skolen netop altid befinder sig i en forandringsproces og således ikke sådan lige præcist lader sig bestemme. Siden da er der udkommet adskillige rapporter om tingenes tilstand; naturligvis i sær med fokus på tiden efter 2005 reformen. Fagkonsulent Mart Tiemensma kommenterer den netop udkomne Evalueringsrapport i ”Eva’s evaluering af de kunstneriske fag”. Mest interessant for undervisere i Billedkunst og Design er naturligvis, hvordan de kunstneriske fag bliver målt og vejet i diskussionen om teori og praksis. Tegn på kvalitet må være, at der til både teori og praksis kan kobles faglige mål. Tydeliggøres Billedkunst og Designs mål for den praktiske dimension vil det være tegn på kvalitet.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

