Gengivelsesstrategi?

Gengivelsesstrategi?

Valget mellem brug af løse skitser, projektionstegning, perspektiv og papmodel.  

Det er forståeligt som strategi i design.

Gengivelsesstrategi i billedkunst har jeg sværere ved at forstå.

Her er nogle af de spørgsmål, der automatisk melder sig når man er runden af alt det, der kan og kunne være kulturkanon.

 Blandt mælkereklamerne på husgavle i København i 1940 og 50erne var der eksempler på mælkebilleder, der havde mere eller mindre perspektiv (rum, dybde). En af de seneste af Albert Mertz var helt flad uden rumillusion. Poul Gernes og folkene på Ex-skolen så den som et forbillede eller et godt udgangspunkt for udsmykning af arkitekturflader. Er det en gengivelsestrategi at ville overholde fladen, som man sagde dengang?

Ja, og betingelserne er rigeligt beskrevet for en C-niveauelev til at han/hun kan kaste sig ud i analyser / eksperimenter.

Når Matisse laver flademaleri omkring 1906, er det en gengivelsestrategi eller?

Ja, og kan opfattes som variation af dit forrige eksempel.

For 50 år siden var det måske en gengivelsesstrategi, hvis man skulle have en billig tryksag i bogtryk i et ikke for stort oplag, at man skar en plade i linoleum, der blev lagt på en klods, så den kom op i samme højde som bogstavtyperne i bly.

• Er det at vælge at lave klichéen selv en gengivelsestrategi?

Nej, at lave en kliché er en teknik.

Den teknik kan være med til at begrænse gengivelsens muligheder (ligesom Linoleumssnit begrænser mulighederne).

Eller 2. det, at man skar billedet, så alt kunne trykkes med den enstonede sorte farve, en gengivelsesstrategi?

Nej. Dürer skar billeder, Matisse gjorde det, Jane Muus gør det. Det giver tre forskellige strategier. Matisse i enkle linier eller enkle flader, Dürer som mimetisk illusionistisk, Jane Muus (afhængigt af, hvad vi tager) med en forenklet ekspressionistisk mimetisk måde at gøre det på.

Den tilsvarende billige tryksag i dag i offset vil den give anledning til gengivelsesstrategiske overvejelser?

Samme svar som forrige. Se også næste svar.

Det at vælge en lys blyantstegning efter nøgenmodel, eller tvinge sig selv til at omforme tegningen senere efter (et godt råd) og f. eks. tegne den i tusch, for at den skal stå klarere, og ved samme lejlighed omforme tegningen, er det udtryk for to gengivelsesstrategier?

Det smukke er, at begrundelsen (1. den skal stå klarere, hvorved du mener at tegneren ikke længere kan skjule sig bag overgange, smånuancer osv.) klart er gengivelsesstrategisk. Om det er godt (b) eller dårligt (a) råd ved jeg ikke.

Begrundelsen kan være:

• fotoagtige smånuancer (som kan laves i blyant, lad være med at bruge tusch)
• oversættelse af det vi ser (stadigvæk for min skyld baseret på mimesis) i klare sort / hvidt former med klare omridslinier (brug tusch, lad være med at bruge blyant)

Men det er klart at det ikke blyantens ”skyld”, og tuschens eneste anvendelsesmulighed.

Man kan sagtens lave en klar tegning.

Man kan sagtens lave en fotonuancer-imiterende tuschtegning.

 

Er den gamle strid mellem tilhængerne af henholdsvis, Rubens og Poussin og Delacroix og Ingres,

er den et eksempel på to (fire?) gengivelsesstrategier?  

Detaljeret set: ja, 4 hvis du vil.

Jeg vil være glad hvis eleverne kan se at Delacroix og Rubens en gang imellem har fælles gengivelses interesser, ligesom Poussin og Ingres.