Fagkonsulenten om reformens betydning for Billedkunst
Fagkonsulenten Mart Tiemensma sammenligner i nedenstående tekst, de væsentligste ændringer i de foreløbige udkast til læreplaner til Billedkunst efter reformen i 2005, med Billedkunst's eksisterende bekendtgørelse.
Ministeriet for Børn og Undervisning
Billedkunst efter reformen 2005
Der er sket væsentlige ændringer i de nye læreplaner for billedkunst.
Faget drejer definitivt væk fra formning og hen imod en analytisk forståelse af billeder og specielt af billedkunst.
Omdrejningspunktet efter reformen er: at kunne manøvrere i billedkunstfagets felt med forskellige optikker og overfor forskelligartet kunst, arkitektur og visuel kultur, takket været en forståelse for kunst, der bygger på forskellige kunstanalysemetoder. Faget bliver derved mere bogligt og teoretisk. Det praktiske islæt forsvinder dog ikke. Formålet med det praktiske er pædagogisk, at skabe en forståelse for kunst og ikke at skabe kunst.
Fagets praktiske elementer kan fremover sammenlignes med stilskrivning, eksperimenter i fysik eller biologi og lignende.
Efter den gamle bekendtgørelse kunne lærerne undervise smalt i en type kunst. Dette kunne eksempelvis resultere i, at undervisningen på mellemniveau kunne koncentrere sig om modernistisk kunst, og at nogle lærere kun underviste i en bestemt type realisme. I den nye læreplan er der imidlertid krav om spredning i tid, stil, udtryksform og analytisk metodik.
Før reformen eksamineredes i et ekstemporalt materiale. I den nye eksamen tilrettelægger eleverne deres mundtlige præstation på grundlag af et spørgsmål, og eksemplerne, som skal synliggøre pointerne i deres besvarelse, vælges ud af det materiale, som befinder sig i deres portfolio. Portfolioens materiale skal her forstås som billedmateriale, produkter, research og litteratur – kort sagt alt, der giver dem et solidt grundlag at ræsonnere ud fra. Portfolioen er en integreret del af hele undervisningsforløbet, og eksaminanderne har derfor forhåndskendskab til materialet, har læst om det, undersøgt det osv. Eksaminationen bliver således en logisk afslutning på undervisningen og den løbende evaluering.
Ændringerne er tiltrængte, men forholdsvis store. Ændringerne ligger i forlængelse af udviklingen hos aftagerne, men forandringerne er så store, at de kræver faglig efteruddannelse.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

