Menu
CFU logo © CFU
 
• Indhold

Mundtlighed

Til mundtlig og skriftlig udtryksfærdighed er knyttet følgende tre elementer: • Et forløb om mundtlighed • Et forløb om skriftlighed • Mundtlige oplæg og tekstproduktion. Her bringer vi inspirationsmateriale til mundtlighed.

Mundtlighed

I tilknytning til det løbende arbejde med mundtlig udtryksfærdighed afvikles i løbet af det første skoleår et særligt tilrettelagt forløb om mundtlighed, hvor eleverne præsenteres for og øver forskellige mundtlige genrer. Forløbet kan struktureres som en eller flere sammenhængende blokdage eller placeres over et par uger i de almindelige dansktimer. Det vigtige er, at eleverne introduceres til mundtlighed på en sådan måde, at enkeltelementer fra kurset senere kan trækkes frem, uddybes og nuanceres. Eleverne præsenteres for egnede teknikker og redskaber i forbindelse med forberedelse, afvikling og evaluering af mundtlige fremstillinger. De kan ligeledes introduceres til forskellige retoriske virkemidler og arbejde med mundtlighed både i forbindelse med reception og produktion. I forløbet kan indgå elementer som eksempelvis:

• arbejde med forskellige mundtlige udtryksformer og kommunikationssituationer med særligt fokus på forskellige talegenrer

• arbejde med teknikker, der kan anvendes i retorikkens klassiske faser af arbejdet med oplæg og taler (i forbindelse med at indsamle og strukturere stoffet samt formgive, øve og fremføre talen)

• hensigtsmæssig brug af tavle, OHP og præsentationsprogram

• bevidsthed om rum, stemme, kropssprog og tilhørerreaktioner.

Forløbet skal igangsætte en proces, hvor eleverne bliver vant til og sikre i at udtrykke sig mundtligt, med brug af nogle redskaber, der kan hjælpe dem til at vælge en passende udtryksform. Det særligt tilrettelagte forløb kan naturligvis ikke stå alene. Der er behov for et systematisk arbejde med mundtlighed, hvor der gradvist stilles større krav - ikke kun til det mundtlige udtryk, men i lige så høj grad til indholdet. (Råd og Vink, 2010)

Mundtlighedens og det retoriskes tilbagekomst, 2005

CFJE har i sin vidensbase en artikel af Jan Lindhardt om dette emne. I artiklen beskæftiger han sig med forholdet mellem det talte og det skrevne sprog.

Om

Talesprogsbutikken

Talesprogsbutikken er en portal for viden om talesprog. Find masser af inspiration til emner og opgaver om talesprog. Sprogforandringscenteret ved Københavns Universitet står bag platformen.

Læs mere om Talesprogsbutikken