Videnskabstankens gennembrud

Af Ivar Lærkesen, Bornholms Gymnasium

Det moderne opfattes i almindelighed som opgøret med en enhedskultur som den eksisterede i det middelalderlige verdensbillede, hvor der ikke var forskel på teologi og naturiagttagelse. Det moderne betegner netop et opgør med en sådan sammenhængende tilværelsesforståelse. Det moderne er altså mere et tema end en bestemt tidsperiode. Allerede de gamle grækeres fornuftsdyrkelse og de bibelske beretningers meget lidt mytologiske præg peger hen på det moderne. Med særlig kraft sætter det sig dog igennem i  renæssancen og oplysningstiden; men det bliver først for alvor en realitet med den dannelse af en borgerlige - og efterhånden også folkelig - kultur, som fremstod på baggrund af oplysningsiden og romantikken.

Forstår man det moderne således, kan det undre, at man stadig kalder den forandring i det litterære liv, som finder sted i 1870'erne "det moderne gennembrud". Der er da også mere tale om, at man har overtaget og ført Brandes' kritik ind i den almindelige litteraturhistorieskrivning. Læg  mærke til, at Brandes rendyrker polemikken og derfor retter skytset mod dem som opfattes som de egentlige romantikere: Oehlenschläger, Grundtvig, Ingemann og Christian Winther, mens en Staffeldt, romantismens splittethed og angstmotiv, Kierkegaards kritik af den romantiske enhedsfilosofi forties. At netop romantikken kom til at danne baggrund for en realistisk samtidslitteratur hos forfattere som Blicher, Goldschmidt, fru Gyllembourg ser Brandes også væk fra. Den meget elegante indledning til forelæsningerne om Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes europæiske litteratur må altså  i aller højeste grad opfattes som polemisk. Og det er naturligvis helt i orden. Mere problematisk er det, at denne polemik er blevet overtaget af de efterfølgende årtiers litteraturhistorikere.

Men naturligvis repræsenterer Brandesgenerationen en forandring.Udgangspunktet for  ham er den store franske revolution i 1700tallets slutning, som romantikken efter hans opfattelse var en (nødvendig) reaktion på. Andre steder i Europa, siger han, vindes der ud af reaktionen en ny liberal linje og en realistisk litteratur. Danmark er som sædvanlig - siger Brandes - 40 år bagud i forhold til det øvrige Europa! (Sammenlign med at Brandes "overser" romantikkens realisme hos f.eks. Blicher).

Omdrejningspunktet i Brandes' argumentation er "den frie tanke" og "den frie forsknings ret". Det vil igen sige, at Brandes vender sig væk fra religionen, fordi den repræsenterer noget forældet og peger hen på en type af forskning, der vel i virkeligheden var sat igang af romantikkens helhedstænkning, men som først bliver "sand og ægte videnskabelig" med specialvidenskabernes positivistiske, påstået værdifri  analyser (Jf. Comte). Derfor kunne man med god ret brnyttr uftrykket videnskabstankens gennembrud som synonymt med det man ellers kalder det moderne gennembrud. Det er simpelthen mere præcist.

Brandes' litterære kritik går ud på:
1. litteraturen har været en art trøst i en politisk ussel tid
2. Den har dyrket en naiv menneskeopfattelse. I stedet skal  litteraturen:
a. sætte problemer under debat ( det radikale standpunkt ): samfundet, kvindens stilling  religionen. b. være en art forskning.

Det indebærer:
Naturalisme og realisme bliver litterære skoler:

Naturalismen defineret som  biologisk-psykologisk studie af mennesket. I interessefeltet befinder sig dermed enkeltmenneskets betingethed i arv og miljø (determinisme). Eksempler: J.P. Jacobsen: Fru Marie Grubbe
Impressionismen, som vi møder hos Herman Bang, er en videre udvikling af naturalismen. Bang tror ikke, at det er muligt at levere en sammenhængende analytisk psykologi. Han kan kun give sine iagttagelser videre i et flimmer, som læseren så selv må søge at strukturere. Kunsten handler ikke blot om den verden, der opfattes, men også  om den måde, som dette sker på. (Eksempel: Ved Vejen, Tine)
Den kritiske realisme har som sit særlige genstandsområde mennesket som et produkt af samfundsmæssige processer. D.v.s. at den kritiske realisme som vi møder den hos Pontoppidan i meget høj grad  bringer samfundsforhold under debat.

Gevinsten i generationens litteratur er at påvise det moderne menneskes orienteringsløshed og dets problemer i en samfundsmæssig sammenhæng. Problemet er, at forståelsen af mennesket antager en ganske reduktionistisk karakter, hvad enten der er tale om reduktion til biologiske eller sociologiske processer.

KRITIKKEN AF VIDENSKABSTANKEN

Det er netop videnskabstankens flade, reducerende virkelighedsopfattelse, Nietzsche ikke vil acceptere, når han siger "Die Welt ist tief". Det samme gælder Johannes Jørgensen i artiklen "Symbolisme".
 90'ernes unge fastholder Brandesgenerationens  påvisning af menneskets orienteringsløshed. Deraf den megen fremmedgjorthed ( f.eks. hos Obstfelder i digtet "Jeg ser" og Johannes V. Jensen i Ejnar Elkær eller i malerkunsten f.eks. Edvard Munchs "Skriget") og den store psykiske smerte (Johannes V. Jensen, Gustav Wied, Knut Hamsun og Strindbergs dramatik). Men generationen kan ikke tro på den  videnskabelige reduktion af alle forhold. I den situation skærpes kravet til digteren endnu en gang. Han har den intuitive og instinktive erkendelse fælles med romantikerne. Men der er ikke nogen himmel at trække ned på jorden. Man bruger to billeder om disse forskellige situationer:

     Den romantiske digter: Et spejl af en højere orden
     90'ernes symbolistiske digter: Er selv et lys i mørket

Set i det lys går der en linje fra romantikken over naturalismen til impressionismen og derfra til symbolismen og videre til modernismen. Særlig interessant kan det være at kaste et blik på impressionismen:

1. Med impressionismen slippes en hidtil uset lyskraft fri. Motiv- og karakterstudiet skrumper tilsvarende ind. Det bliver den minutiøse studie af sansningen, som står i centrum. Det betyder igen, at der kun er et lille skridt fra impressions til expressions.

2. Naturalismen har allerede bevirket en bevægelse nedad. Den fastholdes af impressionismen. Hvor man før søgte en forløsning i det himmelske, kommer nu det dæmoniske til at optage psykologer, forfattere og malere.
Sammenfattende om bevægelsen nedad: Romantikken handler jo om sjælens forbundethed med helheden i verden. Naturalismen sønderdeler denne helhed og sjælen bliver ene i verden. Impressionismen interesserer sig for selve sanseiagttagelsen og betvivler dermed naturalismens selvsikkerhed. Fra det at interessere sig for sanseiagttagelsen er der ikke langt til at hævde, at "et landskab er en sjælstilstand" (Amiel), symbolismens æstetiske slagord (Jf. Johannes Jørgensens artikel "Symbolisme", Falkenstjerne bd. 3).

I det øjeblik fremmedheden, splittelsen og kunsten som betinget af en indre verden er sat på dagsordenen, er modernismen mere end antydet (Se definition af modernismen i Liitteratur- håndbogens leksikondel).
1890'ernes kritik blev foregrebet af naturalismen selv. Det moderne gennembruds program: at sætte problemer under debat og dyrke den frie tankes ret, bevægede sig ret hurtigt  over i en modsætning. Allerede i naturalismens tænkemåde ligger der gemt en determinisme.  Og faktisk blev 1880'erne præget af stor depressivitet i litteraturen.
De moderne samfundsvidenskaber afslørede markedsmekanismerne, moderne biologi udviklingslæren  og psykologien afdækkede driftslivet. Disse indsigter, fornægtelsen af enhver metafysik og positivismens ide om, at det eneste vi kender til er vore sansninger, skabte et markant ubehag (jf. Ejnar Elkærs sansning af sine egne sansninger).  Denne oplevelse af fremmedhed kalder vi også fin de sieclestemning. 

Kritikken af en positivistisk tilværelsesopfattelse, fremmedhedsoplevelsen, erkendelsen af dæmoniske psykiske kræfter, hævdelsen af en metafysik, begejstring for fremskridt parret med kritik af fremskridtet skabte udgangspunkt for et voldsomt kunstnerisk gennembrud i 1890'erne (se tidstavle), hvor skandinavisk kunst var  centralt placeret. Brandes havde introduceret Nietzsche allerede i 1885. I forfatterskaber som Strindbergs, den unge Hamsuns og den unge Johannes V.Jensens er alle disse kræfter på spil som litterære udbrud. Nordisk litteratur markerede sig centralt med forfattere som Hamsun, Strindberg, Obstfelder, Johannes V. Jensen, Sophus Claussen, og malerkunsten med L.A. Ring, Willumsen, Edward Munch. 90'erne har i en periode været skubbet noget til siden. Men i det sidste årti har de fået fornyet aktualitet. hvad man skal se i forlængelse af 1980'ernes forsøg på at skrive en litteraturhistorie på langs med romantikken som udgangspunkt, symbolismen, modernismen og postmodernismen som forskellige omformninger af dette udgangspunkt. 

Iøvrigt skal man være opmærksom på, at den vilde kraft, som sattes fri i 90'erne, på et moralsk plan let kunne føre til ganske tvivlsomme standpunkter. Lad os bare nævne, at Strindbergs holdning til kvinder ikke altid var særlig "politisk korrekt". Hamsun blev nazist og selvom Johannes V. Jensen aldrig havde sympatier for hr. Hitler, var hans politiske ideer omkring 1. Verdenskrig mere end blakkede. I Italien var futuristerne Mussolinis hjælpere. Ja, selv i Nazi-Tyskland  med dets "ariske" kulturkonservatisme var der fremtrædende modernistiske kunstnere som hoppede på nazismens limpind (bl.a. Emil Nolde og Gottfried Benn). Samtidig førte det, der var sat igang, frem mod den kulturrevolution  som efter første Verdenskrig befriede Europa for victorianismens dobbeltmoral. Årsagen er naturligvis, at det symbolistiske røre satte voldsomme kræfter i sving. Kræfter som er voldsommere, end man får indtryk af det ved at læse Johannes Jørgensens artikel og for så vidt også hans digte. Men kraften er der f.eks.hos Sophus Claussen og Johannes V. Jensen.

Realisme-Naturalisme-Impressionisme:	Symbolisme:
Livsstemning:  a. Optimistisk program (Brandes i 70'erne):  demokratisk radikalisme b. Determinismens problem tydeligt i 1880'erne Nietzsche-inspiration: Det store menneske: aristokratisk radikalisme.	Fremmedgørelse (Obstfelder)  Udveje:  a. panteisme (Jørgensen)  b. kristendom (Jørgensen)  c. erotisk livsbekræftelse (Claussen)
Filosofiens grundlag: det reale:  naturalisme  det sansbare:  positivisme,   ophævelse af skellet mellem tingen i sig selv og tingen for mig.  Videnskabstanken (naturalismen/realismen)	Fastholder idealismen  Naturens orden ikke tingenes eneste orden Tager udgangspunkt i et skel mellem tingen i sig selv og tingen for mig  Fastholder dermed det metafysiske, d.v.s. at der er værdier som ikke lader sig bestemme videnskabeligt.
Moral: Lykkemoral   Den socialistiske kamp  Kvindebevægelsen	afstandtagen fra lykkemoral og udviklingstænkning. Fremskridt er umuligt. Kun ommøblering.
Æstetik: Kunst er arbejde  Kunst er forskning  Kunst skal sætte problemer under debat  Brud med romantikkens "naive" psykologi - Aladdintypen.  Impressionismens studie af sansning fører over i symbolismens udsagn: "Et landskab er en sjælstilstand" og i ekspressionismen	Virkeligheden bliver en højere verdens symbol: et  landskab er en sjælstilstandVirkeligheden bliver en højere verdens symbol. Ethvert kunstværk netop er udtryk for en sjælstilstand