Samfundsforhold i 1990'erne

International politik   Retur1990´erne tyvstartede med en symbolsk mega-begivenhed: Berlin-murens fald den 9. november 1989. Den kolde Krig var slut. Få år senere var de kommunistiske regimer i Østeuropa brudt sammen, Sovjetunionen opløst og Tyskland genforenet. Der var begrundet håb om en mere fredelig verden, hvor FN kunne komme til at spille en langt mere aktiv rolle end hidtil.
I starten blev de optimistiske forventninger indfriet. Forsvarsbudgetterne reduceredes betydeligt både i Øst og Vest. Golfkrigen 1990-91 under USA's ledelse var godkendt af FN. Hele aktionen skete nemlig på grundlag af en resolution truffet af FN’s Sikkerhedsråd.
Få år senere var håbet om en ny æra med international fred og sikkerhed blegnet betydeligt. Virkeligheden i 1990´erne - ikke mindst i det tidligere Jugoslavien - blev nemlig opblussende nationalisme, etniske konflikter, (borger)krige og massive flygtningestrømme.
Danmark har spillet en meget aktiv rolle i denne sammenhæng, idet danske soldater har deltaget i fredsbevarende aktioner, såvel i NATO- som i FN-regi. Danmark har også opbygget en international militær brigade. Dansk udenrigspolitik er i det hele taget ikke længere kun præget af tilpasning (til de større naboer) som under Den kolde Krig, men af en aktiv internationalisme.
Hvor udviklingen i Østeuropa var kendetegnet af disintegration, øgedes integrationen i Vesteuropa - i form af et stadig tættere samarbejde inden for EU. Denne proces fik stor indenrigspolitisk betydning i Danmark.

 

Den danske politiske scene
Ved folkeafstemningen om den økonomiske og politiske union - Maastricht-traktaten - den 2. juni 1992, stemte et lille flertal af danskerne imod. Det rystede det etablerede politiske system og afslørede en foruroligende kløft mellem den politiske elite og befolkningen.
Den daværende borgerlige regering fik forhandlet den såkaldte Edinburgh-aftale hjem, hvor Danmark fik indføjet 4 forbehold til den oprindelige traktat (bl.a. nej til en fælles mønt og nej til deltagelse i en fælles forsvarspolitik).
Afstemningen om Edinburgh-aftalen den 18.maj 1993 resulterede i et klart flertal for aftalen - men samtidig i de voldsomste uroligheder i Danmark siden 2. Verdenskrig. Under urolighederne på Nørrebro affyrede politiet fx skud mod demonstranterne.
En anden begivenhed i starten af 1993 bar også ved til den ulmende politikerlede i befolkningen: Den borgerlige Schlüter-regering måtte gå af, fældet af den såkaldte Tamil-sag. (Justitsministeren havde ikke kunnet få flertal i Folketinget for stramninger i udlændingeloven - og gennemførte så selv ændringerne i praksis, rent administrativt). Rapporten fra undersøgelsesretten, der blev fremlagt i januar 1993, indeholdt så skarp kritik af flere ministre, deriblandt statsministeren selv, at den fik Poul Schlüter til at gå af.

 

Nyrup stabiliserer dansk økonomi
Socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen afløste Poul Schlüter på statsministerposten - og blev siddende tiåret ud (til efteråret 2001). Nyrup-regeringen overtog en økonomi, der ikke var i decideret krise (der var styr på betalingsbalance og inflation), men som dog havde nogle alvorlige problemer: underskud på statens finanser og - ikke mindst - en fortsat meget høj ledighed (ca. 350.000 svarende til godt 12 %).
De midler, de socialdemokratisk ledede regeringer tog i anvendelse op gennem 90´erne for at bringe arbejdsløsheden ned, var først og fremmest strukturpolitiske: arbejdsmarkeds-, erhvervs- og skattepolitik.
Det lykkedes Nyrup-regeringerne (fra 1997 kun bestående af S og R) at stabilisere dansk økonomi. Ved årtusindskiftet har Danmark således overskud på de offentlige finanser, næsten ingen inflation, solidt overskud på betalingsbalancen - og en arbejdsløshed på kun 5 % (eller ca. 150.000).
Samtidig skal det dog bemærkes, at kløften mellem rige og fattige faktisk er øget i 1990´erne, under de socialdemokratisk ledede regeringer. Paradoksalt nok fandt der også flere privatiseringer sted i den offentlige sektor i 90´erne end under de borgerlige regeringer i 80´erne. Endvidere blev der i slutningen af 90´erne gennemført markante stramninger på udlændingeområdet.

 

Dansk Folkeparti
Det sidste skal ikke mindst ses som et forsøg på at imødegå argumentationen fra et nyt parti i dansk politik, dannet i 1995 som en udspaltning fra Fremskridtspartiet: Dansk Folkeparti. Dette populistiske parti har få, enkle mærkesager: stramning af udlændingepolitikken, modstand mod (yderligere magt til) EU og bedre forhold for ældre og syge. Med den markante frontfigur opnåede partiet hurtigt stor tilslutning i meningsmålingerne og kom ved valget i 1998 i Folketinget med 13 mandater (stigende til 22 i 2001).

 

Postmoderne politik
Dansk politik har de seneste 10-15 år fået flere og flere såkaldt postmoderne træk: Der er en stigende fokusering på enkeltpersoner og på enkeltsager - hvilket selvfølgelig hænger sammen med mediernes indflydelse, men også med det faktum, at de politiske spørgsmål på grund af samfundets stigende kompleksitet er blevet stadig mere komplicerede og uoverskuelige.
Politik er i høj grad blevet show: Politikerne deltager i talk-shows og underholdningsprogrammer, springer bungy-jump, drikker body-tequila for åben skærm osv.
Valgkampene op til folketingsvalgene bliver stadig mere amerikaniserede og bliver i medierne præsenteret som "præsidentvalgkampe" (Ellemann mod Nyrup; Nyrup mod Fogh).

Modernitet og postmodernitet ( Her kan du læse om begreberne modernistet, modernisme, postmodernitet, postmodernisme)