Lyrik i 90'erne

Retur

 

De tidlige 80'ere	Senfirserne og halvfemserne
Krop: Stedet for intensitet og transformation	a. Gennemlysning af det erotiske (Pia Juul) b. Problematisering af kroppen Hammann)
Gennemskrivning af metafysikken. Understregning af forholdet mellem digt og det uudsigelige	a.Tendensen fortsætter (Frank, Henningsen, Bramness) b. Kritik af den metafysiske tendens hos nogle af de yngste digtere (Carsten René Nielsen) c. Minimalistisk, antimetafysisk digtning (Tor Ulven)
Skriver sig op mod en storbyvirkelighed (Strunge, Bo Green Jensen, Thomsen) - Skrigerne: "Vi er fandeme til"	Storbyvirkeligheden er ikke denne digtnings baggrund. a.Digtningen vender sig indad i meditative former (Frank, Henningsen) eller fordyber dig i kropsligheden (Juul) b. Ny åbning mod tingene (Tafdrup, Thomsen, Carsten René Nielsen)
Starter som en generationsdigtning (1981)	En egentlig generationskarakteristik er ikke mulig
Forbindelseslinjer til: romantikken (Bo Green) symbolismen (Tafdrup) surrealismen (Strunge) Heretica (Bo Green, Tafdrup) systemdigtningen (Thomsen, Tafdrup) David Bowie	Reflekteringen af vidt forskellige strømninger i modernismens historie fortsætter. Hos Janus Kodal oplever man en munter romantik i slægt med Oehlenschläger, hos Niels Frank bl.a. en buddhistisk inspiration.

 

Ingen overordnet isme har sat sig igennem i 1990'ernes danske litteratur, og generationer synes at spille en underordnet rolle som afsæt for litterær produktion. Postmodernismens kritik af "de store fortællinger" har bevirket at en besindelse på tradition forløber parallelt med en bevidsthed om at være moderne. Forestillingen om at befinde sig i et lineært tidsligt forløb erstattes af en tilstand hvor mange forløb findes ved siden af hinanden. Dette får afgørende betydning inden for både lyrik og prosa. Blandt lyrikerne findes klare romantiske træk uden at digterne derfor bliver gammeldags. Janus Kodal udtrykker f.eks. i debutsamlingen Antologi (1991) stærk kropslig livsappetit og en romantisk tone uden idealistisk præg og i Nicolai Stochholms digtning findes store helhedsoplevelser, brudt af et reflekteret forhold til den romantiske tradition. Hos 80'erdigterne gennemtænkes det kropslige, men også det metafysiske, som det bl.a. ses i Pia Tafdrups poetik Over vandet går jeg (1991) og Søren Ulrik Thomsens En dans på gloser (1996). Også blandt de yngre lyrikere findes denne refleksion, men med vægt på digtningens meditative værdi som f.eks. i Niels Franks "Det påbegyndte" og Lene Henningsens En drøm mærket dag (1994). Samtidig er det mærkbart, at hvor kroppen var et afsæt for intensitet i 80'erdigtningen, bliver den en mere problematisk størrelse hos flere 90' erdigtere. Hos Pia Juul brydes kønsligheden f.eks. af iscenesettelsen og hos Kirsten Hammann ses en problematiserende distance i forhold til kroppen. Der spores også en åbning mod hverdagens ting og milljøer som hos Carsten René Nielsen.

Som et modbillede kan det være interessant til sidst at inddrage den norske lyriker Tor Ulven (1953-95), hvis forfatterskab fik afgørende betydning for norsk lyrik. Forfatterskabet er klart antimetafysisk og antireligiøst og modarbejder samtidig enhver forestilling om mennesket som et kraftcentrum i universet. I stedet bliver forgængeligheden et grundtema. Under sproget, mennesket ligger mineralriget med al dets hemmelighedsløshed. Sten bliver et urmateriale hos ham. I denne henseende er der fællestræk mellem ham og Paal Helge Haugen, specielt i dennes haikuprægede samling Vidde, 1991. Men hvor Haugen digter menneskets historie ind i naturens, bliver stenen hos Ulven til en kontrast til vores forgængelighed. Der er ingen evighedsdrøm eller symbolværdi knyttet til stenen. Også bjergene skal udslettes eller rigtigere transformeres. Ulven er optaget af udslettelsen samtidig med at han fascineres af objektverdenen. Nu ville det vel være misvisende at hævde at han er direkte livsbekræftende i sin digtning. Men illusionsløsheden, optagetheden af det der er, indebærer en befrielse fra kunstnerisk selvoptagethed og antropomorfisme.
Ulvens sidste digtsamling Stein og speil - mixtum compositum, 1995 er en blanding af digte og prosastykker med fast højrekant, alle med titler hentet fra kunstens verden: Udstilling, koncert, mellemspil, forestilling. Han har en vis forkærlighed for knogler, men de kan gerne klædes i en hel kvindekrop og man kan danse wienervals og så iøvrigt tale om helvedesforestillinger i pausen (Konsert XII). Forgængelighedstemaet er gennemgående i bogen.som i forestilling LII, hvor postkassen ligner hukommelse og skarnkassen glemsel. I Utstilling LIII (s. 135) vendes temaet om. Vi ser en edderkop og en græshoppe, 35 millioner år gamle, siddende i den samme ravklump sammen med en luftboble af samme alder. Han vil gerne at denne ravklump skal være nær den elskedes hud: "Jeg liker tanken på millioner år gamle insekter nær huden din. Spør meg ikke hvorfor." Læg mærke til den nedtonede sprogholdning som vi også møder i sætningen: "Et skjebnefellesskap, om man vil." Fortiden er til stede i nutiden som forstening, men den er for så vidt meningsløs. Den er der bare. Nogen højere mening gives ikke. Skulle man anføre paralleller i dansk digtning måtte det være Per Højholt og til dels Søren Ulrik Thomsen.
Ulvens tematisk og formelt strenge digtning giver læseren sin ensomhed, sit formløse ubehag tilbage som form. Artikulationens præcision er det der skiller digt fra liv inklusive døden og det ubehag der er knyttet til livet.

Modernitet og postmodernitet ( Her kan du læse om begreberne modernistet, modernisme, postmodernitet, postmodernisme) 

 

Links

Om dansk samtidslyrik generelt:
www-poesi.dk - VIGTIG hjemmeside 
http://www.sentura.dk/
Reception-Litterært tidsskrift, Københavns Universitet 
Om litteraturtidsskriftet Ildfisken 
Borgens lyrikfremviser (mange nutidige lyrikere)
Forfatterskolen  
Hvedekorn