Lyrik i 1980'erne

Retur

Litteratur: 1980'erne:

 

70'erne

80'erne

Litteratur som brugskunst: Vægt på budskabet, realisme Ofte blevet til i forb. m. vilde strejker, kvindebevægelse, miljøkamp Store fortællinger Modernitetsdyrkelse Venstrefløjs-vi Kollektivisme / politisk budskab Politikken som et sted hvor temaer hierarkiseres i forhold til hinanden Kroppen som den sexuelle krop og senere som sæde for kønskamp Den nøgne krop Resultat af en samfundsmæssig ekspansion

Kunst med stort K: ny æsteticering.   Romantikken giver muligheder for at træde ind i andre dimensioner Eksperimenterende kunst (komposita, opbrud i syntaks) En postmoderne tilstand som baggrund for digtningen Besindelse på moderniteten Generations-vi   Individualisme / eskatologisk stemning Kunsten som et sted hvor alle temaer kan skæres i en virkelighed uden mulighed for hierarkisering Kroppen som mønster for enhver form og som sæde for intensitet og transformation Den maskerede krop Resultat af en samfundsmæssig implosion

 

Lyrikken efter 1981

Af flere grunde slog en ny generation af lyrikere igennem i begyndelsen af 1980'erne: 
1. Der var en generation som hverken kunne identificere sig med 68'erne eller med Yuppie-kulturen
2. 70'ernes politiske projekter, som var udviklede i et samfund i ekspansion, var utroværdige.for denne kreds af unge som oplevede samfundsmæssig implosion.
3. Generelt var de store fortællinger blevet problematiske. Udviklingstænkningen blev erstattet af en historieopfattelse, hvor man er lige samtidig med f.eks. romantik, punkmusik og livet på Nørrebro. Alt er til stede på samme tid og i det samme rum (postmodernitet/den globale landsby). Forestillingen om tidens strøm er afløst af forestillingen om et delta.
4. Den narcissistiske problematik ( se FLSLF s. 7-12) var allerede klart antydet hos f.eks. Vita Andersen; men den ny generation tog konsekvensen fuldt ud og gik ud fra KROPPEN som udgangspunkt, ikke et jeg.
5. Forlagene havde gennem 10 år udgivet samfundsrelevant litteratur. Der var altså også for forlæggerne et behov for at sælge en ny vare. Med andre ord: de unge digtere blev båret frem af den litterære institution.

	Nutid	Utopi
Metafysik	Molok	Engel
Bevidsthed	Angst, afmagt	Drøm, profeti
Tilværelsesopfattelse	Forfald	”Ny verden”
Jeg	Splittelse	Heling

Fig. 1. 80'ernes grundsynspunkter i følge Bo Green Jensen og Strunge

I Fra runer til graffiti (s. 256-64) gives en fornuftig karakteristik af generationen:
- protesten mod den herskende livsopfattelse Sidegaden som de unges tidsskrift hed, i stedet for hovedstrøg
- det nuværende samfunds elendighed - outsiderens afvisning heraf - profeti om den nye tid som skal komme
- ingen gyldige værdier, ingen sammenhæng i tiden. Dette er vel at mærke en befrielse
- med sin egen krop og sin egen død, altså det konkrete og nærværende kan man begynde på en frisk
- hvor de tidlige firsere meget pågående skrev sig op i modsætning til en storbycivilisation, afdæmpes tonen i de senere 80'ere og perspektivet vendes indad (Som hos Niels Frank)

Den tidlige 80'ergeneration forholder sig vrængende i et forsøg på at udlevere hulheden i dagligsproget og dagliglivet. Man ved at lykken er mere end den kommen hinanden ved og haven indflydelse på egne forhold, som den ellers ofte sættes lig med. Det er derfor naturligt, at man stiller romantikken op realismen.
Romantik forstået som det at have sans for drømmens og virkelighedens betydning og nuancer, at træde gennem mørket ind i andre dimensioner. Realismen - 70'ernes foretrukne udtrykssystem - anser 80'erdigtningen for indskrænkning og forstening. 80'erlyrikkens linje bagud går gennem mønstre, lagt af beat-musikken, den psykodeliske malerkunst, som man bl.a. ser det i digtenes kropslige, erotiske metaforik, ophævelsen af tid og rum, svævebevægelsen. Men der gribes også tilbage til systemdigtning (især Søren Ulrik Thomsen), til Heretica (Bo GreenTafdrup), surrealismen (Strunge), symbolismen Tafdrup) og romantikken (Bo Green Jensen).
Hertil skal endnu føjes et par principielle betragtninger: Selvom de tidlige 80'erlyrikere optrådte som en generation, kan man ikke skære dem over én kam.
- Bo Green Jensen er forfatter i stort format. Gennem sin 7 binds digtsamling Rosens veje skildrer han indgående tidens elendighed og en anden tid som skal komme.

- Michael Strunge har en tilsvarende model for sin digtning, men sproget er mere fortættet metaforisk og billeddannelserne har baggrund i surrealismen og den franske symbolist Arthur Rimbaud. Drømmen er central.

- Hvor Bo Green Jensen skriver i en stort anlagt form og Michael Strunges tekster vrimler med metaforer, har Søren Ulrik Thomsen (f. 1956) et minimalistisk udtryk. Hvor krisebevidstheden kommer eksplicit til udtryk hos Jensen og Strunge, er den implicit hos Thomsen. Der skrives hverken om arbejdsløshed, coma eller økologisk katastrofe. Der tales overhovedet ikke om krise. Men af den stramme digteriske form, skrives en spænding frem mellem nærvær og fremmedhed i forhold til digtningens grundlæggende spænding mellem nærvær og død. For de tidlige 80'erlyrikere er kroppen central som stedet for intensitet levet ud i lyst, smerte og transformation. Det gælder også Søren Ulrik Thomsen som er den der mest præcist tænker det kropslige i gennem. I Mit lys brænder (1985) skriver han, at kroppen er paradigmet på form, altså mønsteret for al anden form. Det er nemlig kun med kroppen, at konkret væren kan sanses. Men intet kan begribes som værende i sig selv, kun i forhold til noget andet. Denne Andethed er Døden, som bestemmer kroppens varighed. I en tidligere sprogbrug ville man have talt om det absolut Andet som Gud. Thomsen gennemtænker altså i virkeligheden den religiøse kategori: Det som mennesket ikke selv råder over og leverer dermed en kritik af 100 års kulturradikal intellektualisme, som har kritiseret religionen som institution, men aldrig har vovet at befatte sig med at tænke selve det religiøse igennem. Når han kan gøre det, har det netop at gøre med den postmoderne kritik af de store fortællinger.
Disse overvejelser får æstetiske konsekvenser: På samme måde som kroppen er til i et nærvær, afsluttet af døden, på samme måde er digtet til som et nærvær spændt ud mellem dets begyndelse og definitive afslutning. Når poesi skal forholde sig til det konkrete, absolutte Andet indebærer det et krav om digtets præcise begyndelse og ophør. Digtet skal ikke bare snakke om et eller andet. Det skal være. Et digt som handler om sex skal være sexet, i et digt som handler om sne skal der være en masse sne. Ellers kan det hele være lige meget. I forbindelse med Thomsen skal det også siges, at ræsonnementet udvides til at gælde forholdet mellem et jeg og et du, når han taler om Det konkrete, absolutte Andet. I forholdet mellem en mand og en kvinde er det den faktiske biologiske ulighed der afsætter den konkrete og den absolutte forskel. På samme måde indebærer et digt læst op imod sit ophør den tavshed, digtet ikke kan tale om. Digtet må indebære sit eget ophør og vise hvad det er.

Også i PiaTafdrups digtning og i hendes poetik Over vandet går jeg (1991) er kroppen afgørende som det sted hvorfra jegets perspektiv dannes. Også i opfattelsen af døden ligger hun på linje med Thomsen. Men hun taler om det andet på en måde som adskiller sig fra Thomsen. For hende er digtning et møde mellem skriften og det, der er større end den der skriver. Her bliver hendes bestemmelse af det religiøse central. Det væsentlige er ikke, hvilken samtale der føres med Gud, men at der overhovedet tales til noget større. I denne sammenhæng kritiserer hun en nyreligiøs forståelse og fremhæver, at alt ikke er ét og at vi ikke er Gud. Skabelsesberetningen er derimod en fortælling om mangfoldighed og adskillelse. (s. 75). Ved således at skrive sig op mod noget større, en Gud overskrider Tafdrup en  modernistisk position.
Hvor de tidlige digtsamlinger, frem til og med Springflod (1985) har såret og den erotiske udladning i centrum, er der en sartere tone i Hvid feber (1986), samtidig med at det religiøse nu tematiseres åbent. I de to sidste digtsamlinger Krystalskoven(1992) og Territorialsang (1994) vendes interessen ud mod verden, ligesom sproget bliver mere afklaret og klassisk.

Modernitet og postmodernitet ( Her kan du læse om begreberne modernistet, modernisme, postmodernitet, postmodernisme)