Lyrikken i midtfirserne

Retur

De første 80'erlyrikere kan opfattes som en generation. Det går ikke efter midten af 80'erne.  Billedet bliver for broget og sammensat. Alligevel kan man tale om nogle tilblivelsesbetingelser, som er anderledes i de sene 80'ere. For de yngre lyrikere, som brød igennem fra midten af 80'erne var kroppen som erfaringsrum selvfølgelig, ikke noget hårdt tilkæmpet. Hvor de tidlige 80'erlyrikere skulle leve hele programmet igennem i hvert enkelt digt (for eksempel Strunge), var tonen mere behersket og det poetiske rum mere lukket hos yngre lyrikere som Niels Frank (debut 1985), Peter Huss (debut 1984), Thomas Boberg (debut 1984) og de mange nye kvindelige lyrikere som Juliane Preisler (debut 1983), Pia Juul (debut 1985) og  Camilla Christensen (debut 1985). 
En af de lidt yngre 80'erlyrikere, som placerer sig centralt, er Juliane Preisler (f. 1959). Hun debuterede i 1983 med en lille samling kærlighedsdigte under titlen Uden og fortsætter sin undersøgelse af forholdet mellem kønnene i samlingen Ind (1984), Det tændte hus (1987), Ønskeøjne (1988) og den store samling Hun (1990). I en stram, metaforfri form beskæftiger hun sig med en bevægelse mellem tiltrækning og modstand, længsel efter nærvær og frihedslængsel, ligesom det underforståede i forholdet mellem de elskende kommer frem. Undertiden er der dog en noget luftig, sjælelig og lidt mimoseagtig tendens til stede, som bringer mindelser om berøringsangst.
Mimoseagtig er Pia Juul (f. 1962) ikke. Hun debuterede i 1985 med samlingen Levende og lukket og udsendte op gennem firserne flere små digtsamlinger, der ligger langt fra de tidlige 80'eres udtryk. I et stramt, korthugget og udtryksfuldt sprog beskæftiger hun sig med barndom som nærværende erindring og med krop og køn. Digtet "jo. kræng mig ud. mit pulver" fra I brand måske illustrerer hendes somme tider eksplosive sprog i en tekst, der ikke blot er kropslig, men kønslig:
 

    jo. kræng mig ud. mit pulver 
    skal forvirre dig. blåsorte skaller
    skære din hud.
    hvor du leger spyd. hvor
    legesygen får dine billeder i kryds.
    stor og farlig. borteborte.
     

Sproget er ofte mindre metaforisk hos de yngre digtere, hvilket ikke betyder at undersøgelsen af sprogets muligheder er blevet mindre. Snarere tværtimod. Niels Frank (f. 1963), som debuterede med Øjeblikket i 1985 er et markant eksempel herpå. Ikke mindst gælder det hans samling fra 1988 Genfortryllelsen. I de to første strofer fra indledningsdigtet "Det påbegyndte" hedder det således: 
 
 

    Og langt tilbage, længere 
    end dagene og nætterne og længere
    end et enkelt ords erfaring
    og længere endnu, helt ind
    til et billede af en anden end dig selv.
    og længere ind, til dig selv
    rejser sig et digt
    så smukt at du
    taler til det
 

    I digtet er der to forløb, som griber ind i hinanden: opbygning af skiftende identiteter sat i forhold til et sprog, hvis utilstrækkelighed er tydelig og som derfor kalder på tavsheden. Digtet lukker af for den ydre verden og åbner for en meditativ tilstand. De tidlige 80'erdigteres udadrettede insisteren på at være til, afløses her af en spændingsfyldt tilstand mellem artikulation og tavshed. Dermed peges hen på kunstens åbning mod det ubegrænsede; men samtidig åbner indsigten i sprogets foreløbighed for en position, som overvinder den moderne søgen efter en eller anden identitet. Det hedder således sidst i digtet: " …det hele, det der er dit/ det du forsvinder ned i / som ned i dig selv / når det ikke er dit længere." 
Forestillingen om, at noget er større end mit jeg, min bevidsthed, min identitet kommer stadig oftere til udtryk i kunst og debat. Som en anden tendens end den at søge at gøre jeget gældende i en upersonliggjort verden, sættes forsøget på at overvinde grænserne mellem jeget og kosmos. En tendens, der lægger sig på linje med de senere års stærke, fornyede interesse for religion og filosofi.

Postmodernismen viste sig i kulturkritisk indsats over for selve det moderne projekt, men med lige så stor nødvendighed åbnede den for at gennemtænke det naturlige, det sublime og det religiøse, som genindsættes i digtningen. Ud af postmodernismen viste der sig to måder at forholde sig på. Den ene består i, at alt i og med de store fortællingers sammenbrud er lige gyldigt. Den anden går på, at i det øjeblik de store fortællinger ikke antages at have absolut gyldighed, bliver det netop vigtigt at forholde sig til det, som uafhængigt af mig er min verden, som jeg må være i - også i min kunstneriske skaben, der ikke bliver en anskuelse af verden, men et nærvær i verden. Af denne sidste position springer netop en besindelse på traditionen, en besindelse som i perioden finder sted i forhold til det sublime. 
En parallel bevægelse viser sig i naturvidenskaberne. Også her sætter et civilisationskritisk projekt ind. Allerede relativitetsteorierne drog forestillingen
om naturvidenskabernes endegyldige forklaringsmulighed i tvivl. Med moderne kaostænkning blev der - som en parallel til postmodernismen inden for
humanvidenskaberne - op gennem 80'erne formuleret en kritik af en rent rationalistisk, kvantitativ opfattelse og dermed igen en kritik af civilisationsprojektet. Et omdrejningspunkt i den ny tænkemåde er, at noget er større end jeget, hvilket Tor Nørretranders forbinder med det sublime på denne måde: "Den sublime oplevelse er den, hvor man trækker på hele sit oplevelsesapparat og tør mærke verden præcis som den er; kaotisk og
modsætningsfuld, angstprovokerende og farlig; smertefuld og lystig." (Mærk verden, s. 509). Ikke så sært, at der gennem de 80'erne og i 90'erne opstod en intens debat mellem kunst og naturvidenskab

 

Modernitet og postmodernitet ( Her kan du læse om begreberne modernistet, modernisme, postmodernitet, postmodernisme)