Modernitet, modernisme, postmodernitet, (postmodernisme?)

Det moderne

Det moderne opfattes i almindelighed som opgøret med en enhedskultur, således som denne eksisterede i det middelalderlige verdensbillede, hvor viden normer og kunst var fast forankrede ikke blot i et naturbegreb, men også i noget overnaturligt. Middelalderens verdensbillede hang sammen. Det indbefattede filosofi, teologi, politik, praktisk erhvervs-virksomhed. Der var ikke forskel på teologi/teleologi og naturiagttagelse. Det moderne betegner netop bruddet med en sådan sammenhængende tilværelsesforståelse.

Første gennembrud er renæssancen, hvor teologien slog sig løs med Luther, politikken med Machiavelli, videnskaben med Galilei og Newton, ligesom kunsten blev en særlig sfære - endnu indlejret i et mæcensystem, men tendentielt på vej til frigørelse. Tabet af en sammenhængende verdensorden kompenseredes i et civilisatorisk projekt: opdagelsesrejserne, det copernikanske verdensbillede, centralperspektivet i kunsten og den lineære tidsopfattelse som struktureringsprincip i litteraturen.

1700-tallet betegner en ny accentuering af renæssancens projekt. At viden, normer og kunst er adskilte størrelser bliver specielt tydeligt i Kants forfatterskab, en position som har stået som vilkår og problem for al senere tænkning i Europa. Samtidig var 1700-tallet de store utopiers århundrede. Der opstod begreber, som kunne sammenkæde og legitimere de tre sfærer. Den vigtigste af disse var ideen om nationalstaten og verdensstaten  med menneskets naturlige rettigheder. Det vil altså sige, at fremskridtet bliver den grundlæggende tankeforestilling, et fremskridt som indebærer øget velstand, mere civilisation og større frihed. Den filosofiske holdning, som oplysningstiden især fremmer er en rationalistisk, instrumentel, kvantitativ tilgang som vi f.eks. kender den hos Descartes, der opstiller det psyko-fysiske problem med en styrke, så det aldrig siden har kunnet tages af dagsordenen i europæisk tænkning og i dagligdags europæisk adfærd (eksemplet med katten, der nok spjætter, når den trækkes i halen, men ikke af den grund kan behandles "humant" eftersom dens adfærd ikke er betinget af en intelligens).

Romantikken er ofte blevet betragtet som en reaktionsfase. Det er den også i den forstand, at der allerede i romantikken ligger en problematisering af 1700-tallets fremskridtsoptimisme. Men samtidig tilføjer romantikken netop nogle bevidsthedselementer og mentaliteter, som sætter det moderne med særlig styrke:

1. Individ, personlighedsudvikling og identitet: Forestillingen om jeget som den instans, der almægtigt erkender og strukturerer, har rødder tilbage til renæssancen; men med romantikken får jegopfattelsen en særlig profilering. Dels anlægges en udviklingstænkning (Rousseau), som skulle få afgørende betydning ikke blot for pædagogikken, men for den senere psykoanalytiske tænkning. Dels bliver anelsen, intuitionen gjort til centrum for erkendelsen af verden i dens sande form, d.v.s. opfattelsen af verden som en sammenhængende struktur, gennemtrængt af ligeartede formkræfter. Individbevidstheden kædes således nært sammen med anskuelsen af den frie natur. Naturen bliver til stedet for menneskers forbinden sig med en højere guddommelig orden. Udviklingen af det ny natur- og menneskesyn er fremstillet meget tydeligt i et tidligt romantisk digt som C.B. Tullins En Maidag. Men natursynet indeholder en dobbelthed, idet naturen samtidig opfattes som råstof, ressource, der kan forbruges frit. Der er altså en implicit modsætning i romantikkens verdslige naturmetafysik, hvilket tydeliggøres markant i de allerseneste årtiers digtning. I romantikkens sene faser radikaliseres individopfattelsen i et opgør med en sammenhængende metafysik. Specielt ser vi det hos Kierkegaard som forudsætning for moderne eksistentialisme.

2. Natursynet udfolder en helhedstænkning, hvor ånd og materie indgår i en vekselvirkning med hinanden efter guddommelige bevægelseslove: organismetænkning.  Opfattelsen er udviklet bl.a. hos Goethe og repræsenteres i Norden markant af Henrich Steffens. Et vigtigt element i denne tænkning er, at man forestiller sig udviklingen i dialektiske processer, ikke som en gradvis fremadskriden. Over for denne organismetænkning findes en nyplatonisk inspireret romantik hos den danske Staffeldt og den norske Wergeland. Her er foreningen af ånd og krop kun momentan.

3. Sprog, nation og historie: Den nationale tænkning er i sin moderne form undfanget i romantikkens organismetænkning, ligesom opfattelsen af sproget som en organisk bærer af en folkelig kulturarv er udformet i romantikken. Ligeledes er ideen om en sammenhængende dialektisk historieopfattelse udsprunget af romantikken. Selvom disse positioner er under beskydning fra moderne sprogteori, postmodernismens påstand om de store fortællingers død og fra internationaliseringsbestræbelserne (den globale landsby), eksisterer vores traditionelle opfattelser om sprog, nation og historie fortsat som filtre i vor kulturelle selvforståelse og dermed i megen aktuel debat.

4. Kunstopfattelse: Med Kants og Schillers æstetik introduceres kunsten som en instans, der har værdi i sig selv, uafhængigt af religiøse eller politiske doktriner. Dermed opfattes kunstneren som original og genial, hvormed i virkeligheden avantgardebegrebet lanceres. Al senere æstetik/poetik forholder sig hertil - i tilslutning eller modsigelse. Væsentlige poetiske bestemmelser, som introduceres af romantisk æstetik er det sublime, det naturskønne (Kant), men også historiciteten (Hegel). I et spændfelt mellem disse størrelser udfolder megen moderne poetikdiskussion sig. Til dette kan føjes, at et helt arsenal af litterære strategier og fænomener er nedarvet fra romantikken både i masselitteraturen og i finlitteraturen. Den romantiske helt er en sådan størrelse ( fra Byron til Jim Morrison)

5. Kærlighedsopfattelse: En bærende kraft for romantikkens livsforståelse er kravet           om det frie kærlighedsvalg, introduceret i Beaumarchais' Figaros Bryllup og stærkt formuleret i Goethes Den unge Werthers lidelser og Wahlverwandtschaften. Som bekendt er positionen uddybet, radikaliseret og problematiseret i megen modernistisk digtning. På den anden side benyttes den til helt uproblematisk at strukturere massefiktionelle produkter og give reklameverdenen fascinationskraft. 

Med Brandes' og Ibsens generation, som vi almindeligvis kalder det moderne gennembrud, fastholdes og videreudvikles positionerne fra oplysningstiden og romantikken. Det er således tydeligt, at Brandes sætter det progressive 1700-tal op mod en angiveligt reaktionær romantik. At Brandes på den anden side er betinget, hvad angår kulturform, personlighedsdannelse, kunstopfattelse, kærlighedsopfattelse netop af romantikken turde være helt klart. Lige så klart er det da også, at det moderne gennembruds udviklingsromaner mere er en radikal perspektivering af romantikkens dannelsesromaner end et brud hermed. Den kritiske pointe består i, at idealerne fra romantikken ikke blev indfriet. Der hvor skellet generelt består mellem romantikken og det moderne gennembrud er i scientismen, d.v.s. at man helt skærer metafysikken væk og kaster sig ud i et tilsyneladende rent materialistisk projekt, ligesom videnskabens overordnede bestræbelse: at finde sammenhæng (jf. Lund), erstattes af fagvidenskabernes detailstudier, styret ud fra en fælles positivistisk metode (d.v.s. at kun hvad der er iagttageligt, kan man regne for gyldigt). Fremtrædende i denne position bliver fag som sociologi (Comte), statistik, psykologi, biologi (Darwin), ingeniørkunst og en litteratur, der forholder sig i et kritisk eller mimetisk forhold til en samfundstilstand eller til en sjælstilstand ( J.P. Jacobsen, Henrik Pontoppidan, en del af Ibsens og Bjørnsons forfatterskaber, den unge August Strindberg og måske frem for alt Zola). I perioden kan man sige, at det førmoderne verdensbillede splintres helt. Feuerbach havde erklæret, at gud er skabt i menneskets billede, Marx at gudsbegrebet er afledet af en social tilstand. Nietzsche erklærede endelig Guds død samtidig med at han gjorde op med den kristne "slavemoral". Marx viste de rå økonomiske kræfters magt over de ophøjede politiske idealer, hvilket i virkeligheden ikke burde have været så fremmed, hvis man havde læst sin Ricardo. Den biologisk funderede psykologi viste hen på et driftsliv, som man ikke rigtig vidste, hvad man skulle stille op med. Freud var således særdeles bekymret og fastholdt realitetsprincippet med voldsom styrke.

Trods disse basale afsløringer var det en periode, som var præget af optimisme, en optimisme der på mange måder er fulgt helt op i vor egen tid: 1. Den vestlige imperialisme var udtryk for historiens største civilisationsprojekt. 2. Uddannelsesniveau og folkesundhed øgedes betragteligt. 3. Frigørelse af bønder og arbejdere. 4. Kvindefrigørelse. 5. Forestillingen om fremskridtet blev grundlag for hele det moderne samfundsliv. Troen på civilisationsprojektet blev holdt i live også efter imperialismens sammenbrud efter 2. Verdenskrig. Markant fremskridtsoptimistiske perioder var 30erne og 60erne, hvor funktionalisme, kvinde- og sexfrigørelse var de glade budskaber.
 

Modernisme

Filosofisk benyttes det moderne og modernisme undertiden identisk. Men i kunstnerisk sammenhæng vil det være særdeles forvirrende. Man har sagt, at det der adskiller romantikeren fra modernisten er, at hvor den første er et spejl for en højere verdensorden, er modernisten selv et lys i en mørk verden. Selvom man skal være forsigtig med slige formuleringer og selvom der allerede i dele af romantikken (i Danmark i 1830'ernes romantisme) findes en spleen, som genfindes i modernismen, kan formuleringen dog nok siges, at have noget på sig. Men hvad er så årsagen til forskellen. Jo, det er den insisteren på det moderne, som vi møder i Brandes/Ibsen-generationen og den samfundsudvikling som var samtidig hermed. Modernismen har således forståelsesbaggrund sammen med symbolismen. Benyt f.eks. Obstfelders "Jeg ser" til at komme ind under huden på symbolistens/modernistens omverdensoplevelse.

For at begynde et sted kunne man lade Arthur Rimbauds berømte udtalelse "JE est un autre" anslå modernismens problemstilling. Der er ikke nogen på forhånd given identitet og jeget er fremmed i verden. Mennesket er rodløst. Dermed er det også antydet, at modernismen er præget af isolation, angst og fragmentering. Man finder sin identitet uden for økonomien og politikken.

       Medvirkende årsager er industrialismen og en deraf affødt fremmedgørelse sammen med de indsigter i videnskaben/filosofien, jeg har omtalt ovenfor. De nye indsigter i sociologi, økonomi, politik og psykologi splintrede verdensbilledet. I den forstand træder den modernistiske erkendelse allerede ind med symbolismen, som mente at Brandes havde smidt barnet ud med badevandet. Man havde forvekslet das Ding an sich med das Ding für mich. Man havde helt droppet Kants erkendelsesteoretiske problematisering og kastet sig i armene på en naiv tro på det reale. Denne overskridelse af det reale er drivkraften både i symbolismen og i modernismen. Særlig tydeligt bliver det i malerkunsten, hvor malere som Kandinsky og Malevitj forlader afbildningen og nærmer sig en transcendens i billedet eller for at tale med Rudolph Meyer: Kunsten er Paradies der Weltlosigkeit.
 

Samlet kan man nu definere modernismens position således:

1. Symbolismen/modernismen kan ikke erkende og fastholde virkeligheden i et normalt hverdagssprog. Den er præget af en transcendens.

2. Verden kan i flg. modernismen sammenlignes med en knust vase. Kunsten kan ikke klinke den sammen igen. Men man kan søge at begribe hver del for sig.

3. Modernismen er engageret. Kunsten påtager sig at skabe en autentisk betydning, løsrevet fra enhver tradition. Produktion og destruktion er tæt forbundet med hinanden. Modernismen vil frigøre fra bevidsthedskulturens similiverden. Modernismen er en ren kunstform. Men netop denne renhed giver kunsten en erkendelsesdimension og dermed en politisk-moralsk dimension.

4. Forestillingen om det autentiske indebærer, at modernismen i en ekstrem grad dyrker avantgardebegrebet. Dette er ganske paradoksalt i og med, at modernismen lukker af i forhold til samfundet. Alligevel betragter modernismen sig netop i en avantgardeposition i forhold til samfundet. Modernismen dyrker chock, skandale, provokation. Modernismen må nødvendigvis afvise litterære klicheer, altid finde et nyt formsprog. Modernismen er permanent revolutionær.

5. Destruktionen viser sig i en opløsning af den sammenhæng, som videnskab, tradition og person stod som garant for.

6. I modernismen præges menneskelivet af tragik. Men over for fremmedhed og fravær, forholder modernisten sig heroisk (jf. Camus).

7. Indsigt i livsvilkår tvinger hver enkelt til æstetisk at producere sig selv på en måde, som kan være universelt eksempel (ligger på linje med Sartres tale om valget på det etiske plan).
 

Generelt kan man tale om to modernistiske hovedtraditioner:
1. Intellektets fest: en formstreng kunst med baggrund i Mallarmé og Cézanne, men også i en angelsaksisk tradition. I Skandinavien slår denne type modernisme igennem hos Rolf Jacobsen, Klaus Rifbjerg, Erik Knudsen, Per Højholt.
2. Intellektets sammenbrud: en eruptiv digtning med baggrund hos Rimbaud og i dette århundrede praktiseret af ekspressionister og surrealister I Skandinavien repræsenteret af Södergran, Diktonius, Munch-Petersen, Kjell Erik Vintorn.

Det postmoderne (postmodernisme?)
Hvor jeg i det foregående skarpt har skelnet mellem det moderne og modernismen, vil jeg lade det postmoderne være hovedoverskriften på dette afsnit og kun nævne postmodernismen i parentes og med spørgsmålstegn efter. Ganske vist er der ikke så megen tvivl om, at den postmoderne tilstand blev beskrevet af filosoffer, der kaldte sig postmodernister, idet de gjorde sig til ét med tilstanden. I det omfang man kan nævne kunstnere, der gør sig til ét med en filosofi, der har gjort sig til ét med den postmoderne tilstand, kan man tale om en postmodernistisk kunst. Men det synes kun i ringe udstrækning at være tilfældet. Derimod giver det god mening at tale om en postmoderne tilstand og om en kunst der reflekterer denne tilstand.

Grundforholdet er, at i den postmoderne tilstand er de store fortællinger som ideologi brudt sammen. Det gælder ikke bare kristendommen. Det gælder marxismen, feminismen, psykoanalysen og alle andre emancipatoriske projekter. Det gælder enhver tale om fremskridt. Hvor modernismen endnu er en stor fortælling i dens søgen efter autenticitet, i dens avantgardebevidsthed, ophører denne mulighed i den postmoderne tilstand. Avantgardens tid er forbi. Konsekvenserne er følgende:

1. Kunstneren er løst fra forpligtelsen til at retfærdiggøre sine gerninger under en overordnet tankemæssig paraply. Den kunstneriske praksis bliver alene tilbage.

2.  Tilværelsesniveauerne kan ikke hierarkiseres, men må respekteres som principielt lige værdifulde.

3.  Kunsten træder frem som stedet, hvor tilværelsens tegn samles

4. Idet fortælllingen ophører, kommer det historiske til syne på en anden måde. Den lineære forståelse er brudt op i    fragmentering. Til gengæld får traditionen lov til at dukke op uden om dyre emancipatoriske fortællende projekter. Det er karakteristisk, at der både i kunst og arkitektur anvendes alle mulige stilelementer.

5. Alle tidsepoker og alle kulturer er til stede på samme tid. Alt får lige gyldighed.    Et sted for dette kulturmøde er TV-skærmen og internettet. Vi lever i en global landsby.

6. Både i lyrik og prosa møder vi personer uden centrum og sammenhæng. Det er ikke ganske      ukarakteristisk, at den narcissistiske personlighedstype er samtidig med den postmoderne tilstand.

7. Perniolas begreb om simulakret, indebærer at der ikke er nogen modsætning mellem skin og virkelighed. Fjernsynets billeder er ikke kun billeder. De er virkelige billeder, der skaber viden, moral og stil. En fjernsynsudsendelse er ikke en original, som kan kopieres, eftersom kopien er identisk med originalen. Massemedier skaber deres egen virkelighed. Verden er ikke dyb og tredimensional, men overfladisk i to dimensioner

8. Modernismens autenticiitetsbegreb erstattes af intensitet. Dermed forsvinder også modernismens tragiske og heroiske position. I stedet for det modernistiske tab, træder eufori og beruselse. Ikke den store historie, men hvad jeg føler, er afgørende.

9. Kunsten er ikke kritisk, men affirmativ.

10. Ritualer er vigtige og det postmoderne menneske gør ikke krav på at være andet end en persona.

 I tilknytning hertil kunne man opregne nogle træk ved en dekonstruktiv læsning, som under indflydelse fra USA og England fik fornyet aktualitet:

1. Totaliteternes sammenbrud. Teksten kan vise sig klogere end enhver årsagsforklaring.

2. Betydningsproduktionens subjektive karakter. Den menneskelige erkendelses prøvesten er den fortælling, hvori den fremsættes.

3. Ingen mening eksisterer hinsides udtrykket. Ingen betydning kan være stabil.

4. Teksternes historie korrigeres af historien om skiftende forståelsesfællesskaber