Prosa1980-2000

Retur

Civilisationskritik og myte 

Prosaen i firserne var for en stor del en fortsættelse af ældre forfatterskaber. Klaus Rifbjerg udkom med centrale arbejder både i prosa, lyrik og drama. Nyrealismen havde kronede dage. Tage Skou-Hansen fortsatte således sine Holger Mikkelsen-bøger; men slog fra omkring midten af firserne over i sine Historier fra det runde bord. Romaner som er skrevet med en mindre påståelig fortæller. Anders Bodelsen foldede sit forfatterskab ud i nye værker. Måske var ikke mindst Rød September fra 1991et væsentligt nyt bidrag fra hans hånd. Henrik Stangerup (født 1937, debut 1958) slog stærkt igennem med bøger som Vejen til Lagoa Santa (1981) og Det er svært at dø i Dieppe (1985). I tråd med den danske nyrealisme fra 60'ernes sidste halvdel indfanger Vejen til Lagoa Santa en hel tidsperiode gennem én enkelt person, den danske videnskabsmand P.W. Lund. Bogens geografiske rum strækker sig fra guldalderens København, via Sicilien og Paris til Rio de Janeiro og Brasiliens jungle. Den handler om en søgen efter skaberplanen, som Lund foretog i den brasilianske jungle i 1820-og 30'erne, men afbrød for at leve i en afsondret brasiliansk landsby, Lagoa Santa frem til sin død i 1880.
Grundlæggende er der en konflikt mellem uorden og en civilisation, der forsøger at skabe kosmos, men dermed fremhæver det intellektuelle på det kropsliges bekostning. Bogen er en biografisk roman, følger udviklingsromanens mønstre og dens fortællerholdning er den autoritative fortællers. Men romanen stiller også skarpt på et katastrofisk skred, der blev vigtigt i perioden, her koncentreret om spændingen mellem det imperiale vestlige jeg og en tredjeverdenskultur.
Denne civilisationskritik genfinder vi hos Ib Michael i hans rejsebøger og ikke mindst i romanen Kilroy, kilroy (1989) og senere hos Peter Høeg, specielt i Frøken Smillas fornemmelse for sne (1992). Begge forfattere forbinder civilisationskritikken med det mytiske. Det civilisationskritiske og økologiske er et centralt tema i perioden, også hos Carsten Jensen (f. 1952)i bogen Jorden i munden (1991), som samtidig er et godt eksempel på prosaens tematisering af kropsligheden. Hvor det i periodens lyriske digtning er kroppens manifestation af at være til der er afgørende, er den samtidige prosas behandling af kroppen mere problematiserende.

Nybrud i prosaen

Det litterære gennembrud skete i lyrikken. Men der sker også noget i prosaen. Det bliver tydeligt et stykke inde i 80’erne. Ofte er det lyrikere som går over til også at skrive prosa. Det kan mærkes i de former som arbejdes frem. Der er tale om en kortprosa, der bryder med den traditionelle novelles episke struktur. Det gælder f.eks. Juliane Preisler (født 1959, debut med digtsamlingen Uden, 1983), der udsendte novellesamlingen Standset aften i 1985. Kortteksten "Hvidt", som står at læse i Standset aften, er ganske karakteristisk. Fortællingen handler slet ikke om en begivenhed der sætter sig forandrende igennem i teksten. Begivenheden ligger forud for teksten, der lyrisk former sig som en refleksion over et opløst forhold Teksten udpeger selv to afsnit med to forskellige fortællestemmer. I det første optræder en fortæller som har været part i det opløste forhold (s. 43-45). I dennes beretning hedder det " at elegancen var erotikken langt overlegen." (s. 43 ø.). Fortælleren ved ganske vist at der var en usandfærdighed i forholdet. Men personerne har gjort alt for ikke at falde i "den hovedløse og sanselige besættelse" (s. 44 ø.) og for at "værne om sin selvrespekt, eller om den forblæste og usentimentale personlighed, som "omverdenen i så høj grad respekterer." (vor fremhævelse).

Den postkatastrofiske tekst 
Disse træk genfindes i en del af kortprosaen fra sidste del af 80'erne og frem. Ja, i forlængelse af den klassiske novelleteori har Erik Skyum-Nielsen udkastet ideen om den postkatastrofiske novelle. Han indkredser dette tekstbegreb således:

[ …] at begivenheden som regel befinder sig forud for det iscenesatte forløb. At scenen altså er et tomrum, et sted hvor alt er sket, men hvor intet mere sker, stedet for en venten, eller for en erindren, (Erik Skyum-Nielsen: "Luftånd og jordklump", I Information, 30. marts 1994).

Bestemmelsen er altså i udgangspunktet rent genreteoretisk; men den formelle indsigt får også mere vidtrækkende betydning, eftersom der ikke findes en orden som en begivenhed kan gribe ændrende ind i. Alligevel er der en søgen efter en form for (anden) orden. Om det skriver Erik Skyum-Nielsen:

Personerne gribes i livsafsnit og situationer, der burde fremkalde en selvfølgelig etisk holdning, burde få dem til spontant at vælge det rette. burde drive dem til at hæge om alt det, der inderst inde har værdi i deres liv. Men de besidder ingen sådan umiddelbar etik, eller har den kun tilbage som en tøven. Derfor kan det metafysiske niveau, etikkens sted. markeres diskret ved en sprække i teksten, f.eks. som et løst anbragt spørgsmål om, hvad et menneske i grunden og når det kommer til stykket er værd." ("Tyste detonationer". Cafe Existens nr. 53/1992).

Den sprække, som Skyum taler om, er en tilstand hvor personerne aner noget der kunne have fyldt det tomrum ud, som de befinder sig i. På den måde får Skyum-Nielsens tekstbegreb også tematiske implikationer. Det handler om en måde at omgås etik og metafysik på, og nødvendigvis vækker fraværet af orden også en refleksion (hos læseren) om årsagen til dette fravær.

Litteratur og paradigmeskift 

I den prosa som etableres fra midten af 80'eme mister grænserne mellem realisme og fantastik værdi, idet en normal positivistisk funderet tilværelsesforståelse overskrides. I den sammenhæng er det måske ikke mindst bemærkelsesværdigt, at nogle af de unge danske forfattere har taget nye tendenser i naturvidenskaberne - fra atomfysik og kaosteori - ind i deres tekstproduktion. Det sker allerede hos Peter Høeg i novellesamlingen Fortællinger om natten (1990), og er senere fulgt op i bl.a. Frk. Smillas fornemmelse for sne og Kvinden og aben.
Hos Merete Pryds Helle og Solvej Balle (f. 1962) sker en tilsvarende tematisering, men her i en ny fortælleform. Pryds Helles roman Vandpest (1993) drejer sig om forholdet mellem omverden og vores opfattelse af den. Den drejer sig i en radikal forstand om perceptionen. Men ikke nok med det: Bogen er også isprængt nye naturvidenskabelige teorier som den såkaldte sommerfugleeffekt.
Kompositionen er i god overensstemmelse hermed. Metamorfosen er en gennemgående figur i bogen, og forandringerne sker så hurtigt, at menneskene dårligt kan forholde sig til dem. I den forbindelse kan det være interessant at hæfte sig ved, at den kvindelige hovedperson, Beatrice har et indre landskab, hvor den mandlige, Malcolm har behov for at komme ud til for ham ukendte landskaber. På sin vis er han den europæiske, imperialistiske mand. Men i sidste instans er Beatrice alligevel den stærke. For hun er den der kan forholde sig til det uvisse. 

Ifølge loven  
Fortællestilen i Solvej Balles   Ifølge loven (1993) er uhyre kølig og nøgtern. Til gengæld er refleksionsniveauet meget højt. Bogen består af fire lange noveller, hver indledt af en lovbestemmelse. Den første en juridisk, nemlig loven om ligsyn. Den anden er den gammeltestamentlige lov om øje for øje. Den tredje omhandler Galileis faldlov og den fjerde termodynamikkens anden lov (entropi). Disse lovbestemmelser og de tilhørende fortællinger griber ind i hinanden på en måde, som virker problematiserende både i forhold til overleverede lovbestemmelser og i forhold til at indføre nye videnskabelige teoridannelser i forhold til levet liv. På den måde sætter disse fortællinger vores erkendelsesmuligheder på en spids. Solvej Balle skriver sig ind i en endnu ikke særligt udviklet praksis, hvor litteratur tilføjes filosofisk erkendelse og begrebslighed får sanselighed. Hun placerer sig sammen med Peter Høeg og Merete Pryds Helle i et relativt nyt projekt, som forbinder sig med nye erkendelser inden for naturvidenskab og filosofi.

 

Monologiske fragmenter 
Det lyriske, det fragmenterede og det katastrofiske dækker fra forskellige vinkler dækker den nye kortprosa som er skrevet i 80'tallets senere del og i 90'tallet og som giver plads for en erfaringsverden præget af brud uden en etableret orden, af svigtende jegbevidsthed og narcissisme.
Denne erfaringsverden sætter sig også igennem i en større form, for eksempel hos Jens Martin Eriksen. Kompositionen i debutromanen Nani (1985) er ganske repræsentativ. Bogen åbnes med en bemærkning om at kvinden Nana er død, at hun ikke kommer tilbage mere og at fortælleren er forhoret. Ved bogens slutning forstår vi hvorfor. Den handling som udfoldes mellem disse to punkter består i forskellige erindringsplaner som skyder sig ind over hinanden i en kaotisk strøm af voldsomme sexuelle erindringsbilleder. Men hvad der er fantasier og faktiske handlinger er ikke klart. Bogens styrke ligger netop deri, at den fokuserer på forestillingsverdenens betydning.
Eriksens bøger er i reglen monologiske. Bogen Det inderste rum ( 1994 ) er ingen undtagelse herfra. Her er det blot 13 stemmer som fører hver deres monolog. Bogen kan ikke bestemmes i traditionelle genrekategorier. Det er ikke nogen fortælling, ikke prosadigt. Måske netop derfor fremstår stemmerne med en særlig nøgenhed. Døden sættes allerede i optakten til bogen, hvor også kroppen og drømmen om intimitet - uden om spillet - sættes. I det ottende stykke maler datteren den døde faders øjne hver dag for ikke selv at blive væk. Og hun klipper hans hår og negle og gemmer det i en pose under sengen ved siden af de poser som hun gemmer dér med sit eget lort. En besværgende hængen ved livet og et indbildt fællesskab ansigt til ansigt med døden.
Det monologiske fragment genfinder vi hos Peer Hultberg (f. 1935). i bogen Requiem fra 1985, der på en måde er et monument over den nye kortprosa. Paradoksalt nok. For dels hører forfatteren ikke til de unge, dels er bogen på 611 sider! Alene størrelsen påkaldte en vis interesse. Men hvordan forholde sig til en så stor bog uden handling? For der er ingen handling i Requiem, som består af 537 enkeltstykker uden indre sammenhæng. Skæbner som træder frem i deres sproglige rablen i hver deres lukkede rum.

Fortællingens genrejsning  
"Skal l'art pour l'art i vor europæiske kulturarv for evigt og uforsonligt stå i modsætning til Zola's J'accuse? Finder der ikke en mellemvej? En tredje løsning?" Dette spørgsmål stillede Peer Hultberg ved modtagelsen af Nordisk Råds litteraturpris i 1993. Netop det spørgsmål var i følge ham selv årsagen til den lange pause i forfatterskabet fra 1968 til 1985. i takketalen ved tildelingen af Nordisk Råds litteraturpris. Spørgsmålet om der findes en tredje vej mellem en romantisk-modernistisk litteratur og en aktivistisk-realistisk er af principiel betydning og rammer centralt ind i periodens danske prosa. "De store fortællingers død" kom på alles læber i 80'eme. Var man så henvist til den disparate fremstilling, fortællingens sammenbrud og tidens opløsning? Det sproglige eksperiment havde været afprøvet i tressernes systemiske og skrifttematiske litteratur (Per Højholt, Svend Åge Madsen, Peer Hultberg m.fl.) og havde vist sine begrænsninger. Men problemet kan vendes om: I og med de store fortællingers sammenbrud bliver det netop vigtigt at forholde sig til det, som uafhængigt af mig er min verden. En sådan position danner både front mod traditionel realisme og en eksklusiv eksperimenterende litteratur.

Den lineære tidsopfattelse underkastes kritik med de "store fortællingers sammenbrud". Det viser sig i litteraturen ved at stedet bliver en organiserende instans og at tiden omsættes til rum. Det ser vi i Svend Åge Madsens forfatterskab, Hanne Marie Svendsens Guldkuglen og Peer Hultbergs Byen og Verden. I værker af denne type ligger eksperimentet mindre i teksten end i sammenføjningeme. Prosaen bliver på en gang eksperimentel og episk og læseren inkluderes i en åben, samarbejdende læsning. Undervejs i læsningen opstår der valgmuligheder, og de enkelte fortællinger og værker hægter sig sammen til imponerende hypertekster. Helt parallelt til den elektroniske revolution, som skete i 80’erne og begyndelsen af 90’erne.
Det er det der sker i Hultbergs Byen og Verden. Også her er der stemmer som kværner, ikke monologisk, men i en kollektiv snak forankret i et rum, den danske by Viborg i en tid fra omkring århundredskiftet frem til i dag, med vægt på tiden fra 1930’erne til 1950'erne. Den disparate fremstilling får altså historisk bund, men således at en lineær tidsforestilling er afløst af en rumlig. Den norske forfatter Jan Kjærstad har netop med baggrund i Hultbergs roman påpeget stedets betydning i litteraturen. Nu er det jo en gammel indsigt, at steder indeholder fortællinger. Men med baggrund i computerteknologiens nye rumoplevelser formulerer han begrebet en feltroman, hvor sammenføjningerne og dermed mulighederne for skiftende belysninger er i centrum. På den måde forbliver historierne traditionelle. Det er i sammenføjningerne at eksperimentet foregår.
Byen og Verden er et overbevisende eksempel på en sådan romantype. Bogen består af 100 korte fortællinger, som ofte begynder udførligt for at slutte i nogle få linjer, der gør historien flertydig og litotisk antyder en eksistens i sammenbrud, katastrofe. Hver historie er bygget op omkring en hovedperson og en række bipersoner. På den måde får vi billeder af hovedpersonen, dannelse af fjendebilleder og omgivelsernes reaktioner. Metoden indebærer, at en begivenhed, der antydes i en enkelt linje et sted i bogen udfoldes et helt andet sted. En strategi som ikke betinges af tiden. For nok befinder de 100 historier sig i et tidsligt rum, men de er omhyggeligt ikke ordnet i nogen kronologisk kæde af begivenheder. En historie fra 1960'erne kan umiddelbart følges af en fra 1910. Ved at lade tiden omsættes til rum og alligevel lade teksterne gribe ind i hinanden, skaber Hultberg en ny grad af realisme. For læseren er henvist til samme forståelsesposition som et menneske der lever i byen. Ved det første møde med en by fanger man jo kun en flimrende overflade ind. Bliver man, opdager man nye sammenhænge uden at gøre sig illusioner om nogensinde at "trænge til bunds".
Værket er nøgent på den måde, at vores sædvanlige lineære tidsopfattelse er sat ud af spillet. Men selvom værket altså modsætter sig "de store fortællinger" hænger det sammen og henligger end ikke i tristesse. Vel er der megen ironi, mange barske begivenheder, megen elendighed. Der skildres standsforskelle og fremmedhad, kønsforskrækkelse, hensynsløst karrieremageri, mange fjendebilleder. Men selvom bogen afslører sine personer, viser den dem også respekt. Bl.a. fremgår det af, at tragedie, komik og ironi findes ved siden af hinanden og i at bogen skriver en værdighed frem (historie 100).
Hvor det kan være ganske vanskeligt at forstå hvordan fjendebilleder bliver til i Jugoslavien, er det til at tage og føle på i Hultbergs Viborg. Bogen bliver dermed en opøvelse i at forholde sig illusionsløst til tilværelsen uden at blive desillusioneret. Fra tekst til tekst udvides vor indsigt i denne by. Bogen giver liv til en broget flok af personer og miljøer, en udbredt forståelse af romangenren før udviklingsromanen. Der er da også blevet peget på ligheden med den islandske saga, en lighed der bl.a. viser sig i litotisk karakteriserende fortællinger. Også i tænkningen over tid og personlighed er der fællestræk. Både i sagaerne og Byen og Verden indfanges et meget stort rum, ligesom personerne fremstår i skarp karaktertegning. Også mytologiske undertekster - græske, nordiske, bibelske - sniger sig frem og bliver tydeligere ved hver genlæsning. Og det er der ikke noget mærkeligt i: F.eks. de bibelske personer er lige så sammensatte som Hultbergs. Tænk blot på den meget sammensatte Messias-figur. Den bibelske komposition er også lige så "disparat" som kompositionen i Byen og Verden, når for eksempel skabelsesberetningen helt uformidlet slår over i sin modsætning, syndefaldsberetningen. Ingen af stederne skrives et ideal frem.
 

Fortællingernes yngel  
Hos Peer Hultberg sker der en vending fra en modernistisk eksperimenteren over Requiems mange stemmer til en roman, hvor fortællingerne yngler. Et forfatterskab der har nogle træk til fælles hermed er  Svend Åge Madsens (f. 1939). Han begyndte i systemdigtningens spor. Mest markant er Tilføjelser fra 1967. Et værk i fem hæfter der kan læses helt tilfældigt i forhold til hinanden. Næste fase består i at han gennemskriver litterære skabeloner: kærlighedsromaner, krimier osv. I den tredje og foreløbig sidste fase sker der en voldsommere befolkning af romanerne, som faktisk gang på gang handler om et stort rum, Madsens hjemby Århus. De samme personer optræder fra bog til bog i nye forklædninger og maskeringer, hvorved disse værker udgør en stor hypertekst. I At fortælle menneskene (1989) yngler fortællingerne voldsomt. Det hele starter med Tøger, der er forelsket i naboens datter, Ikona. Ganske vist har han aldrig set andet end hendes øjne. Men hun må være underskøn. Da Tøger så trænger ind til hende, viser hun sig imidlertid at være en helt uformelig krop uden ben og kun med svage ansatser til arme. Det eneste menneskelige er øjnene. Begge bliver rystede, og Tøger må nu fortælle menneskene for Ikona, som aldrig tidligere har kendt til mennesker, bortset fra forældrene. På denne måde går historien i gang. Fortælleren er Tøgers kammerat, Sverre. Men han kan umuligt overskue alle fortællingens led. For også Ikona bliver en fortæller. I hendes hjerne får personerne liv og vokser. Det at fortælle menneskene skal forstås helt bogstaveligt. Ordet skaber hvad det nævner.
At fortælle menneskene har et cirkulært tidsbegreb. Tøgers evighedsmaskine og fortællingernes uendelige strøm er et godt udtryk for, at det hele kan begynde om og om igen i en mangfoldighed af variationer. En mangfoldighed som blandt andet viser sig i, at tiden også her omsættes til rum. Romanens variationsbredde, dens mange personer, fortællinger og tidsplaner gør den uoverskuelig. Man kunne derfor tro, at det var tung læsning. Men det er netop alle vendingerne, alle de nye intoneringer der gør bogen spændende. Det uforudsigelige gør, at vi holdes fast af fortællingen.

 

Sammenfatning
Udgangspunktet er en kropserfaring der i sin intensitet erstatter modernismens autenticitetsbegreb og er bærende meget langt frem. Identitetsproblematikken er knyttet sammen med denne erfaring. I løbet af perioden og især op omkring 1990 bliver kropserfaringen mindre selvfølgelig som en første erfaring. Og vi oplever, især i prosaen, en mere problematiserende holdning også til kroppen. Civilisationen bliver et stadig stærkere emne for litteraturen. Sådan er det på den ene side. På den anden side er der kommet en større optagethed af problemstillinger som har med nye paradigmer at gøre og som ikke skjuler metafysiske grundlagsproblemer.
Nye åbne forestillingsmønstre præger naturvidenskaberne i disse år. Fortællingen er et sådant åbent paradigme. Mødet mellem litteraturens åbne paradigmer og naturvidenskaben giver spændende muligheder som vi ser i disse års litteratur (Balle, Pryds Helle, Peter Høeg)
Svend Åge Madsen har talt om den episke fordring. Den lever tidens prosalitteratur i aller højeste grad op til. Svend Åge Madsen kalder f.eks. En af sine bøger At fortælle menneskene. Det er hvad fortællingen hele tiden gør.
Minimalisme har været et træk i 90'ernes litteratur. Men der er samtidig en bevægelse fra minimalisme til maksimalisme. Samtidig tænkes det politiske ind i litteraturen påny, som vi bl. a. Ser det hos Jan Sonnergaard. En helt anden form møder vi bl.a. i Peter Adolphsens ekstremt koncentrerede prosa.
I denne redegørelse fremstår der to hovedpoler  i den nyeste danske prosa: på den ene side det som er kaldt den postkatastrofiske tekst og på den anden det som er kaldt fortællingens genoplivelse. Sat lidt ironisk op kunne man fordele navnene således:

 

Litterær anoreksi	Litterær bulimi
Minimalister: Juliane Preisler Christina Hesselholdt Solvej Balle	Encyklopædister Svend Åge Madsen Peer Hultberg

 

Man skal dog være opmærksom på at flere af faktisk skriver inden for begge felter, og generelt er der i 90'ernes slutning en bevægelse fra minimalisme til maksimalisme, eller fra anoreksi til bulimi.

 

Modernitet og postmodernitet ( Her kan du læse om begreberne modernistet, modernisme, postmodernitet, postmodernisme)

Skyum Nielsen i Bogens Verden 1996 
Hans Jørn Nielsens litteraturbase