It og engelsk - Elektroniske tekstarkiver
På disse sider finder du ideer til anvendelsen af IT i forbindelse med brugen af elektroniske tekst arkiver i erengelskundervisning. Materialerne er udarbejdet for Gymnasie-IT. Der findes meget mere om anvendelsen af IT i engelskundervisning i de andre menu punkter, herunder: Inspiration.
Hvis du har nogle kommentarer, kan du kontakte redaktøren af disse sider.
Ældre tekster
Fra en forfatter dør til hans/hendes værker bliver offentlig ejendom (public domain) går der i Danmark 70 år. Iflg. Gutenbergs hjemmeside (se senere) er det i USA 50 år. Det vil sige, at værkerne ikke længere er behæftet med copyright - og hvem som helst kan udgive dem. I princippet ryger dermed også forfatterens krav på at blive citeret korrekt og det samme gør hans krav på at værkerne gengives i deres fulde omfang.(1)
Fordelen ved copyrightens ophør er, at værkerne også kan offentliggøres i elektronisk form. Efterhånden er disse elektroniske arkiver så store, at der er en rigtig god chance for at en bare nogenlunde kendt bog af en forfatter som er død for mere end 50 år siden kan findes med blot et par klik på musen. Det siger sig selv, at det udvider vores muligheder for at supplere tekstantologiernes udvalg med ekstra materiale.
Man kan naturligvis bruge søgemaskinerne til at finde teksterne. Man indtaster forfatterens navn plus titlen på værket, og efter et par forsøg vil man forhåbentlig have et link til teksten. En anden mulighed er at bruge Internet Public Library. Dette on-line bibliotek kan betragtes som "hovedbibliotek" for de fleste af Internettets tekst-arkiver. Der er flere forskellige søgemuligheder, og hver indgang i bibliotekets katalog giver korte faktuelle oplysninger om det arkiv, teksten befinder sig i. Men man kan også gå direkte til arkiverne, hvilket ofte er det hurtigste, og det er under alle omstændigheder af værdi at kende lidt til nogle af bedre:
- Project Gutenberg: Er formodentlig det største e-text-arkiv overhovedet. De fleste af Gutenbergs værker er engelsksprogede, men ambitionerne er kolossale, så der findes også værker på mange andre sprog. Gutenberg koder deres tekster i rå tekst (7 bit ascii).
- UTEL University of Toronto English Library er mindre end Gutenberg, men umiddelbart virker det, som om de forskere der står bag er uhyre nøjagtige og uhyre pedantiske. Til hver tekst er der endvidere allehånde tekstoplysninger, noter (både forfatterens egne og udgiverens m.v.). Teksterne findes i "Internet-formatet" d.v.s. i ren html-kodet form. Det gør, at teksterne uden videre kan printes fra web-browseren, og de kan redigeres i fx Netscapes Composer eller i Frontpage/Frontpage Express, og de kan forsynes med gloser m.v.
- Voice of the Shuttle's English Literature: English Literature By Genre henviser både til egne arkiver og andres. Igen er folkene bag meget omhyggelige.
- University of Virginia Electronic Textcenter tilbyder bl.a. illustrerede udgaver. Det er uhyre fine elektroniske udgaver, som er meget veldokumenterede. Hvis værket findes her, er det formodentlig den bedste elektroniske udgave. Bl.a. kan man hente værkerne stykkevis, eller som én samlet fil. For en del værkers vedkommende er det kun ansatte og studerende ved U of V der har adgang, men der er også fine ting for "os andre".
I øvrigt er der en hel del andre - både arkiver og oversigter over arkiver. Ofte henviser de endda til hinanden, men ovenstående steder er gode at starte.
Nyere tekster
Hvis det drejer sig om nyere tekster, er billedet meget mere broget. Her er man henvist til private, som har lagt tekster ud, eventuelt smagsprøver fra forfatternes side, visse boghandlere har også undertiden smagsprøver, og i enkelte tilfælde foræres bøgerne væk. Man finder den slags ved enten at bruge søgemaskinerne eller anvende the Internet Public Library (link overnfor), og man står selv med kvalitetsvurderingen. Men Penguins website er ofte et besøg værd Penguin.
Man må forvente at der kommer til ske en ganske utrolig masse i den kommende tid på dette punkt. Folk, som kender til området, regner med, at e-bogs-konceptet for alvor vil gøre sig gældende på markedet i løbet af efteråret 2000/foråret 2001. Det vil betyde, at man direkte vil kunne købe ny litteratur on-line.
Sekundærlitteratur -"notes"-serier
Barron Notes kunne for nogle år findes på WWW, men firmaet sælger dem nu på en CD-ROM så en officiel site findes ikke længere. Der findes dog stadig nogle gamle tekstudgaver af dem rundt omkring i mere eller mindre pirateret form. Det er nok p.t. mindre pålideligt. Derimod findes der bedre kontrolleret materiale i Sparknotes, som er en relativt ny tjeneste, der bl.a. støttes af IBM. Sparknotes skrivesaf Ivy-league studerende og yngre kandidater. Det betyder, at de udspringer af et moderne akademisk miljø, og de indeholder i flere tilfælde moderne synsvikler på værkerne sammen med arbejdsspørgsmål og ofte tillige "model"-svar. Se dem på Sparknotes. Discovering British Authors er en omfattende cd-rom-baseret samling noter til megen britisk og amerikansk klassisk litteratur.
Hyperfiction
I kølvandet på udbredelsen af computeren har der også udviklet sig nye genrer, som bryder med fortællingens lineære fremadskriden og i stedet inddrager læseren i at skabe eller færdiggøre historien. Man kan læse mere om det i artiklen "Tekster i elektroniske medier" (artiklen findes i modulet Sprog og IT). Et af centrene for Hyperfiction er Eastgate Systems eller Hyperizons.
(1) Copyright i forbindelse med digital kopiering er et farvand med mange skær. Reglerne kan findes på CopyDans hjemmeside. Man er selv ansvarlig for at indhente tilladelse til at foretage de kopieringer og manipulationer med andres materiale, som foreslås i dette kapitel såvel som i de øvrige kapitler i dette modul.
