Menu
CFU logo © CFU
 
• Indhold

Filosofi-olympiade


(Foto Peter Jepsen)
Siden 1993 har der været afholdt olympiade i filosofi, men først i maj 2008 deltog Danmark - dengang med 2 elever, som opnåede en midterplacering og en "special prize".

I Danmark organiseres olympiaden af Johannes Iversen fra Thisted Gymnasium og hf, Peter Jepsen fra Ingrid Jespersens Gymnasieskole og Karin-Ann Madsen fra Odense Katedralskole.
Læs om næste olympiade her! 

Generel information om olympiaden

Om

Historien

 

Den historiske baggrund for olympiaden er, at de østeuropæiske kommunistiske lande havde en tradition med nationale og internationale faglige konkurrencer. Denne tradition blev videreført efter murens fald, og blev især afholdt af Bulgarien. Ret hurtigt kom dog Tyskland og Tyrkiet med – og efterhånden er mængden af deltagerlande vokset, så olympiaden nu er en global begivenhed med over 20 deltagerlande. Nogle lande gør meget ud af de nationale konkurrencer. I Tyskland er der f.eks. over 1000 gymnasieelever, som deltager i udvælgelsen til Tysklands delegation. Mange steder afholdes desuden ”træningslejre”, hvor man træner de bedste elever op til den endelige udvælgelse.

 

Olympiaden

 
 

Selve olympiaden foregår hvert år i maj. Hvert land har en delegation på 2 gymnasieelever samt 2 lærere (der samtidig er med som dommere). Værtslandet må dog have op til 10 elever med. Undervejs er der masser af sociale og kulturelle aktiviteter, samt besøg på det lokale universitet. Selve konkurrencen foregår ved, at eleverne har 4 timer til at skrive et ”filosofisk essay” ud fra et filosofisk citat. Essayet skal skrives på et fremmedsprog for eleverne – dvs. oftest engelsk. Englændere/amerikanere skal så skrive på enten tysk, fransk eller spansk. (Det er nok grunden til, at Frankrig og de engelsktalende lande er ret dårligt repræsenteret …)

Hvordan en opgave kan se ud?

 

Eleverne får 4 citater at vælge ud af. Deltagerlandene indsender forslag til disse citater, og de 4 udvælges af olympiadens ledelse, som består af en række filosofiprofessorer, heraf bl.a. Peter Kemp fra Danmark. 

I 2008 havde citaterne en hovedvægt af politisk filosofi:

  • Is the person identical with its body?
  • It is true that, in democracies, the people seems to do what it wishes; but political freedom does not at all consist in doing what one wishes. 
  • Where there is no common power, there is no law; where no law, no injustice. 
  • A free man must be able to endure it when fellow man act and live otherwise than he consider proper. He must free himself from the habit, just as soon as something does not please him, of calling for the police.

Bedømmelseskriterierne for opgaverne er:

  • kohærens 
  • hvor overbevisende argumenterne er
  • filosofisk viden (kendskab til centrale begreber, argumenter, positioner, filosoffer osv.)
  • originalitet 
  • emnets relevans

Man leder således ikke efter en reproduktion af kendte filosoffers tanker, men ønsker at eleverne selv skal kunne reflektere og argumentere filosofisk. Der gøres meget for, at bedømmelsen er fair og upartisk. Alle opgaverne er anonyme, kun markeret med et nummer. Hver opgave læses af 4 lærere, som giver karakter. Har karaktererne en for stor diskrepans, bliver opgaven bedømt af endnu en lærer.

Cirka halvdelen af opgaverne går derefter i ”semifinalen”, hvor de læses af 2 nye lærere.

De 12 opgaver, der nu har det bedste gennemsnit, går til ”finalen”, hvor de vurderes af olympiadens ledelse, som tildeler guld-, sølv- og bronze-medaljer til opgaverne.