Spring til sidens indholdSpring til sidens menuSpring til sidens bund• Top
• Indhold

Vedtægter

Gældende vedtægter for foreningen.

CFU logo © CFU
 

Vedtægter

Vedtægter


§ 1 Navn

 

Foreningens navn er "Fransklærerforeningen" (Association des Professeurs de français du Danemark).

§ 2 Formål

 

Foreningens formål er at tjene undervisningen i fransk. Dette mål søges opnået ved at
a) formidle faglig og pædagogisk kontakt, udsende et periodisk blad, afholde møder og kurser 
b) varetage medlemmernes faglige og økonomiske interesser i forhandlinger med myndigheder og institutioner

c) samarbejde med institutioner og andre faglige organisationer i ind- og udland.

 

§ 3 Medlemsforhold

 

a. Optagelse

Som medlem af foreningen kan optages enhver med en uddannelse i fransk der kvalificerer til undervisning ved en dansk undervisningsinstitution.
Andre interesserede kan optages efter fællesbestyrelsens bestemmelse.

b. Udmeldelse

Udmeldelse af foreningen skal ske skriftligt til kassereren.

Medlemskab af foreningen ophører hvis rettidig indbetaling af kontingent ikke har fundet sted.

 

§ 4 Fraktioner

 

Inden for foreningen kan der dannes fraktioner efter institutions- eller skoleform. Fraktionerne bestemmer selv deres bestyrelses omfang og forretningsorden. Fraktionsbestyrelsen stiller i samråd med fællesbestyrelsens kasserer forslag om fraktionsbidragets størrelse (jævnfør § 8b).

 

Som medlemmer af en fraktion betragtes alle der har ansættelse inden for den pågældende fraktions område (også ansatte, der ikke har fuldt timetal). Kan det ikke entydigt afgøres til hvilken fraktion et medlem hører, betales det største fraktionsbidrag, og dette fordeles forholdsmæssigt mellem de berørte fraktioner.

 

§ 5 Generalforsamlingen

 

a. Foreningens øverste myndighed er generalforsamlingen.


b. Tidspunkt og indkaldelse

Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt i oktober eller november. Datoen fastsættes af fællesbestyrelsen og varsles ved elektronisk opslag inden 1. juni. Indkaldelse med angivelse af dagsorden skal finde sted med mindst 5 ugers varsel enten ved annoncering i ”Fransk Nyt” eller i ”Gymnasieskolen”, ”Handelsskolen” og ”Folkeskolen” eller ved direkte henvendelse til hvert enkelt medlem.

c. Stemmeberettigede

Stemmeberettigede er alle medlemmer der ikke er i restance med kontingent.

Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde. 

 

d. Gennemførelse

 

Dagsorden for den ordinære generalforsamling er følgende:
1. Valg af dirigent og referent.
2. Årsberetninger.
3. Fremlæggelse af regnskab til godkendelse.
4. Fremlæggelse af budget, herunder fastlæggelse af medlemsbidragets og fraktionsbidragets størrelse.
5. Behandling af indkomne forslag.
6. Valg af medlemmer til fællesbestyrelsen.
7. Valg af 2 revisorer.
8. Eventuelt.

Forslag til drøftelse under punkt 5 på dagsordenen skal være formanden for fællesbestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen og skal af fællesbestyrelsen udsendes til medlemmerne senest 7 dage inden samme.

Generalforsamlingen træffer beslutninger ved simpel stemmeflerhed dog således at 1/3 af de fremmødte kan kræve et spørgsmål afgjort ved urafstemning.

§ 6 Ekstraordinær generalforsamling


Ekstraordinær generalforsamling med angivelse af dagsorden, herunder evt. valg af ny fællesbestyrelse, kan med 14 dages frist indkaldes af fællesbestyrelsen og skal med samme frist indkaldes når 10 % af samtlige medlemmer indgiver skriftlig begæring herom. Indkaldelsen skal ske ved direkte meddelelse til hvert enkelt medlem.

§ 7 Fællesbestyrelsen

 

a. Medlemmer

Foreningens daglige ledelse varetages af fællesbestyrelsen på maksimalt 11 medlemmer valgt på generalforsamlingen.

Fællesbestyrelsen kan desuden supplere sig med medlemmer uden stemmeret fra aktivitetsområder der ikke er repræsenteret.

 

b. Valg

Samtlige medlemmer af foreningen har stemmeret til valg af fællesbestyrelsen såfremt de senest på dagen for stemmeafgivningen har betalt kontingent, inkl. evt. fraktionsbidrag (poststemplet gælder).
Valgbar til fællesbestyrelsen er ethvert stemmeberettiget medlem der opstilles som kandidat senest på generalforsamlingen.

Valgperioden er på 2 år, og genvalg kan finde sted. I ulige år vælges 3 bestyrelsesmedlemmer fra gymnasie/hf-fraktionen, 1 fra seminariefraktionen, l fra folkeskolefraktionen og 1 fra AVU-fraktionen. I lige år vælges 4 bestyrelsesmedlemmer fra gymnasie/hf-fraktionen og 1 fra handelsskolefraktionen.

Såfremt der ikke er opstillet flere kandidater pr. fraktion, end den har pladser i fællesbestyrelsen, betragtes de opstillede kandidater som valgt.

Der stemmes fraktionsvis. Hvert medlem stemmer til valget på det antal kandidater der skal indvælges i fællesbestyrelsen for den enkelte fraktion. For hver fraktion er den kandidat der har opnået flest stemmer, valgt til fællesbestyrelsen. Herefter er den kandidat der blandt de resterende kandidater har fået flest stemmer, valgt, og så fremdeles, indtil det nødvendige antal fællesbestyrelsesmedlemmer er nået for fraktionen.
Ved stemmelighed foretages lodtrækning.
Valgets resultat, fællesbestyrelsens sammensætning samt den foretagne konstitution meddeles foreningens medlemmer.
De nyvalgte medlemmer indtræder i bestyrelsen den 1. januar der følger efter valget.

 

d. Suppleanter

De kandidater fra en fraktion der ikke opnåede valg til fællesbestyrelsen, er alle suppleanter for fraktionen. Hvis et fællesbestyrelsesmedlem får langvarigt forfald, indtræder i forfaldsperioden den suppleant fra fraktionen der fik flest stemmer.

e. Konstituering

Fællesbestyrelsen konstituerer sig selv.

f. Bestyrelsesarbejdet

Fællesbestyrelsen forestår de i § 2 nævnte aktiviteter.
Fællesbestyrelsen kan hvis det skønnes nødvendigt, nedsætte ad hoc arbejdsgrupper.
Fællesbestyrelsen fastsætter selv sin dagsorden. Indkaldelse finder sted skriftligt med angivelse af dagsorden, og der føres beslutningsreferat over bestyrelsesmøderne.

Fællesbestyrelsen træffer beslutning ved simpel stemmeflerhed, men er kun beslutningsdygtig når mindst 7 stemmeberettigede medlemmer er til stede. Ved stemmelighed er formandens stemme udslaggivende.

§ 8 Økonomi

 

Foreningens regnskabsår går fra 1. januar til 31. december.

a. Medlemsbidrag 

Alle medlemmer betaler et grundkontingent, benævnt medlemsbidrag. Medlemsbidraget administreres af fællesbestyrelsen ved dennes kasserer.
Fuldtidsarbejdsløse, lærere ansat for mindre end et semester, pensionerede medlemmer, lærerkandidater og andre medlemmer der ikke tilhører en fraktion, betaler kun medlemsbidraget.


b. Fraktionsbidrag

De medlemmer der tilhører en fraktion, betaler yderligere et fraktionsbidrag der indbetales sammen med medlemsbidraget, og indgår i fælleskassen indtil fraktionen rekvirerer det.

En fraktion kan ikke råde over større beløb end dens fraktionsbidrag udgør, men kan i særlige tilfælde, efter fællesbestyrelsens bestemmelse, få yderligere udgifter dækket.
Gymnasie/hf-fraktionen administrerer fraktionens eget medlemsbidrag sammen med alle øvrige indtægter.

Det årlige medlemsbidrag og fraktionsbidrag fastsættes af generalforsamlingen efter indstilling fra fællesbestyrelsen i samråd med fraktionsbestyrelserne.

c. Fremlæggelse af regnskab

Fællesbestyrelsen skal senest l. april indgive foreningens regnskab for det forløbne regnskabsår til revision. Det reviderede regnskab samt statusopgørelse fremlægges på den følgende ordinære generalforsamling til godkendelse. Samtidig fremlægges foreningens budget for det følgende regnskabsår.
Fremlæggelse af fraktionernes regnskab finder sted på fraktionens årsmøde.

 

§ 9 Revision

 

Revisionen forestås af to revisorer valgt på generalforsamlingen blandt medlemmerne uden for bestyrelsen.

§ 10 Vedtægtsændringer

 

Vedtægtsændringer kræver vedtagelse på 2 på hinanden følgende generalforsamlinger med 2/3 af de afgivne stemmer.

§ 11 Opløsning

 

Opløsning af foreningen kan kun finde sted, når 2/3 af foreningens medlemmer efter vedtagelse med 2/3 flertal på en generalforsamling stemmer for opløsningen ved en urafstemning.

Ved opløsning skal foreningens midler anvendes til et formål efter generalforsamlingens nærmere bestemmelse.

§ 12 Ikrafttrædelse

 

Disse vedtægter træder i kraft efter generalforsamlingen i efteråret 2005.