Menu
CFU logo © CFU
 
• Indhold

IT og arbejds- og undervisnings-former i fransk?

I mange år har vi måttet kæmpe med de tekniske problemer, og en overgang troede man, at den enkelte lærer skulle lære at programmere sine egne programmer og øvelser. Den tid er heldigvis forbi. Vi har fået avancerede tekstbehandlings- og forfatterprogrammer, velegnet stof på Cd-rom, og ikke mindst er Internet blevet tilgængeligt i skoler og gymnasier via Sektornet. Der er altså ikke større tekniske hindringer mere, bortset fra at man skal kunne bruge en browser og i mange tilfælde være indstillet på at være tålmodig, for der er ofte ventetid på nettet.

Der er mange måder at bruge IT i undervisningen på, og det er svært at klassificere den pædagogiske brug præcist, men vi vil i det kommende kapitel prøve at vise, hvordan forskellige arbejds- og undervisningsformer kan inddrages og give henvisninger til konkrete undervisningsforløb på danske skoler. Dette i håb om at flere vil offentliggøre deres undervisningsforløb, deltage i debatterne på Skolekom og i det hele taget gøre franskundervisningen i Danmark mere synlig på nettet.

Faglig inspiration

Hvordan kan arbejdsformer som undervisningsdifferentiering, gruppearbejde og projektarbejde bruges i forbindelse med it.

I et forsøg på at give en overordnet struktur på it-arbejdet vil vi operere med forskellige typer, hvor flere arbejdsformer fra enkeltpersoner til grupper kan forekomme.

  1. Telekommunikation og telekorrespondance, hvor enkeltpersoner/elever/grupper/klasser kan kommunikere elektronisk på en række måder, herunder også udveksling af indsamlet information, der skal evalueres og behandles. Dette arbejde kan så evt. publiceres på en web-side. (se videre om emner og undervisningsforløb under kap. 3.1)
  2. Projektgruppearbejde: efter en problemformulering arbejder en gruppe/en klasse med nettet og dets muligheder for at belyse og besvare diverse spørgsmål. Meget ofte kan det udvikle sig til internationale projekter under temaer som "L'Océan", "La migration des oiseaux" o. lign., hvor klasser i forskellige lande udveksler informationer.
  3. Informationssøgning og informationsdeling, hvor eleven skal lære forskellige strategier for at kunne forholde sig til den enorme mængde af ressourcer, som Internet indeholder. Denne informationssøgning kan fx tilrettelægges som en "chasse aux trésors", hvori der kan indgå både kommunikation og søgningsstrategier. Se Franskweekends geografiøvelser ). Søgningens resultater skal gøres tilgængelige for andre i fx kollektiver baser. Det er vigtigt at understrege, at elevens evne til selektion og bearbejdelse af informationer er afgørende for, at vedkommende får en reel viden. Eksempler på denne type undervisning kan findes på Ullas Pedersen hjemmesider
  4. Problemløsning, hvor en klasse fx kan deltage i en søgning omkring historiske personer og begivenheder, der er knyttet til deres område og dermed indgå i et større projekt. Problemløsning kan også være deltagelse i en romanskrivning, hvor man skal skrive videre på en roman, som andre er begyndt på.
  5. Udgivelse og publikation. Hvordan kan man selv bidrage med sider på nettet? Når man har brugt én eller flere af de ovenstående arbejdsformer, vil man selvfølgelig også gerne kunne kommunikere sine resultater og sin viden videre. Dette sker fx gennem udgivelse af net-aviser eller ved arbejder med litteratur.
  6. Selvstudium. Eksempler på kurser m.m., der er tilgængelige på nettet og som kan benyttes af alle. For fransk gælder det fx alle de sproglige og grammatiske øvelser, der findes. Et dansk eksempel kan findes på følgende adresse (home1.stofanet.dk/jpw/exercices/index.htm). Til de større skriftlige opgaver kan der hentes hjælp på EMUen

 

Hvordan er fransklærerens rolle?

Der er ikke tale om, at man på et bestemt niveau i undervisningen bruger én arbejdsform og på et andet tidspunkt en anden, meget ofte vil der være tale om en sammenblanding, der passer til den klasse, de elever og det pensum, som man beskæftiger sig med. Det er dog vigtigt, at man som lærer har i baghovedet, hvilken tilgang man har valgt, og at det ofte kan være nødvendigt at påpege, at information ikke er lig med viden, men at viden opstår ved den bearbejdelse, som eleven foretager af informationen.

Som lærer i fransk bør man udnytte mulighederne for brug af konferencesystem, og i høj grad skal man inddrage eleverne i undervisningens form og indhold. Brugen af it bør intensivere projektarbejdet og tilskynde til processtyrede arbejdsformer. Der kan udvikles evalueringsformer, der giver muligheder for justering/planlægning af undervisningen og sætte nye normer for samarbejde/gruppearbejde - bl.a. ved hjælp af virtuelle fora. Ved brugen af it udbygges sammenhængen mellem undervisningens mundtlige og skriftlige dimension og mulighederne for tværfaglighed og internationalitet fx ved at gøre brug af telekommunikation er mangfoldige.

chinon