Spring til sidens indholdSpring til sidens menuSpring til sidens bund• Top
• Indhold

Vedtægter for Medielærerforeningen 1.10.2005

 
CFU logo © CFU
 

Medielærerforeningen

1. Foreningens navn er Medielærerforeningen for de gymnasiale uddannelser.


2. Foreningens formål er at virke for undervisningen i mediefag ved de gymnasiale uddannelser.


3. Foreningens formål søges fremmet ved afholdelse af møder og kurser om emner af faglig og pædagogisk art.
Over for ministerium og gymnasieafdelingen søges fagets interesser fremmet ved deltagelse i arbejdet i faglige udvalg og ved at rejse spørgsmål af principiel karakter.


4. Enhver, der underviser i faget mediefag ved en gymnasial uddannelse, kan optages som medlem af foreningen. Desuden kan andre, som i følge uddannelse og stilling måtte være interesseret deri, med bestyrelsens godkendelse, optages som medlemmer.
Et medlem som ophører med undervisningsvirksomhed kan bevare sit medlemskab af foreningen.


5a. Ordinær generalforsamling afholdes om efteråret hvert andet år (ulige årstal). Den indvarsles mindst en måned før enten i meddelelse i Gymnasieskolen eller ved brev til medlemmerne. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 3 uger før generalforsamlingen, hvorefter en endelig dagsorden skal meddeles medlemmerne senest 14 dage forud for generalforsamlingen.


5b. Den ordinære generalforsamling har følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent og referent
2. Formandens beretning
3. Kassererens beretning
4. Beretning fra udvalg mv.
5. Behandling af indkomne forslag, herunder forslag til ændring i vedtægterne
6. Fastsættelse af næste års kontingent
7. Valg af bestyrelse mv.
8. Evt.


6. På den ordinære generalforsamling vælges en bestyrelse på 5 eller 7 medlemmer. Desuden vælges 2 revisorer. Sammen med den endelige dagsorden udsender bestyrelsen en liste over de indtil da foreslåede kandidater. Kandidater kan også opstilles på generalforsamlingen.


7. Bestyrelsen konstituerer sig med formand og kasserer. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg til behandling af forskellige sager.


8. Ekstraordinær generalforsamling afholdes efter beslutning af bestyrelsen eller på skriftlig begæring af mindst en sjettedel af medlemmerne. Den indvarsles efter samme regler som en ordinær generalforsamling.


9. Kontingent fastsættes på en ordinær eller eventuel ekstraordinær generalforsamling.
Foreningens regnskabsår går fra 1.oktober til 30.september.


10. Ændringer af foreningens vedtægter kan kun ske på en ordinær generalforsamling med mindst 2/3 af de afgivne stemmer.


11. Opløsning af foreningen skal ske ved en urafstemning med mindst 2/3 af de afgivne stemmer. Derefter skal bestyrelsen sørge for, at foreningens midler anvendes på en måde, der er til gavn for mediefagsundervisningen.

Således vedtaget på Foreningen af filmlærere i gymnasiet og hf´s stiftende generalforsamling den 28.3. 1974, samt revideret på generalforsamlingerne den 29.10. 1977, den 4.11.1995 og den 1.10.2005.