Spillets kunst

 

 

 

Spillets kunst er en lettere omarbejdet prisopgave udgivet i serien TEORI & ÆSTETIK, og det præger den naturligvis. Det er et teoretisk værk der med baggrund i perceptions- og kognitionspsykologi analyserer betydningen af skuespillet i film, en kunstart som forfatteren mener generelt er underprioriteret i filmanalysen. Hvordan formidler skuespilleren følelser og tanker, hvilken betydning har de forskellige stilarter som f. eks. ekspressionisme, naturalisme og verfremdung, hvilken betydning har tilskuerens forventninger?

 

Johannes Riis diskuterer betydningen af forskellige filmiske virkemidler, især klippeteknikken, herunder point-of-view teknikken, og inddrager i denne sammenhæng Kuleshov-effekten der som bekendt går ud på at vi fortolker en persons følelser ud fra de billeder som et nærbillede klippes sammen med: sættes nærbilledet sammen med en tallerken suppe, vil vi tolke personens ansigtsudtryk som sult osv., hvor Riis mener at forholdet lige så godt kan være omvendt, nemlig at det er personens udtryk der styrer vores fortolkning af omgivelserne. En teori, som man kunne efterprøve inden man næste gang præsenterer Kuleshov-effekten som den skinbarlige sandhed.

 

Forfatterens nøglebegreb er ekspressivitet, dvs. indtrykket af følelser eller følelsesmæssig aktivitet hos den i filmen fremstillede person, figuren (side 84). Han tager afstand fra teorier der mener at man kan nøjes med at aflæse en persons ansigtsudtryk for at fortolke dennes følelser, man må medtage alle andre faktorer som genstande i rummet, relationer til andre figurer, situationen som helhed og filmens intention - og det kan man jo kun give ham ret i.

Som eksempel på forskellen på verbal og non verbal kommunikation af følelser benyttes bl.a. forskellige fremstillinger af Hamlet (Olivier og Gibson), og en grundig analyse af Pelle Erobreren bruges til at illustrere forskellen på den professionelle skuespiller (Max von Sydow) og amatøren (Pelle Hvenegaard). Også betydningen af over-, under- og ikke-spil inddrages.

Hvad styrer tilskuerens grad af sym- og antipati – for ikke at tale om identifikation? Spørgsmål, som vi filmlærere jo også beskæftiger os med, men måske ikke på et mere teoretisk niveau, så her kan man sikkert finde inspiration til at formalisere diskussionen i klassen.

Bogen afsluttes med en analysemodel der består af 32 spørgsmål der handler om skuespillet i filmen, og også her kan man finde inspiration, måske især i et tværfagligt samarbejde med drama.

 

Spillets kunst kan placeres i et videnskabsfelt der inddrager teorier fra både film, drama og psykologi og henvender sig følgelig ikke snævert til filminteresserede selv om eksempelmaterialet primært er hentet fra filmens verden. Er man som filmlærer specielt interesseret i skuespillets kunst og dets betydning for tolkningen af film, kan man utvivlsomt blive meget klogere, men da afhandlingen bevæger sig på et relativt højt abstraktionsniveau og inddrager mange psykologiske teorier som er undertegnede ubekendt, skal man efter min mening være feinschmecker for at investere tid, kræfter og penge i denne bog.  

 

Karen Conrad, Slagelse Gymnasium & HF-kursus