Med vold og magt

Rikke Schubart:

Med vold og magt –

Actionfilm fra Dirty Harry til The Matrix

Rosinante 2002, 495 sider, 349 kr.

En ph.d.-afhandling om actionfilm? Skrevet af en kvinde? Er det nu også noget for os filmlærere? Ja, det er det! Rikke Schubart går til sagen dybt alvorligt og meget klogt. De er der alle sammen – koryfæerne: Northrop Frye, Roland Barthes, Jean Baudrillard, André Bazin, Anne Knudsen (!), Umberto Eco og René Girard og stjernerne: Arnold Schwarzenegger, Sylvester Stallone og John Woo. Mellem alle citaterne og kulturbeskrivelserne analyserer Rikke Schubart en lang række actionfilm eksemplarisk. Bogen indeholder derudover et imponerende noteapparat, litteraturliste og filmografi med ca. 450 film, god til at sammensætte et filmforløb.

Men hvad er det nu en actionfilm er? Fiktive historier om helte og heltegerninger, side 13. Og til actionhelten knytter der sig et mytologisk frelserplot…. (et) passionsplot, side 14. (Havde man nu selv fået øje på det? Lyder det ikke interessant? Actionhelten som en frelser.) Videre:… actionfilmen er produceret af og til mænd. En genre, der styrker macho-egoet og socialiserer mænd til ’maskuline’ dyder som at kæmpe, frelse, redde og handle, side 308.

Rikke Schubart går historisk til værks og starter med de første actionfilm: Dirty Harry-filmene fra 70’erne. Clint Eastwood er den fremmedgjorte, udstødte ’skraldemand’ der må tage sig af affaldet fra orgiet, læs 60’erne. En opgave Charles Bronson derefter overtager. Til 70’erne hører også blaxploitation, Bruce Lee og Chuck Norris. Alle behandles med samme loyalitet og seriøsitet.

I Reagans 80’ere kommer Sylvester Stallone til i Kristus-positur. Han ofres af et uforstående samfund som Rocky og Rambo. Eftersom han opfattes som frelser, er hele den kristne terminologi linet op. En radikal anden måde at fortolke actionfilm på, men Rikke Schubart gør det overbevisende.

Efter ham byder 80’erne på Arnold Schwarzenegger som kroppen, Mel Gibson som Mad Max, Jean-Claude Van Damme som the muscles from Brussels og humor repræsenteret af Eddie Murphy og Bruce Willis.

Efter murens fald synes den amerikanske utopi genskabt og actionfilmen er ikke længere så ideologisk nødvendig. Så mens den amerikanske actionfilm stadig er verdens dyreste og populæreste genre, er den – paradoksalt nok – ved at gå i opløsning, side 288. Men der er dog stadig plads til Steven Seagal, udlændingene Luc Besson og John Woo, blaxploitation – og pigerne Pam Grier, Sigourney Weaver og Geena Davis

Med vold og magt analyserer de vigtigste actionfilm i de sidste 30 år med begejstring så det er en lyst. Det er en udgivelse der kan give en masse inspiration – og materiale til et forløb i actionfilm.

Det er en fornøjelse at læse akademiske dissektioner af drengerøvsfænomet actionfilm. Fornøjelsen er muligvis kønsspecifik. Ligesom det åbenbart indtil videre mest er kvinder der skriver om genren. Man skal måske tilhøre det svage køn for egentlig at nyde at volds- og actionfilm sådan pilles fra hinanden? Men mon ikke et filmforløb kan tilrettelægges på en sådan måde at drengerøvene ikke føler sig så udstødt og fremmedgjort af alle de ord at de må ty til vold og magt?

Pauline Langhoff, KVUC