Krigsfilmen som genre

Claus N. Christensen

Når man taler om film og genrer kan der ind i mellem opstå uenighed om, hvilke film der hører til hvor. Ofte flyder genrerne sammen sådan, at en film kan tilhøre flere genrer på en gang. Der er selvfølgelig eksempler på de såkaldte ’rene’ genre som f.eks. westerns fra en bestemt periode – men genrer udvikler sig hele tiden indtil de på et tidspunkt ikke længere har publikums interesse. Genren ’dør’ ud medmindre filmselskaberne på et tidspunkt beslutter sig for at afprøve om tiden igen er moden for en ’genfødsel’ af en bestemt genre. Dette er f.eks. sket for sci-fi genren, hvor 1990’erne bød på en større opblomstring bl.a. med filmene Independence Day (Roland Emmerich, 1996) og Mars Attacks (Tim Burton, 1996). Det samme er set i forbindelse med de historiske film – Braveheart (Mel Gibson, 1995) og Gladiator (Ridley Scott, 2000). Det betyder ikke, at der overhovedet ikke har været lavet film indenfor de nævnte genrer i perioden op til, men det har højst sandsynligt ikke været rentabelt og dermed er genren, hvis ikke død, så på meget lavt blus. Krigsfilmen har været udsat for noget nær det samme, men sjovt nok blusser interessen om krigsfilm ofte op, når der er udsigt til eller gang i en krig – f.eks. den første Irak-krig som Three Kings (David O. Russel, 1999) handler om. Inden Three Kings havde premiere, kunne man se film som Saving Private Ryan (S. Spielberg, 1998) og The Thin Red Line (Terrence Mallick, 1998). Begge film der handler om 2. Verdenskrig. Vil man se nærmere på krigsfilmen som genre, er en mulighed den meget brugte Handbook of American Film Genres (1988). I denne opstiller filmteoretikeren Kathryn Kane en tese om krigsfilmen. Tesen tager egentligt udgangspunkt i western-genren idet hun mener, at det eneste der adskiller en western fra en krigsfilm er, at hovedpersonerne i en krigsfilm ikke selv har valgt at være, hvor de er. Desuden er det ikke relevant hvorfor de kæmper - det der er interessant er hvordan de kæmper – eller hvordan krige udkæmpes. I mange, specielt ældre, westerns har man en overordnet konflikt mellem civilisation/kultur og natur. Stiller man det meget skarpt op er det en konflikt mellem cowboys (nybyggere osv.) der repræsenterer civilisationen og indianere der repræsenterer naturen eller det vilde – dvs. en konflikt mellem modsætninger.

I krigsfilm kan den overordnede konflikt f.eks. være den mytiske kamp mellem det gode og onde (f.eks. amerikanere mod nazister) eller mellem krig og fred. Derudover kan der være underliggende konflikter som kan komme til udtryk hos karaktererne – ære overfor brutalitet, gruppen overfor individet eller pligt overfor egeninteresse. Konflikterne kan man følge gennem filmens narrative elementer: tema, setting, karakterer, og plot. Tema: Temaet i mange krigsfilm er kampen mellem det gode og det onde. Denne kamp beskrives ofte gennem filmenes hovedpersoner, deres værdier og hvordan de kæmper. I de ældre krigsfilm hvor amerikanerne er ’de gode’ tager filmene ofte udgangspunkt i et amerikansk nederlag, som derefter bliver vendt til sejr. Dermed retfærdiggør man ’de godes’ brug af vold. Derudover kæmper ’de gode’ modsat fjenden, ærefuldt – de bruger ikke baghold, snigskytter eller dræber unødvendigt. Det ’de gode’ skal tilegne sig i løbet af filmen er: samarbejde og pligt – egenskaber de ikke har i filmens start. Setting: Konflikterne god versus ond og civilisation versus natur eller det vilde, kommer til udtryk gennem filmenes setting eller miljø. Krigen udkæmpes i et kaotisk, vildt og forræderisk miljø – desuden karakteriseres fjenden gennem dette miljø, da det ofte er hans hjem. De gode er ikke i deres rette element og dermed er de sårbare. For at de gode kan sejre har de to muligheder: at opbygge deres eget hjem(land) - f.eks. en militærbase - og at gøre brug af deres teknologi (fly, krigsskibe osv.). Har de gode ikke teknologien til deres rådighed kan de besejres.

Karakterer: I krigsfilm er der som oftest ikke én hovedperson – hovedpersonerne udgør en gruppe og gruppen spiller den vigtigste rolle. Som nævnt ovenfor i afsnittet Tema er det vigtigt at ’de gode’ lærer at samarbejde - det gør de gennem deres kamp mod fjenden. Det er samarbejdet som i sidste ende vil give dem sejren. Gruppen kan ofte opdeles i forskellige kategorier: etnisk oprindelse, geografisk herkomst (f.eks. New York eller Texas), alder, militær rang og de enkelte personers mening om krigen. Disse kategorier repræsenterer på den ene side samfundets forskellighed og værdier og på den anden karakteriseres personerne gennem dem. Desuden hænger kategorierne sammen – etnicitet og herkomst forbindes med social klasse og dermed med militær rang. Ofte er det den ældre soldat som binder gruppen sammen jf. sin erfaring – den yngre rekrut, som ofte er sammen med den ældre, skal enten gennemgå en udvikling fra ’barn’ til ’voksen’ eller dø – kort sagt: han skal miste sin uskyld eller dø. Gruppen består ofte af forskellige stereotyper: komikeren, kvindejægeren, fjendehaderen, enspænderen og den utilpassede. Alle har hver deres rolle og må, ligesom den yngre rekrut, udvikle sig eller dø. De mest udsatte er fjendehaderen og enspænderen. Fjendehaderen er besat af at dræbe og dør derfor ofte selv. Enspænderen repræsenterer nogle af de underliggende konflikter eller modsætninger - egeninteresse overfor pligt og individet overfor gruppen - hvilket koster ham livet. Hans død viser vigtigheden af at samarbejde. Plot: I plottet fremhæves krigsfilmens modsætninger og konflikter. Dette kan udtrykkes i nedenstående figur. Ideologiske akse Sejr Integration disintegration Social akse Gruppe Individ Nederlag Filmene fokuserer på sejr eller nederlag og på gruppens integration eller disintegration. Bevægelsen mellem sejr eller nederlag afbilledes i scener med kamp, mens bevægelsen mellem gruppens integration eller opløsning ses i scener både i og udenfor kamp. Gruppen opløses kun fysisk – gennem død – aldrig psykologisk. Omvendt er det gennem den psykologiske integration at sejren opnås. Selv hvor en gruppe lider nederlag og dør, hævder filmen en moralsk sejr. Gruppen har gennem deres kamp fastholdt fjenden og dermed givet andre tid til at forberede et modangreb. Samtidig har gruppen, ved at ofre sig selv for det større hele, givet inspiration til andre og desuden udstyret disse med et hævnmotiv (jf. at et nederlag retfærdiggør brugen af vold fra ’de gode’). Denne korte og komprimerede gennemgang af krigsfilmen som genre passer naturligvis ikke på alle krigsfilm, men den hele eller dele af den vil ofte kunne bruges. Eftersom filmene som Kathryn Kane tager udgangspunkt i er fra omkring 2. verdenskrig er det oplagt at spørge om denne model overhovedet passer på de krigsfilm vi ser i dag? Hvis ja, hvorfor? Og naturligvis omvendt! I gennemgangen af krigsfilm kan følgende spørgsmål eventuelt anvendes:

1. Fremstilles krigen som et spændende alternativ til det almindelige liv?

2. Hvad kæmper hovedpersonerne for? Stiller filmen spørgsmålstegn ved deres og eventuelt deres

    samfunds værdier?

3. Hvordan er filmens fjender repræsenteret? Dæmoniserer filmen dem – er de stereotyper?

4. Fortæller filmen hvorfor ’fjenden’ er ond eller tages denne ondskab for givet?

5. Præsenterer filmen vold som den eneste udvej – eller fremstår der andre løsninger?

6. Er højteknologisk udstyr filmens stjerne. Hvis ja, hvordan er forholdet mellem menneske og maskine?

7. Hvad siger filmen om at være mand og kvinde? Er kvinderne underlagt den mandlige karakter eller fremstår

    de som ‘rigtige’ personer?

Thomas Gislasons cykelfilm "Overcoming" og krigsfilmen

Poul Martinsens tv-dokumentarserie "Krigerne" og krigsfilmen