Mediefags empiri, metode og teori
Et oplæg om hvad der er fagets empiri, hvilke metoder vi anvender, og hvilken teori eller teorier, det bygger på.
Af Hans Oluf Schou, september 2010
Empiri, metode, teori
Karl-Henrik Jørgensen (Greve Gymnasium) hævder, at videnskabsteori er en elementær og nødvendig indsigt i fagene, fordi:
- Enhver videnskabelig og faglig beskæftigelse må have en klar forestilling om genstanden for faget og videnskaben, altså fagets og videnskabens empiri.
- Enhver videnskabelig og faglig beskæftigelse må have en klar forestilling om, hvilke fremgangsmåder, der bruges i faget eller i den videnskabelige tilgang, altså fagets og videnskabens metode eller metoder.
- Enhver videnskabelig eller faglig beskæftigelse må have en klar forestilling om, hvilke teorier der anvendes i videnskaben eller i den faglige tilgang til empirien og metoderne, altså en indsigt i fagets og videnskabens teori eller teorier.
Han mener at de tre niveauer ofte er uudtalte og implicitte i den faglige formidling i gymnasiet – samtidig med at de faktisk udgør et solidt fagligt grundlag for undervisningen i videnskabsfagene, som gymnasiets fag er defineret som værende.
For at sikre alle elever mulighed for positionering, perspektivskift og fokus på andre mulige forståelser er det nødvendigt, at der i fagenes undervisning lægges vægt på:
”At enhver videnskabelig eller faglig beskæftigelse – for overhovedet at kunne kaldes videnskabelig – nødvendigvis må have en klar forestilling om en sammenhæng mellem empiri, metode og teori." Ikke nødvendigvis i den nævnte rækkefølge, men der må være en klar sammenhæng mellem de tre områder, fx at metoden er brugbar på den valgte empiri (og omvendt), at teorien og den anvendte metode er hinandens forudsætninger etc.
Og endelig må enhver videnskabelig eller faglig beskæftigelse nødvendigvis have en forestilling om de forskelle, som ville opstå, hvis der var inddraget andre metoder, andre teorier eller en anden empiri i videnskabens eller fagets arbejde.” Gymnasieskolen, nr.20, 2009
Videnskabsteori = empiri + metode + teori / + sammenhæng / + mulige forskelle
En central pointe i disse indledende overvejelser er, at det vigtigt at være bevidst om (lærer og elever), at det har stor betydning hvilken empiri, metode eller teori man vælger at inddrage i den konkrete (videnskabelige) tilgang til et emne (film, dokumentar, etc.), tema eller en problemstilling. Det perspektiv, der lægges på teori, empiri og metode får afgørende betydning for, hvad faget ’ser’, dvs. hvilken/hvilke genstande der er fagets område.
Hvis en film fx analyseres ud fra en teori, der lægger vægt på det biografiske, så vil der fokuseres på bestemte træk ved karaktererne i filmen. Det ville fx være tilfældet, hvis man ’så’ Kundskabens træ med det fokus, hvor det var instruktøren Malmros, der var udgangspunktet for forståelsen / ’læsningen’. Men filmen kunne også ’læses’ / analyseres ud fra en psykoanalytisk teori om bestemte mekanismer mellem børn, og så ville der blive fokuseret på de interpersonelle relationer på det empiriske niveau (filmen).
Det er altså vigtigt, at man er bevidst om disse sammenhænge både i det enkeltfaglige og i forbindelse med flerfaglige samarbejder.

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

