Spring til sidens indholdSpring til sidens menuSpring til sidens bund• Top
• Indhold

Fysiklærerforeningens love

Vedtaget på generalforsamlingen den 12. oktober 1980 med senere ændringer

    CFU logo © CFU
     

    Vedtægter

    §l. Navn

    Foreningens navn er:

    FYSIKLÆRERFORENINGEN

    §2. Formål

    Foreningens formål er at virke for fysikundervisningens vel, ved på alle måder at varetage medlemmernes interesser. Dette formål søges opnået ved:

    1. at fremme den pædagogiske og faglige udvikling indenfor dansk fysikundervisning.
    2. at samle danske fysiklærere og derved fremme det kollegiale samkvem.
    3. på pædagogisk basis at repræsentere dansk fysikundervisning indadtil og udadtil.

    Foreningen afholder møder med foredrag, diskussioner, studiekredse, ekskursioner og kurser samt nedsætter udvalg efter behov og udgiver skrifter.

     

    §3. Medlemmer

    1. Enhver, som underviser i fysik ved: Gymnasier. seminarier, HF, studenterkurser, teknika, højere læreanstalter eller lignende, kan optages som medlem.
    2. Personer, som efter styrelsens skøn har uddannelse, stilling eller interesser fælles med de under a) nævnte medlemmer, kan optages som medlemmer.
    3. Generalforsamlingen kan efter indstilling fra styrelsen udnævne æresmedlemmer.
    4. Medlemmer, som pensioneres, aftjener værnepligt eller midlertidigt er uden beskæftigelse, kan fortsætte som medlem.

     

    §4. Styrelsen

    1. Foreningen ledes af en styrelse, som er ansvarlig overfor generalforsamlingen, der er foreningens højeste myndighed. Styrelsen består af 7 medlemmer, hvoraf et medlem har undervisningskompetence i astronomi: En formand, en næstformand, en kasserer og fire andre styrelsesmedlemmer. Styrelsens medlemmer fordeler selv arbejdet imellem sig. Styrelsen bør på ligelig måde repræsentere de forskellige medlemsgrupper.
    2. Styrelsesmedlemmerne vælges for 2-årige perioder ved de ordinære generalforsamlinger, således at formanden og tre styrelsesmedlemmer vælges i år med lige årstal og tre andre styrelsesmedlemmer i år med ulige årstal. Desuden vælges hvert år, for 1 år ad gangen, en styrelsessuppleant, to revisorer og en revisorsuppleant
    3. Suppleantens valgperiode bliver da som for det styrelsesmedlem, han har erstattet. Hvis formanden fratræder i valgperioden, vælger styrelsen af sin midte en ny formand, hvorefter en suppleant indtræder i styrelsen. Den således nyvalgte formand er på valg ved førstkommende ordinære generalforsamling.
    4. Styrelsesbeslutninger afgøres ved almindelig stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende. Formanden leder styrelsens forhandlinger. Forhandlinger udadtil føres under ledelse af formanden eller efter formandens bestemmelse ved et andet styrelsesmedlem. Kun formanden eller styrelsen kan udtale sig på foreningens vegne.

     

    §5. Generalforsamlingen

    1. Ordinær generalforsamling afholdes i oktober. Generalforsamlingen indvarsles skriftligt overfor medlemmernes senest 5 uger før. Forslag til kandidater samt forslag til punkter, som ønskes optages på dagsordenen, skal være formanden i hænde skriftligt senest 28 dage før generalforsamlingen. Dagsordenen samt listen over de opstillede kandidater skal udsendes senest 14 dage før generalforsamlingen. Kandidater til formandsposten kan tillige opstilles som kandidater til de øvrige styrelsesposter.
    2. Vedtagelser kræver simpelt stemmeflertal blandt de repræsenterede medlemmer. Herfra undtages lovændringer, som kræver 2/3 af de afgivne stemmer. Der kan stemmes ved skriftlig fuldmagt til et andet medlem. Er der opstillet flere kandidater, end der er pladser i styrelsen, skal afstemningen være skriftlig. Valget foregår i to omgange, først formandsvalg, derefter valg af til de øvrige styrelsespladser. Hvert medlem eller hver fuldmagt har da en stemme til formandsvalget samt en stemme pr. styrelsesplads, som skal besættes. Der kan kun afgives en stemme på en kandidat. En lovligt indvarslet generalforsamling er kun beslutningsdygtig med hensyn til spørgsmål, som er optaget på generalforsamlingens dagsorden. Lovændringer kan kun vedtages på den ordinære generalforsamling. Den nyvalgte styrelse tiltræder ved årsmødets afslutning.
    3. Den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende punkter:
    1. Valg af dirigent
    2. Formandens beretning om styrelsens virksomhed
    3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab
    4. Fastlæggelse af kontingent
    5. Valg af formand
    6. Valg af tre styrelsesmedlemmer
    7. Valg af suppleant
    8. Valg af to revisorer og en revisorsuppleant
    9. Eventuelt
    1. Ekstraordinær generalforsamling afholdes,
    1. hvis styrelsen vedtager det, eller
    2. hvis 1/4 af medlemmerne skriftlig udtrykker ønske herom.

    Ekstraordinær generalforsamling indkaldes med 4 ugers varsel ved udsendelse af dagsorden. Dette skal senest ske 1 måned efter, at anmodningen om ekstraordinær generalforsamling er fremsat, dog kan den ikke holdes i sommerferien. På en ekstraordinær generalforsamling kan kun forhandles og træffes beslutning om emner, der er optaget på dagsordenen.

    1. Hvis styrelsen ønsker at fratræde, kan dette kun ske ved indkaldelse af en ekstraordinær generalforsamling med punktet styrelsesvalg på dagsordenen. Efter en ekstraordinær generalforsamling med styrelsesvalg bestemmer styrelsen selv, hvilke ordinære styrelsesmedlemmer, der er på valg i år henholdsvis med lige og ulige årstal. Kan styrelsen ikke nå til enighed på dette punkt, trækkes der lod.

     

    §6. Økonomi

    1. Kontingentet fastsættes hvert år på den ordinære generalforsamling og opkræves i november/december. Pensionister og arbejdsløse medlemmer betaler et nedsat kontingent. Regnskabsåret går fra den 1. juni til den 31. maj.
    2. Styrelsesmedlemmer samt personer, der efter styrelsens anmodning repræsenterer foreningen, kan få de med foreningsarbejdet forbundne udgifter dækket.
    3. Formanden og kassereren kan i fællesskab tegne foreningen i økonomiske anliggender.

     

    §7. Foreningens ophævelse

    Foreningen kan ophæves ved urafstemning blandt medlemmerne ved simpelt stemmeflertal. Foreningens midler tilfalder da Selskabet for Naturlærens Udbredelse.

    §8.

    Ved disse loves ikrafttræden gælder, at styrelsen selv afgør, hvilke ordinære medlemmer der er på valg i år med lige henholdsvis ulige årstal. Kan styrelsen ikke nå til enighed på dette punkt, trækkes der lod.