Den gode stemning

En stor artikel af Jens Ulrik Lefmann, Birkerød Gymnasium, som skriver:

Vores forståelse af sammenhængen mellem musik, matematik og naturvidenskab starter hos Pytagoras: Med vore øjne ser vi stjerner og planeter, og med vore ører sanser vi sfærernes musik. I matematikken åbenbarer sig en understrøm af mystik, og gennem den får mennesket indsigt i universet. Rene toneintervaller forbindes med universelle talforhold, konsonans mellem toner forstås som en sansning af selve matematikken, som forbinder menneskets psyke med kosmos. I dag ved vi, at der ikke er lyd i det tomme rum, og med noget mindre patos forstår vi sansning af konsonans mellem toner som en del af ørets fysik. Jeg vil diskutere placeteorien for sansning af tonehøjde i det indre øres cochlea (sneglen) og den rolle, som den harmoniske forvrængning, der foregår i mellemørets knogler, spiller, i lyset af nogle mindre kendte eksperimenter, man selv kan udføre. Disse forsøg kan afdække rollefordelingen mellem ørets fysik og hjernen; hvad sker der før og efter ”digitaliseringen” af det analoge lydsignal på vejen frem til vores bevidsthed? Jeg vil omtale, hvordan man kan fremkalde akut diplacusis binaurali1s og hvilke konsekvenser, det får for forståelsen af tonal musikalitet.

I lyset af en moderne forståelse af tonehøjdesansning vil jeg beskrive nogle tonale træk af den vestlige verdens musik. Fra renæssancen udvikler den europæiske musik sig fra at være udpræget melodisk og rytmisk i sin karakter til også at benytte harmoniske virkemidler. Flerstemmighed og treklange med tertser træder ind og afløser middelalderens kvinter og kvarter. Dette går hånd i hånd med indførelse af nye stemninger for keyboard. Middeltonestemning afløser pytagoræisk stemning og tilgodeser således en forskønnelse af durtreklange. Antallet af tonearter og akkorder er dog begrænset til det halve af det, vi råder over i dag. Senere i barokken går man over til klassiske, veltempererede stemninger, som tillader brug af alle tonearter. Indbyrdes er disse klassiske tempereringer ret beslægtede. Til gengæld adskiller de sig væsentligt fra den moderne, ligesvævende temperering. Anvendelsen af de klassiske tempereringer strækker sig helt frem til omkring år 1900, hvor den moderne, ligesvævende stemning bliver standard. En forståelse af de klassiske tempereringers fælles karaktertræk kan give ny forståelse af grundlaget for den klassiske musiks virkemidler og følelsesmæssige tilknytning til tonearter.