Menu
CFU logo © CFU
 
• Indhold

Med fysik til Napoliområdet

 

Med fysik til Napoliområdet

Om

Vesuv

På mange malerier af Napolibugten malet før 1944 ses Vesuv med en røgsøjle, der stiger til vejrs. Helt korrekt, for i over 300 år frem til da, var der "hul igennem" med hyppige mindre udbrud mindst hvert syvende år. Men problemet med Vesuv - som af samme grund også af mange vulkanologer  betragtes som Jordens for tiden farligste vulkan - er, at magmaen i kammeret nedenunder er relativt tyktflydende. Og det seneste udbrud i 1944 sluttede med, at røret blev lukket helt til, således at vulkanen lige siden har opbygget et stadigt højere tryk i dybden.

Vesuv menes på denne måde at skifte mellem perioder med "åbent rør" og "lukket rør", som efter årtiers oparbejdelse af et stort tryk afsluttes af et voldsomt udbrud, måske af "Plinisk" størrelse, som det i år 79, der begravede Pompeji og Herculanum under henholdsvis 3-6 meter aske og op til 23 meter lava og aske.

Den stille periode nu kan derfor karakteriseres som stilheden før en storm. Situationen følges tæt af Det Nationale Institut for Geofysik og Vulkanologi, som for tiden vurderer risikoen for et udbrud som "meget lav". Man regner nemlig med at få visse forvarsler i form af uroligheder i dybden.

Busser fra Ercolano (halvtimes drift fra Ercolano Scavi, station på Circumvesuviana jernbanen) og lidt sjældnere fra Pompeji til den store P-plads efter Monte Somma i 1000 meters højde. Herfra til fods ca. 20 minutter op til kraterranden. Her skal betales entre, 6,50€. Officiel hjemmeside for Parco Nazionale del Vesuvio her

Solfatara

Denne vulkan ligger på den modsatte side af Napoli, i den gamle græske forstad Pozzuoli i et større aktivt område (80 km2) kaldet  "De Flegreiske Marker" (Campi Flegrei), der har en afligger helt ude på kurøen Ischia. Her er den umiddelbare udbrudsfare mindre, men hele dette område menes at udgøre en såkaldt supervulkan, der forventes at gå i udbrud mindst hver 30.000 år, under hvilket den vil ødelægge et kæmpeområde, måske et halvt kontinent.

Her vurderes Jordens skorpe at være allertyndest, og den bevæger sig op og ned. Selve byen Pozzuoli hævede sig 1983-85 op mod 1,8 meter, havnen blev ødelagt og 30.000 indbyggere måtte have nyt hjem.

Ifølge overleveringen udgør krateret med sine boblende svovlsøer og jets indgangen til Helvede, og H.C. Andersen tegnede denne indgang, da han besøgte stedet i 1834. Se evt. hans dagbogsoptegnelser her

Solfataras krater er en lukket ellipse på ca. 800 * 600 meter, som ligger i "gadehøjde". Den venstre halvdel af krateret er helt fredeligt, og her ligger en af verdens mest særprægede campingpladser. Det kan i særdeleshed anbefales på en studietur at have lette telte og soveposer med, så man kan overnatte her, Medrejsende lærere kan så måske indlogere sig i de dyrere bungalows, som der er enkelte af. Lugten af rådne æg slipper de nu ikke for.

Metro til stationen Pozzuoli-Solfatara, herfra 800 meters gang. Adressen på campingpladsen er Via Solfatara 161, 80078 Pozzuoli (Na).

Entre 5,50€ pr. person, mindre hvis man er i gruppe, og gratis hvis man bor på campingpladsen. At campere koster 9,00€  pr. voksen, 7,70€ for studenter og 6,00€ for et telt. Der er bungalows med 2-4 sengepladser for 43 - 100€ pr. nat, men disse er få, og skal bestilles i forvejen. (2006-priser). Alternativt er der youth hostel i forstaden Mergellina længere inde mod Napolis centrum.

Campingpladsens bestyrere taler tysk (sydtyrolske rødder). Hjemmeside.

 

Oplysningerne er fra
Henning Fisker Langkjer, Marselisborg Gymnasium

Turen går til Syditalien

Politikens Forlag har udsendt en helt ny rejseguide Turen går til Syditalien med mere om Napoliområdet.