Geografilærerforeningen
Om
Generalforsamling for Geografilærerforeningen for Gymnasiet og HF.

Odense Vandrerhjem, 10. november 2006.
1)
Som dirigent blev Laust Wium Olesen valgt - han kunne konstatere at generalforsamlingen var lovligt indkaldt, idet den var annonceret i septembernummeret af Geo-Nyt.
Anne Kirstine Primdahl blev valgt som referent.
2)
Formanden - Helle Øelund - aflagde beretning.
Hun uddybede den skriftlige beretning fra Geo-Nyt med bl.a. at beklage at hun havde været lidt for hurtig med at rose afviklingen af naturfagseksamen på HF i sommer - der havde været større utilfredshed og flere problemer, end der i den skriftlige beretning er givet udtryk for.
Foreningen har travlt med at indsamle oplysninger for at få et overblik over, hvor mange nat-geo-hold der er på henholdsvis c- og B-niveau
Man er gået i samarbejde med NV og andre naturvidenskabelige fag - bl.a. NV-fagkonsulenten - for at undersøge og vurdere behov og muligheder for kurser inden for NV-området.
Bestyrelsen har været med i forbindelse med fagkonsulentens møderække rundt i landet om den nye karakterskala - det gav god dialog og kontakt med mange kolleger.
Bestyrelsen arbejder aktivt for et nærmere samarbejde med Geografforbundet - vi skal fortsat være en selvstændig afdeling, men Geografforbundet skal være det fælles talerør udadtil for at få faget styrket. Bladet Geo-Nyt planlægges nedlagt efter en udgivelse i februar 2007. Derefter bliver det GO-bladet, der er vores skrift. Jesper Kristiansen er i øvrigt blevet redaktør heraf.
Naturgeografi er kommet med som fag i de nye scienceklasser på forskellige gymnasier. Birgit Justesen er med i styregruppen. Materiale og nyt derfra kommer på DNA-portalen, der er et supplement til EMU - med vægt på naturvidenskabelige nyheder.
Regionalsekretærerne vil til foråret udbyde nye regional-kurser.
Men ellers er problemet for konsortiet med efteruddannelsestilbud, at det koster mange penge og meget tid - både at planlægge og for os menige at deltage. Fra forsamlingen blev der ønsket korte 2-dages internatkurser, som geografer i udkantområder kan deltage i - måske ikke helt i udbydernes ånd. I samarbejde med Geografforbundet vil der kunne åbne sig nye muligheder.
Der har været en lille nedgang i antallet af medlemmer, der nu er på ca. 475 (nedgang skyldes, at mange går på pension).
Helle sluttede af med at fortælle, at Hanne Frederiksen holdt op i bestyrelsen, da hun rejste til Grønland. Hun har ydet en kæmpeindsats i det daglige arbejde, så de øvrige medlemmer savner Hanne som inspirator, god arbejdskraft og sparringspartner.
Beretningen blev godkendt.
3)
Jens Korsbæk runddelte det færdige og reviderede regnskab. Han kommenterede og svarede på spørgsmål.
Det blev godkendt med bemærkning om at 'det er en pæn medgift' Geografforbundet får.
4)
Der var forslag om vedtægtsændringer i forbindelse med, at Geografilærerforeningen for Gymnasiet og HF lader sig sammenlægge med Geografforbundet.
Helle, Jens og Dominique gjorde rede for forhandlingsforløbet, svarede på spørgsmål, og Jens gennemgik vedtægtsændringer. Disse blev enstemmigt vedtaget.
5)
På valg til bestyrelsen var Anne Dorte Hjernø og Dominique Otoul. De modtog genvalg.
Der skulle vælges en ny i stedet for Hanne Frederiksen - Birgit Sandermann Justesen blev valgt.
Bestyrelsen orienterede om, at man pga. stigende arbejdspres (Jesper Kristiansen er valgt til ny redaktør på GO-bladet) gerne vil supplere sig med nye kræfter - og gerne yngre, da vi skal have et generationsskifte i gang, så de vil bede Anders Kjær (Egå Gymnasium) om at gå med ind i arbejdet.
6)
Jimmy Mangelsen blev genvalgt som revisor og Anne-Lise Lykke-Andersen blev valgt som revisorsuppleant.
7)
Kontingent.
For medlemmer af både Geografilærerforeningen for Gymnasiet og Hf og Geografforbundet betyder det, at man vil gå ned i kontingent, da det er Geografforbundets takster, der gælder. For medlemmer kun af Geografilærerforeningen skal der betales 150 kr, gældende frem til 30.06.07, hvorefter man vil blive opkrævet kontingent fra det fælles forbund.
8)
Eventuelt
Jesper efterlyste gode ideer og helst hele indlæg til det sidste nummer af Geo-Nyt, som skal være en slags status for, hvor faget er lige nu. Indlæg og ideer sendes til Jesper.
Laust takkede for god ro og orden ved generalforsamlingen.
Anne Kirstine Primdahl

Udskriv…
Hjælp til udskrift
Om…
Nyhedsbrev
Sitemap
Teknik
Skriv til
RSS
Søg

