Menu
CFU logo © CFU
 
• Indhold

Fremgangsmåde

 

Fremgangsmåde

Hvad skal du/I gøre, og hvad skal dit eller jeres bidrag bestå af?

1. Vælg en interessant og relevant problemstilling

Inden for temaet skal du/I vælge en problemstilling, som du/I synes, er relevant. Vælg en problemstilling, der er afgrænset, så opgaven ikke bliver uoverkommelig.

Hvis du f eks. er interesseret i Danmark i 1960erne og 1970erne skal din problemstilling ikke være ”Hvordan var det i Danmark i 1960erne og 1970, men mere afgrænset til et spørgsmål i en periode. Så kunne din/jeres problemstilling være: "Hvordan var kvindens rolle omkring 1965 og hvordan startede kvindebevægelsen?"; eller "Barndommen og TV", sammenligning af barndommen før og efter der kom TV i Danmark eller "Hvordan blev den kolde krig oplevet af forskellige personer i Danmark omkring Cuba-krisen 1962?" eller "Hvilke nye forbrugsmuligheder udviklede der sig i Danmark ca. 1958-1973?" eller "Hvordan udviklede x-købing sig 1950-2000?" eller "Hvilke fritidsinteresser og idealer havde unge ca. 1960-1990?"

Problemstillingen kan du/I diskutere med din lærer, og tænk på, at der skal noget velegnet materiale (kilder) til at løse opgaven (Se herunder om materiale).

Når du/I har fundet problemstillingen, så lav en disposition for besvarelsen. Hvad skal med og i hvilken rækkefølge?

Dernæst skal du/I overveje, hvordan du/I vil præsentere besvarelsen. Skal det være en skriftlig besvarelse, en dvd, en cd-rom, en video eller en hjemmeside? Vælger du/I en elektronisk besvarelse, så husk at du/I har de tekniske hjælpemidler og ved, hvordan man bruger mediet. F.eks. kan man på en hjemmeside ikke få plads til så meget tekst, men til gengæld virker billeder, link, animationer mv. godt.

2. Find materiale

En meget vigtig del af opgaven består i at du/I selv finder og bruger nogle kilder i jeres besvarelse.

Det kan være:

  • interviews (se mere under interviews)
  • oplysninger fra det lokale arkiv (se mere under arkiver)
  • samtidige skriftlige kilder som aviser, blade, bøger, tidsskrifter m.v.
  • tegninger, plakater, fotos og andre billeder (se mere under tegninger og fotos)
  • mindesmærker, bygninger og andre anlæg
  • materiale fra internettet

Læs mere under Kilder og metode.

Ved hjælp af de kilder, som du/I har fundet, besvares problemstillingen.

I besvarelsen skal du huske at vurdere, om du kan stole på kilderne: Hvad siger kilderne, som du har brugt, faktisk noget om? Hvor troværdig er kilden? Er der forskelle mellem forskellige kilders troværdighed?

Du/I må naturligvis også gerne bruge historiske fremstillinger fra nutiden, der belyser det emne, som du/I skriver om. Det vigtige er bare, at du/I også anvender materiale eller kilder, som du selv har fundet og bearbejdet.