Spring til sidens indholdSpring til sidens menuSpring til sidens bund• Top
• Indhold

HISTORIEKONKURRENCEN 2009-2010

"Brug og misbrug af historien" eller "Historie i en tværfaglig opgave".

For femte gang udskriver Historielærerforeningen årets Historiekonkurrence. Der er to konkurrencer:


A) Den ene konkurrence har temaet ” Brug og misbrug af historien”.
B) Den anden konkurrence omfatter alle tværfaglige opgaver, hvor historie indgår.


Besvarelsen skal indsendes senest 15. april 2010 til: historiekonkurrencen@gmail.com

Udover navn(e) og skole skal du også skrive hvilken klasse, du går i samt din e-mailadresse. På hjemmesiden findes en checkliste over det, som du skal huske at have med.

CFU logo © CFU
 

Historiekonkurrencen

Eksempler på brug af historien

Tema-konkurrencen. "Brug og misbrug af historien”

Hvornår er noget brug af historien, og hvornår er det misbrug? Det er for historikere kendte problemstillinger, som kan føre til mange overvejelser. Der er ingen tvivl om, at tolkningen af fortiden ændrer sig sammen med samfundsudviklingen. Men er det brug eller misbrug af historien, når Anders Fogh Rasmussen i lyset af Irak-krigen afviser samarbejdspolitikken under Besættelsen som et moralsk svigt? Er det brug eller misbrug af historien, når Dansk Folkeparti tager patent på danskheden i en valgvideo? Er det brug eller misbrug af historien i et demokratisk samfund, når enevældens fald alene begrundes i de enevældige kongers uduelighed?
Nogle taler om, at historie aldrig har været så populært som nu, mens andre snakker om de historieløse unge. Det er klart, at misbrug af historien kan få frit spil i et historieløst samfund. Men misbruget er på den anden side også nemmere at afsløre med de moderne medier.
Som du kan se, står mulighederne åbne. Hvilket emne du vil tage op under temaet ”Brug og misbrug af historien” er helt op til dig, men du skal bruge kilder, du selv har fundet. Du kan og må bruge lære- og historiebøger samt nettet til baggrundsoplysninger, men du skal også fremskaffe og bruge kilder som breve, dagbøger, samtidige avisartikler, fotografier osv. Du kan også vælge at bruge mundtlige kilder, f.eks. interview. Dette materiale skal du så sætte ind i en historisk sammenhæng i din besvarelse.

Historie i en tværfaglig opgave

Du kan også aflevere en opgave, der kombinerer forskellige fag. Det kan være en dansk-historie opgave i 2.g eller det kan være i studieretningsopgaven i det almene gymnasium, hvor et studieretningsfag samt historie eller dansk kan indgå. Indgår historie i din opgave, så prøv at sende den ind! Opgaven behøver ikke at falde ind under årets tema, men historie skal indgå som en væsentlig del af opgaven, og du skal vise, at du behersker fagets metoder.

Præmier

Opgaverne i de to konkurrencer vil blive vurderet hver for sig og der vil være følgende præmier for hver af de to konkurrencer

Første præmie:  10.000 kr. (1stk.)

Anden præmie:  3.000 kr.  (1 stk.)

Tredje præmie: 1.000 kr. (1 stk.)
(Gevinsterne er skattepligtige)

Fem af vinderne vil desuden have mulighed for at deltage i et sommerseminar i Europa sammen med vinderne fra hele Europa. Seminarerne arrangeres af EUSTORY i Hamborg.

Arrangør:

Historielærerforeningen for Gymnasiet og HF under protektorat af undervisningsminister Bertel Haarder. I samarbejde med EUSTORY.

 

Sponsorer: 


Historielærerforeningen
Ryslinge Højskole