Menu
CFU logo © CFU
 
• Indhold

Fagkonsulent Lene Jeppesens tale i Svendborg

Tale til historielærerforeningens konference i november 2008.

Citater:
”Hvis man elsker de fag, man har læst på universitetet, og vil beholde dem, så er der ikke noget bedre end at blive gymnasie- eller hf-lærer.” 
og
 ”I pædagogikum kom jeg til at holde endnu mere af at undervise, og det blev klart for mig, at lærerjobbet er en oplagt måde at komme til at fordybe sig i sine fag på”
Udtalelser fra 30–årige Anders Schultz og Heidi Thaysen Andersen / Gymnasieskolen 6.november 2008

Lene Jeppesens tale

Sådanne udtalelser glæder en ny tiltrådt fagkonsulent. Det har ellers i lange tider været småt med positive og begejstrede udtalelser vedrørende reformerne i gymnasieskolen og hf.
Jeg må indrømme, at jeg er reformvenlig og støtter op om læreplanerne.
Velvidende, at der selvfølgelig kan og skal være plads til justeringer. Alting er i forandring og der foregår hele tiden en proces og sådan må det så også være for historiefaget.

Vejen til fagkonsulent:
Som grøn student læste jeg historie på universitetet i Århus, og så blev jeg på grund af alt min flid kandidat på mindre end en 10-årstid.
Det var en god beslutning som har været afgørende for min mulighed for at få jobbet som fagkonsulent. Et job som jeg tiltrådte for mindre end en måned siden.
Herefter har vejen til jobbet heddet 25 års fast arbejde i gymnasie- som hf.  – 3 forskellige skoler er det blevet til fra Vesthimmerland til Viborg og nu Københavns Åbne Gymnasium.
I Viborg var jeg meget involveret i reformarbejdet på HF og rapporterne herfra har helt sikkert betydet noget for udarbejdelsen af HF-reformen og herunder ikke mindst udformningen af KS. Et arbejde der også betød at jeg fik lejlighed til at være med i formuleringen af vejledningen.

Før det, allerede tilbage først i 90-erne, blev jeg medlem af historielærerforeningens bestyrelse. Det var heldigt da det skabte helt nye muligheder. Jeg var i Strasbourg for at holde møde om Euroclio, fik lov at lave kurser – et af de bedste var til Tyrkiet, og så selvfølgelig Noter – som i den periode fik det første nye lay-out siden krigen.
Allerede dengang var der et glimrende samarbejde mellem historielærerforeningens bestyrelse og fagkonsulent, og denne gode historiske tradition vil jeg meget gerne fortsætte.

Ad små kanaler gik vejen videre til undervisning på midtvejskurser, som de hed i gamle dage og som i dag hedder fagdidaktik A. I sidste uge var der det 2. fagdidaktiske kursus i år for 32 kandidater og der er et igen til foråret i uge 11 med 45 – så alt i alt med kurset i uge 39 har der været omkring 120 kandidater med historie – et fantastisk antal.
 
Og jeg kom ind i en fin kommission, for i sådan en skal der altid sidde nogen, altså i AT-opgave kommissionen.
Et spændende arbejde og en interessant opgave, som jeg er ked at skulle forlade, men jeg må trøste mig med at jeg trods alt har haft mulighed for at præge Danmarks første AT- eksamensopgaver.

Stoltheden over at være blevet betroet dette hverv er blevet blandet op med en stor portion ydmyghed – ikke mindst når jeg ser ud over denne forsamling, men også når jeg tænker på de 1500 kolleger ude i landet.
Alle de kolleger som i Stx og hf på VUC har arbejdet og arbejder hårdt og interesseret med faget, og som på trods af ikke altid varme følelser for læreplanerne og de nye tiltag har knoklet en vis legemsdel ud af bukserne.

Historie:
Historiefaget er for mig det bærende fag for stx reformen – uden historie var det ikke muligt at
opfylde bekendtgørelsens § 4 og 5 om myndighed – den myndighed som giver mulighed for at være med til at skabe historien og agere som demokratiske borgere.
Historiefaget er efter sigende styrket fordi den historiske dimension er styrket i alle gymnasierækkens fag, men det kan være svært at mærke i de enkelte historietimer – hvor det måske stadig kan knibe med overblik og sammenhængsforståelse – at få styr på årsagsforklaringerne og få tid til fordybelse.

Faget:
Faget har sejret sig ihjel når det gælder de skriftlige opgaver. Førhen – til glæde for nogle og til sorg for færre, men under alle omstændigheder uproblematisk. Denne udvikling er fortsat indenfor SRP, SSO, AT og i det mundtlige EP, men nu er der åbenbart nogen i kulissen der mener at det skal stoppes? Men det må bekymre os af flere grunde:

1. det vil næppe være til gavn for eleverne at historie fjernes
2. det kan undre at et fag skal ud fordi det er populært og alle betegner historie som kittet i stx – der må da være noget faget kan når så mange elever finder tryghed og interesse i det
3. rektorerne vil få svært ved at finde andre faggrupper, der vil løfte den opgave
4. gennemførelses % vil næppe stige

Umiddelbart tror jeg, at Historie igen her i 2008 er en af topscorerne i SRP – så der skal bruges flere censorer – så er du ikke censor så meld dig til mig
- og måske kommer vi til at opleve at SRP skal rettes af to censorer

Når det gælder elevernes valg - ja, så skulle man næsten tro at der var baggrund for et program som hedder ”vild med historie”? Måske kan Fru Bertel deltage!

Eksamen:
Der er 2 prøveformer og det tyder på at begge får lov at overleve.
En for mig at se udmærket beslutning. Prøveformen afspejler sig i undervisningsformen og det betyder at eleverne kan trænes til at gå henholdsvis til eksamen med 3 eller 24 timers forberedelse. For mange elever betyder det meget at tiden er afgrænset og begrænset til de 3 timer. Andre har det fint med 24 timer
Uretfærdigheden er et til alle tider gældende vilkår, som jeg ikke vil bruge tid på her.

Indførelse af bilagsmateriale er fantastisk, det betyder at vi er færdige med reproduktionen. Eleven skal selv opstille problemstillinger og inddrage bilagsmaterialet. Og i den forbindelse vil jeg gerne tale for at alt materialet inddrages – så eleven ikke kan bestå i KS hvis eleven udelader historiematerialet inde ved det grønne bord.


Jeg har nævnt nogle få sider af historiefagets virkelighed og dagligdag. Jeg kunne tage fat i meget andet, men måske passer det sig bedst for en ny tiltrådt fagkonsulent ydmygt at sætte sig ned og lytte. Ja for senere at kunne komme i en frugtbar dialog med kolleger her og ude i landet før jeg spreder om mig med hyrdebreve, trusselsbreve eller løfteparagraffer. Så derfor ikke så meget mere.
 
Arbejdsbetingelser:
Arbejdsbetingelserne for en fagkonsulent er heller ikke så fantastiske som i arvekonsulens tid. 40 % af en fuld stilling, det er ikke meget til de arbejdsopgaver der er, men jeg skal gøre mit bedste, og jeg har jo selv søgt det.


Konferencen:
Denne reformkonference ”Status over reformerne” er planlagt for at give historielærerforeningens medlemmer mulighed for at drøfte status og konstruktive justeringer og forhåbentlig tales der også om hvordan undervisningen foregår i hverdagen.
Jeg ville under alle omstændigheder have deltaget i denne konference – men nu gør jeg det primært for at lytte – hvor er vi - hvad er status – for sammen med historielærerforeningens bestyrelse at kunne drøfte fagets fremtid og placering i stx og hf.

Håb og vision:
Politisk set bliver jeg
liberal – socialistisk – højresindet – radikal
i dette job
men tro mig - alt sammen for at fremme historiefaget
jeg håber oprigtigt, at kunne medvirke til at kollegerne genfinder deres fag
i læreplanerne.

TAK!