Formandens åbningstale

Indledning ved formanden (11. november 2008 i Svendborg)

Hvor er det dejligt at se så mange historiefolk her ved denne konference, og tak for alle de søde tilkendegivelser ved tilmeldingerne. 132 ærlige historiefolk er vi her. Det svarer til 10 % af medlemsskaren, og der er repræsentanter fra Frederikshavn til Åbenrå, og fra Ringkøbing til Køge.  132 deltagere, det synes jeg er flot i disse tider.  Og det er da også langt flere end GL’s konference i oktober i Nyborg om reformen, hvor der ”kun” var 30 deltagere.  Bestyrelsen har glædet sig rigtig meget til at møde jer. Vi inviterede også Bertel Haarder, men han kunne ikke komme angiveligt pga arbejdspres (hvad det nu end er han går og finder på….). Vi inviterede også uddannelsesudvalget, men her havde heller ingen tilsyneladende tid til at komme. Dagspressen, GL og TV2 er ligeledes orienteret.
Med 132 deltagere regner vi med at få 2 indbringende og udbytterige dage her på Hotel Svendborg. En stor tak vil vi rette til de 12 workshopledere, der har stillet sig til rådighed for os, og som I vil lære nærmere at kende senere. Nogle er såmænd rigtig gode gamle kendinge. Historielærerforeningen byder hjertelig velkommen til alle. 
I dag kl. 11 for nøjagtig 90 år siden trådte 1. Verdenskrigs våbenhvile i kraft, og det er i den anledning, at vi har inviteret professor Joanna Bourke og Lic. Phil. Nils Arne Sørensen til at holde oplæg for os og sige noget klogt om tiden deromkring.
Vi har et stort og godt program foran os til disse to dage. Det er udarbejdet af bestyrelsen i samarbejde med regionssekretærerne.

 

Hvorfor nu denne konference? Fordi vi har mange udfordringer foran os. 
- Et er, at elevtypen ændrer sig hele tiden. I dag hvor eleverne er meget nu-orienterede og medie-orienterede har vi meget konkurrence om opmærksomheden, og der bliver lavet undersøgelser, der viser, at det at være online hele tiden forhindrer fordybelsen – det er ikke hverken overraskende eller nyt for os! Mange har desuden deres viden fra de alt for mange letkøbte udsendelser – en dag da jeg underviste om Karl Marx, sagde en elev pludselig: ”Nej, siger Carl-Mar virkelig det?” De fleste af vores elever har desuden erhvervsarbejde, fordi de skal bruge indkomsten til smart tøj, computere og rejser. Samfundsudviklingen og trenden gør det svært at holde fast i noget ret lang tid ad gangen, og der er opbrud i sammenhænge, man ellers tog for givet. Sidst har jeg fx hørt, at for at tiltrække publikum har Moesgård Museum i Århus planer om et nyt udstillingskoncept, hvor de vil lave soap-opera på museet og i øvrigt manipulere med virkeligheden, så ting bliver sat i forkert sammenhæng bare for at provokere. Ja, man ser jo en tivolisering af Gravballemanden for sig. Men det er altså den verden, vi er en del af, og det er nok også derfor man i dag næsten snakker mere om motivationskompetencer end læringskompetencer.

- En anden stor udfordring er sammensætningen og den forøgede andel af etniske grupperinger i klasserne, der stiller krav om mere af dét, der er blevet kaldt ”inkluderende undervisning”.

- Men for vores vedkommende skyldes denne konference – ud over at det er dejligt at mødes med ligemænd - først og fremmest reformen og de udfordringer og arbejdsbetingelser, vi har fået i faget via den. Som de meget forskellige workshops også afspejler, er formålet med konferencen dels at gøre status, at give og få inspiration, og dels at diskutere og finde frem til løsninger på udvalgte områder af den undersøgelse som vi gennemførte i januar. Den viste nemlig, at der var rigtig mange sider at tage fat på, og mange har følt og føler vel stadig stor frustration og afmagt over, at faget historie igennem reformen fik en helt ny skikkelse – ikke mindst ved det formindskede timetal. Og selv om man rent teknisk kan stille et regnestykke op, der viser, at vi faktisk har det samme antal timer til historie som før – nu bare uden de 20% samfundskundskab, så ved vi historielærere godt, at så enkelt hænger det slet ikke sammen. Og ja, vi skal arbejde og arbejder også for at få flere timer – men det ser ikke lovende ud.

Vi har nu gennemført et helt forløb – først på hf og nu også på stx. Ministeriet er i gang med at indhente oplysninger og erfaringer. EVA er ved at evaluere forløbet på flere områder og i flere fag, og vi kan endnu ikke vide, om undersøgelsen i historie bliver mere kompetent end samme instituts undersøgelse om ks. Stx-rapporten fra EVA om historiefaget ser dog først ud til at komme i midten af marts 2009. Vi har derfor brug for en fremadrettet evaluering indenfor egne rækker, hvor igennem vi gerne selv skulle frembringe nogle nye metoder og modeller for eller endog nogle løsninger på de udfordringer og problemer, der har meldt sig. Sidst vi var til møde hos Jarl Damgaard og co. sluttede de med at sige, at vi skulle komme igen, når vi havde afholdt denne konference. Så idealscenariet i workshops’ene ved denne konference består i – udover inspirationen - at producere forslag og løsninger, som er gode for os, og som ministeriet samtidig vil bruge. Det har de nemlig også fordel af, idet det giver ro i deres bagland.

Derfor er det selvfølgelig ikke forbudt også at påpege makværk og lufte sine frustrationer over reformen her i Svendborg. Men reformen er kommet for at blive. Det er en ny verden. Det er selv jeg blevet overbevist om her i torsdags, hvor der var møde i de faglige fora med ”de 4” fra gymnasieafdelingen i undervisningsministeriet: Jarl Damgaard, Torben Christoffersen, Jørgen Balling og Klaus Christensen.

Jarl Damgaard indledte med at sige, at fag ikke er suveræne men udvikler sig med andre fag - eller slet ikke. Vi skal huske på at tænke i ”fagområder”, sagde han. Han fortsatte: ”Eleverne skal have viden – ikke fag”, og han pointerede, at kompetencetænkningen er i fokus. Sådan. Der er ikke noget at gøre! Oversat til praksis vil det betyde, at KS ad åre snarere bliver ét fag end flere. Nogle få kaldte det i sin tid i januarundersøgelsen at tone rent flag, og at det kunne man ligeså godt, men ikke desto mindre vil vi i bestyrelsen kæmpe imod, at ks bliver ét fag.

Men der var på konferencen ingen tvivl om, at det eneste man kan komme igennem med i ministeriet er justeringer af dét, der måtte forhindre målene i reformen – både i den ene og den anden uddannelse. Med andre ord: Hvis vi skal komme med løsninger, som ministeriet gider lytte til, skal de altså lyde: ”Hvis målene skal nås, skal det og det laves om…!”

Men hvis man fx ville indvende, at man havde svært ved at få afprøvet de faglige mål ved eksamen – med den dagsorden, at så ville de faglige mål sikkert blive ændret, ja, så ville Jarl Damgaard formodentlig vende det mod eksamensformen snarere end mod de faglige mål. Thune-udvalget blev jo nedsat med det formål at undersøge, om der kunne spares, og om der var ”value for money” i vores eksamensform. Så vi skal tænke os rigtig godt om, når vi påviser uhensigtsmæssigheder til ministeriet. Vi skal helt konkret komme med gode løsninger, der befordrer målet, for at de får øje på det i ministeriet. Og jeg er sikker på, at vi kan finde løsninger, der er bedre end dem, embedsmændene selv kan få øje på. De har nemlig ikke adgang til virkeligheden, sådan som vi har.

Endvidere ville Jarl Damgaard også gerne have os til at komme med forslag til ”deregulering”, således at man ville kunne frisætte noget faglig energi på skolerne, så lærerne på den enkelte skole ville komme til at føle mere ejerskab over praksis, modeller og metoder.  Det er rigtigt, at man føler mere ejerskab til noget, man selv har været med til at lave, men jeg kan ikke lade være med at synes, at det i virkeligheden også er en smart måde at forsøge at få os med på legen. Og Vi skal i hvert tilfælde passe på, at vi ved dereguleringen ikke skal opfinde den dybe tallerken hver gang hver for sig på hver sin skole. Og derfor må vi kalde på mere efteruddannelse, ikke kun internt på hver sin skole, men hvor vi også mødes på tværs af skolerne – gerne nationalt. Vi vil gerne klædes bedre på til opfølgningen og udfordringerne i fremtiden. GL siger jo, at der er penge nok! Det kræver visse steder, at man får sin ledelse i tale. Flere tilmeldte til denne konferencen har efterfølgende måttet melde fra, fordi deres rektor mente, at de hellere skulle passe deres job, end tage på denne konference – og de havde endda forud fået bevilliget pengene til konferencen.

På konferencen i Vejle var også repræsentanter for EVA, som selvfølgelig ikke kunne sige noget om historieundersøgelsen endnu men generelt kunne påpege, at de igennem deres øvrige undersøgelser kunne konstatere, at der så ud til at være plads til mere ”fagområdeidentitet”, og at det begreb gerne skulle italesættes rundt omkring på skolerne. Det betyder, at man vil have os til at gøre fagene endnu klarere i studieretningerne, således at historie i en studieretning med Matematik og fysik ville skulle antage én skikkelse, mens det i en studieretning med Engelsk og Tysk skulle antage en anden. Vi lærere er meget forskellige. Jeg ved, at nogle er ellevilde ved tanken, mens andre – de fleste måske – er mere eller mindre lunkne. Men der findes sikkert mange løsningsmodeller til, hvordan denne toning kan gøres mere eller mindre ambitiøst.

Desværre for Historielærerforeningen blev vi af forskellige grunde slet ikke orienteret om konferencen før i sidste øjeblik. Meningen med konferencen var, at de faglige fora i forvejen via fagkonsulenten skulle rapportere tilbage til ministeriet omkring fagenes situation lige nu. Invitationen blev sendt ud 8. september 2008 fra ministeriet. Tidligere fagkonsulent Torben Jakobsen var fratrådt, og Lene Jeppesen tiltrådte først sit embede den 20. oktober, men hun sendte straks derefter invitationen ud. Der var det imidlertid for sent at indkalde bestyrelsen, for deadline for tilbagemelding til ministeriet var 8. oktober! og i betragtning af at vi skulle afholde denne konference ville det ikke give nogen mening, hvis jeg begyndte på egen hånd at fremstille noget hastværk. Jeg vil så her efterfølgende skrive til ministeriet og forklare, hvorfor vi har været for sent på den. Jeg vil også tillade mig at skrive, at de selv er årsag, idet de i sommer ikke syntes, at opslaget til ny fagkonsulent hastede. Jeg antyder ikke, at de har gjort det bevidst, fordi historie er det fag, der tydeligvis er mest kritisk, men jeg siger bare, at der har været tale om et sammentræf af uheldige omstændigheder. Og endelig er det da heller ikke for sent at gøre opmærksom på vores holdninger overfor ministeriet, så nogen katastrofe er det ikke, at vi ikke fik fremsendt vores papir i tide.

Men Tonen på konferencen i Vejle for de faglige fora blev således lige rigelig positiv. Formand for Gymnasierådet Eva Hofman-Bang havde lavet en konklusion over de rapporter, der var kommet fra de andre faglige fora. Hun var meget positiv. Det ser ud til, at de fleste fag faktisk synes, at det går godt. Også de fag, der ser ud til at være trængte efter reformen, formår altså at se ud over trængtheden og konkludere, at det, der er, går godt. Kemi havde en fodnote omkring det faglige niveau, som de mente var faldet, men Historielærerforeningen var altså ikke med til at præge stemningen.

Som jeg sagde: Jeg kan love jer, at jeg vil følge op på det herefter. Såvel med hensyn til ikke at være informeret i tide som omkring tilbagerapportering af histories situation generelt – det positive såvel som det negative.  I øvrigt har ministeriet jo allerede for et halvt år siden modtaget vores rapport, som ganske vist er et øjebliksbillede fra dengang, men som ikke desto mindre peger på relevante problemområder, som vi også skal arbejde med her.  Desuden undrer jeg mig meget over, hvordan reformen pludseligt kan fremstå i et så positivt lys, når man ved, hvordan der snakkes på lærerværelset.

Man kan måske påstå, at man hidser hinanden op på lærerværelserne. Men det må også handle om måden, der bliver spurgt på i undersøgelserne. Fx havde ministeriet bedt de faglige fora om at lave en vurdering af, om ambitionsniveauet i forhold til elevernes muligheder for at nå stoffet og opfylde de faglige mål var passende. Det kan ikke nødvendigvis oversættes til, at fx elevernes fagfaglige niveau er passende. Men sådan skal vi altså ikke tænke længere. Argumentationen kunne lyde, at Almen dannelse engang handlede om at erhverve sig et reservoir af stærk fagfaglig, fortidig og samtidig viden, som man så kunne øse af, når man havde brug for det, men i det senmoderne samfund handler almen dannelse tilsyneladende mere om ikke at blive handlingslammet, når man står i en uventet situation overfor en uventet opgave. Man skal kunne overskue kaos – ikke grave dybt – og slet ikke grave faggrøfter. Kravene om fleksibilitet på det globale arbejdsmarked synes vel at understøtte det sidste. Men man kan ikke undlade at mærke en kamp i mellemgulvet mellem på den ene side et ønske om fastholdelse af en ren fagfaglig tilgang og så på den anden side godt at kunne se fornuften i de mere flydende faggrænser.

Nå, men hvad er der så på dagsorden for tiden i ministeriet? Ifølge Jarl Damgaard er det SRP med hensyn til både længde, vægtning og fag. Sjovt nok er såvel Monsterudvalget, som reformgruppen og følgegruppen meget uenige om deres anbefalinger, så derfor kan vi regne med, at alt kan komme i luften.  Desuden er der på dagsorden tale om visse reguleringer på HF (for vores vedkommende vel mest om der fortsat skal gælde et valg omkring 3/24 timers forberedelse), så var der antal A-niveauer i Studieretningsbeskrivelsen, og endelig vil man undersøge, om der er tale om en overdreven akademisering i gymnasiet men især på hf. Dvs. at en ændring af eksamensordningen ikke ligger først for på bordet – endnu – selv om Jarl Damgaard gerne ville have os til at vurdere, om AT-prøven kunne afvikles med intern bedømmelse.

Det skulle således ikke undre mig, om reformen i sidste ende samlet set får gode karakterer. Med den nye karakterskala – hvor det jo er blevet sværere at dumpe en samlet eksamen - kan den næsten ikke andet.
Så ja, vi står så sandelig overfor store udfordringer. Man kan vælge at resignere og at sætte sig udenfor. Man kan fortsætte med at kæmpe imod reformen med næb og kløer, jeg har dog ikke fantasi til at forestille mig, at det vil hjælpe. Men vi kan også vælge at sige, at når vores indflydelse nu alligevel ikke har vist sig at række til en reform af reformen, så må vi arbejde videre med ændringer de steder, hvor vi kan få indflydelse.

Gymnasielærere har gjort en kæmpe indsats for at få reformen til at køre. Det har kostet om ikke blod så dog sved og tårer. Vi har indrettet os, tilpasset os, og vi har produceret nye bøger og materialer. Vi har udviklet nye metoder og praksis’er. Vi har deltaget i så meget efteruddannelse, som vores tid har tilladt os. Vi har vist, at vi uanset alder ikke er tilbagelænede og forkælede men derimod hårdtarbejdende, i bevægelse, kreative og refleksive.  Jeg synes, at det er på tide, at vi får noget af stoltheden over os selv og vores arbejde tilbage og siger, at uanset de vilkår vi er blevet budt, så er det en kæmpe opgave, vi har løftet. Jeg ønsker alle et rigtig godt ophold her i Svendborg og et godt udbytte.

Agnete Holst Andersen