Workshop 5: Historisk metode

Workshopleder og referent: Henrik Skovgaard Nielsen

(billedet stammer fra en anden workshop)

Der var to sessioner, og dette er en sammenskrivning af nogle resultater fra begge grupper:

• Der var enighed om, at der er en fare for ”pixificering”, altså at for megen tid går med grundbogsgennemgang, og at der fokuseres for lidt på de andre muligheder, som er opregnet i læreplanen, og som er afgørende vigtige for et vedkommende historiefag. Denne fare hænger sammen med det nedskårne timetal og opregningen af de indholdsmæssige krav. Også de mange afbrydelser i undervisningen medvirker til pixificering

 

• Der er behov for en offentlig/politisk markering af, hvad der er karakteristisk for historiefagets identitet. Der var stor enighed om, at det ikke (kun) er metode, men, at historie er det fag, hvor man historiserer; altså hvor man sætter nutiden ind i/fortolker en fortidig sammenhæng med nutiden, også med nogle forestillinger om/forventninger til fremtiden.

 

• Hovedproblemstillingen var naturligvis: historisk metode. Men spørgsmålet er, hvad dette begreb omfatter. Ofte defineres det som ”kildekritik”, men der var enighed om, at det ikke er nok. For det første foretrækker man ordet ”materialekritik”, fordi ”kildekritik” associeres med noget ret snævert, mens materiale åbner for langt flere former for ting, man kan inddrage i videnskabsfag og undervisning. Men også andre elementer indgår, uden at man dog kan sige, at der er total enighed om dette. Fx er der uenighed om, hvorvidt man kan kalde det kontrafaktiske for en historisk metode. Og kan man kalde læreplanens krav om perspektivering og samtidsforankring for historisk metode? Begrebet ”kvalificeret fortidsbrug” spillede her en rolle i diskussionerne

 

• Der blev brugt megen tid på overvejelser om forholdet til det samfundsvidenskabelige fakultet. Historie er jo i læreplanen defineret som både et humanistisk og samfundsvidenskabeligt fag. Der var enighed om, at historie inddrager metoder fra begge fakulteter, og at man derfor kan tale om, at metoderne er et kontinuum, hvor historie dækker stort set det hele, men hvor der dog nok – helt på yderpunkterne – kan tale om noget specielt for det ene eller det andet. Ebbe Kühle foreslog, at samfundsfag nok kan dække udarbejdelse og behandling af spørgeskemaer!

 

• Der var enighed om, at det vigtige er, at man bruger metoder, som er relevante for at behandle de problemstillinger, som man arbejder med. I nogle tilfælde er de hermeneutiske,  i andre tilfælde bruges de metoder, som samfundsfagsfolkene anser for relevante, men som altså er en del af de redskaber, som historikere også bruger.

 

• Det blev diskuteret, om elevers (og læreres) brug af IT: nettet, googlerier, facebook, Utube osv. stiller krav om en forskydning af arbejdet med metode i retning af større beskæftigelse med netop disse midler. Nogle mente, at det nok blev dækket ind af den mere traditionelle metodeundervisning, men de fleste mente nok, at der her var et problemområde, som fortjener større fokus

 

• Der var ønsker om, at foreningen, fx på EMU’en, prøver at opstille nogle stikord til at indkredse metodebegrebet i historie