Menu
CFU logo © CFU
 
• Indhold

Nyt web-univers viser vej til danmarkshistorien - 1001 fortællinger

150 fagfolk står bag Kulturarvsstyrelsens nye total-guide til Danmarks kulturhistorie.

1001 fortællinger

Grove Kirkegård


Det er mest spædbørn og gamle, der er begravet på flygtningekirkegården i Grove og Kølvrå. For hvert af de mange grå granitkors ligger fire mennesker begravet. Der er to personnavne på hver side af korsene, og gravstederne er smukt beplantet med lyng fra Lüneburger Heide i Nordtyskland. I alt ligger ca. 2500 tyskere begravet her. De fleste af dem var flygtet fra de østtyske områder med den russiske hær i hælene i foråret 1945. 

Næsten en kvart million tyske flygtninge kom til Danmark ved krigens afslutning. 20.000 af dem blev placeret i tre lejre ved det lille landssogn Grove, og lejrene blev stærkt bevogtet for at begrænse samkvem mellem de tyske flygtninge og den lokale danske befolkning. De sociale og sundhedsmæssige forhold i lejrene var elendige. Også danske lægers rolle har været kritiseret, fordi så mange tyske børn døde i lejrene.  De sidste flygtninge blev sendt til Vesttyskland i 1949, og lejrene i Grove blev nedlagt. I dag vidner kun gravpladsen ”Deutsche Kriegsgräberstätte Grove” om, at her har ligget lejre med 20.000 tyske flygtninge.

Historien om flygtningekirkegårdene i Grove og Kølvrå er en af mange historier om de mest interessante steder i Danmark, som man kan se, læse og høre på Kulturarvsstyrelsens nye web-univers ”1001 fortællinger”. Det er en digital oplevelsesguide til Danmarks kulturhistoriske hot spots, skrevet af 150 eksperter og fagfolk, heriblandt arkæologer, historikere, arkitekter og museumsinspektører.

For første gang foreligger en gratis digital guide til de vigtigste historiske steder i Danmark. 1001 unikke lokaliteter er samlet i ét web-univers, der både fortæller historien og viser vej på ture ud i landet. Hjemmesiden inviterer også brugerne til at fortælle om deres oplevelser af stederne.

I billeder, videoklip, lyd og tekst kan brugerne se, læse og høre om bopladser og sørøverborge, kongedrab i middelalderen og hemmelige militæranlæg under Den kolde krig. Man kan også få sandheden om kirkegårde i koleraens tid og om Danmarks første kolonihaveforening. Og historierne findes i hver eneste afkrog af landet, hvor man selv kan opleve dem på stedet ved hjælp af denne nye guide.

Hjemmesiden skal inspirere til besøg og give ny viden og overraskelser. ”1001 Fortællinger” er derfor en glimrende guide til alle, der gerne vil planlægge ture og udflugter i landet. Samtlige beretninger er tilgængelige på både dansk og engelsk, både i tekst og som lydfiler. Hjemmesiden kan også ses på mobiltelefonen, så man kan læse om seværdighederne ude på stedet, og brugerne kan kommentere og tilføje nye fortællinger om deres egne favoritsteder.

 

Find 1001 Fortællinger her.