Det lugter lidt af gamle dage!

I slutningen af 1800-tallet gik arbejderne på tekstilfabrikken Brede Værk ikke selv med ur. Alligevel var de aldrig i tvivl om, hvornår det var tid til at tage fat på dagens arbejde. Både morgen, middag og aften kunne fabriksfløjten høres over hele det lille fabrikssamfund. Rettidighed var et nyt og centralt fænomen i industrialiseringens tidsalder. Arbejderne skulle yde og stå til rådighed i den tid de blev betalt for, og fabriksfløjten var ikke nok i sig selv. Overalt i Brede var der ure. Et styreur sørgede med præcision for, at alle ure gik ens. Fabrikkens tårnur, som kunne ses på lang afstand, var imidlertid en undtagelse. Dag ud og dag ind pegede viserne på det samme klokkeslæt: Syv minutter i syv. I virkeligheden var der nemlig ikke tale om et rigtigt urværk, men blot en bemalet træskive. Den var lavet som en evig påmindelse og formaning til arbejderne i området om at møde til tiden. I dag er det noget specielle tårnur blevet til en museumsgenstand. Det er en genstand som mange gymnasieelever lægger mærke til og undrer sig over, og i al sin pædagogiske enkelthed er den specielle urskive et spændende udgangspunkt for en diskussion om bl.a. tidsopfattelse, industrialisering, socialisering, arbejdsforhold og organisationsform. Samtidig giver uret et lille indblik i hvor mange fortællinger museerne og deres genstande rummer, ikke mindst når de aktiveres i en undervisningssammenhæng.

Ifølge gymnasiebekendtgørelsen 1) drejer historie sig bl.a. om, hvorledes mennesker har levet sammen og forholdt sig til samfund og naturgrundlag fra oldtiden til i dag. Historie giver viden om begivenheder, udviklingslinier og sammenhænge og bidrager til at skabe fælles baggrund for udviklingen af historie og bevidsthed. Helt centralt i faget er tolkningen af de spor, den historiske proces har efterladt sig samt at se på hvorledes tolkningerne af historien er blevet brugt. Det væsentligste spor, der arbejdes med i historieundervisningen er det skrevne ord, i form af diverse skriftlige kilder. Men begrebet ”historiske spor” dækker også over meget andet. Det kan være malerier, levende billeder, bygninger, haver, landskaber og ikke mindst den store mængde af genstande, herunder møbler, beklædning, redskaber m.m. som mennesket har brugt fra oldtiden til i dag. Alle er de spor som kan hjælpe os med at uddybe eksisterende viden eller give os en ny indsigt i fortidens måde at leve og agere på.

Genstande har den fordel, at det er noget de fleste mennesker bliver fascinerede af. Genstande taler til undren, indlevelse og fantasi. Hvem har boet i stuerne, hvad blev et manglebræt brugt til og hvem har haft skoene på? Det gode ved genstande er, at de i modsætning til tekst, ikke er skrevet med en specifik modtager eller målgruppe for øje. Unge som gamle kan med udgangspunkt i deres egne erfaringer og kundskaber, gå til genstandene, som kan aktiveres på mange niveauer og i mange kontekster.

Umiddelbart vil mange af fortidens genstande virke genkendelige i form og funktion. At kunne ”læse” og fortolke genstande eller billeder synes umiddelbart ligetil, men ligesom man skal lære at læse tekster i en bog, må man også lære at ”læse” genstandene (Shuh 1994). De fleste har ikke noget problem med at genkende en økse, men når de får at vide at netop denne økse blev brugt af bødlen kigger de på den på en helt anden måde. De fleste er heller ikke i tvivl om, at en såkaldt ”bred kjole” fra 1700–tallet er en kjole. Omvendt kan det være svært at forstå, hvorfor og hvordan man gebærdede sig rundt, når hofterne via puder eller stativer blev forlænget med 20-40 centimeter på hver side.

I historieundervisningen er det ofte de overordnede strukturer i den historiske udvikling, der fokuseres på. Men bag den overordnede fælles historie findes de nære personlige fortællinger om, hvordan kendte som ukendte individer oplevede og var en del af den fælles historie, eller hvordan de måske brød med den. Det gode ved genstande er, at de kan hjælpe os tættere, ikke bare på vores fortid, men også på ”almindelige” menneskers dagligliv og tankeverden. Pølsehorn, en lavslade eller legetøj viser ofte en side af historien vi ikke umiddelbart finder i historiske traktater eller på dokumenter med laksegl. Begge typer af historiske materiale, genstandene såvel som de historiske dokumenter, vil ofte være at finde i museumsudstillinger. Derfor giver et museumsbesøg god mulighed for både at fokusere på den individuelle, nære og personlige historie samt på de mere overordnede historiske strukturer. Fælles er dog at uanset hvilken historie der vælges og fortælles, visualiseres den gennem brugen af forskellige former for genstande.

En genstand er et udtryk for den tid, den har været en del af, for den sammenhæng den tidligere indgik i, og for den sammenhæng vi i dag placerer den i. Hver genstand har sin helt egen historie. En historie om dens tid og funktion, men også om de mennesker, der anskaffede den, om den sammenhæng de brugte den i, og om hvilken betydning den havde for dem. Denne dialog og dette spændingsfelt mellem historie, individ og genstand er rigt repræsenteret i museernes samlinger og udstillinger.

I 1930 købte den unge Mimi Bierregaard en ny kjole, da hun var med sine forældre i Paris. Den lysegrønne florlette silkekjole var skabt af Jean Patou, en af tidens førende modeskabere. Han havde året inden, han kreerede Mimis kjole, ladet 20’ernes knækorte kjole forsvinde til fordel for den hellange kjole. En modehistorisk begivenhed som dragtforskere ligefrem har sat i forbindelse med det store børskrak i Wall Street i 1929. Mimis kjole er derfor interessant i sig selv, men den skulle vise sig også at være interessant på en anden måde end som modehistorisk genstand. Med Mimis kjole er der et sjældent sammenfald mellem genstanden, den nære personlige historie og den overordnede historiske udvikling. Til kjolens historie hører nemlig også det, Mimi oplevede, da hun havde kjolen på.

Til en ungdomsfest i Prag i slutningen af 30’erne havde Mimi, iført sin parisermodel, mødte den unge jødiske mand Otto Grünberger. De to fastholdt korrespondancen i årene efter mødet. Som jøde blev Otto imidlertid sendt til koncentrationslejren Theresienstadt. Mimi sendte mange overlevelsespakker til vennen og modtog til gengæld kvitteringspostkort fra ham i lejren. En dag hørte Ottos breve op, og man behøver næppe gætte på hans skæbne. Mimis lille personlige historie om ungdom og venskab væves med ét ind i den store historie om 2. verdenskrig og nazismens racepolitik. I dag er både postkort, fotografier af Otto og Mimi samt kjolen endt i Nationalmuseets samlinger.

Landets museer og besøgscentre har i dag fået en etableret plads i gymnasieundervisningen. Museerne kan med deres samlinger, udstillinger, undervisningstilbud og materialer bidrage med fordybelse, detaljer eller nye perspektiver på det læste stof. Museerne repræsenterer et helt andet læringsrum. Det er fysiske, tredimensionelle rum, hvor også det æstetiske er i spil. De mange genstande, malerier m.m. bidrager med en stoflighed som er svær at få i klasselokalet, og de åbner op for andre former for didaktik.
Ifølge lederen af Skoletjenesten 2), Poul Vestergaard, er museernes potentiale som alternative læringsrum derfor indiskutabelt. I Tidsskriftet Danske Museer skriver han at ” Mange års undervisning på store som små museer dokumenterer dette! I England har man – ligesom herhjemme og i så mange andre lande – traditionelt opfattet museer som vigtige rammer for undervisning. Målgruppen har i første omgang været skoler, men undervisningen ses i høj grad i den mere brede betydning: lifelong learning, som omfatter både den formelle og den ”informelle læring”(Poul Vestergaard 2003:27).

Det var særligt museumsloven i 1969 som satte museumsundervisningen på dagsordenen, og dermed gang i mere målrettede undervisningsinitiativer på landets museer. Med loven blev det nemlig fastslået, at et landsdelsmuseum, blandt andet fagligt uddannet personale, også skulle ansætte en museumspædagog. Det betød, at mange, meget målrettede initiativer blev sat i værk på landets museer. Arbejdsområdet var bredt defineret, men omfattede under alle omstændigheder samarbejde med skoler og gymnasier om klassebesøg, lærerkurser og undervisningsmaterialer. Undervisning på museer og museumsformidling er langt fra nye størrelser. Traditionen rækker lige så langt tilbage som museumsinstitutionen selv. Museumsmanden, Christian Jürgensen Thomsen, var i 1840’erne ikke bleg for selv at vise rundt i oldsagssamlingen på Trinitatis kirkes loft. For ham var det ikke nok i sig selv at indsamle, registrere og bevare genstandene. For Christian Jürgensen Thomsen var det essentielt også at få formidlet historien ud til et bredt publikum.

Den udvikling, som startede i slutningen af 1960’erne har taget yderligere fart i de seneste årtier. I dag er stort set intet nyt museumsprojekt eller ny udstilling tænkelig uden et undervisningsprogram, og løbende tilslutter stadig flere institutioner sig med nye undervisningsinitiativer. Det gælder både de store etablerede museer, men også en lang række af mindre og ofte lokale initiativer. På ”den lokale mølle”, lokalmuseet, eller de nye besøgscentre rundt om i landet bliver der i stigende grad lavet særlige tilbud for skoler og gymnasier. For museerne er undervisningsgrupperne en vigtig besøgsgruppe, og for mange institutioner er besøgstallet for skoler gennem de sidste 10 år steget væsentligt, selvom også konkurrencen institutionerne imellem er blevet større. En klar, faglig og målrettet indsats på undervisningsområdet, kombineret med bedre markedsføring, har vist sig at bære frugt. 

Hvis eleverne står overfor et valg mellem almindelig klasseundervisning og et museumsbesøg, er der nok ikke tvivl om, at de fleste vil vælge museumsbesøget. Et museumsbesøg får ofte i elevernes bevidsthed karakter af et afbræk fra den almindelige undervisning eller en slags frikvarter. For nogle lærere bliver museumsbesøget let den gulerod som skal drive elevernes motivation. Af samme grund vil andre lærere måske fravælge museumsbesøg, da de frygter at det ikke vil være udbytterigt nok. Med et omfattende kernestof og supplerende temaer er der lagt op til et presset program. Det der umiddelbart kunne synes at være spild af tid kan dog vise sig at være en hurtig genvej. Museer repræsenterer i reglen en meget koncentreret og specialiseret viden, hvilket gør det muligt på en overskuelig og hurtig måde at orientere sig fx i en periodes væsentlige træk eller i lokalområdets beskaffenhed og udvikling. Vigtigt er det, at museumsbesøget ikke kommer til at stå isoleret, men at det netop inddrages i undervisningen, både før og efter besøget. På den måde kommer et museumsbesøg til at stå meget skarpt i de flestes erindring. Der er mange ting som folk ikke kan huske fra deres skole- eller gymnasietid. Men museernes erfaring er, at noget af det folk som regel kan huske er de museumsbesøg de har haft som en del af undervisningen.

Et museumsbesøg kan tilrettelægges på mange måder. Eleverne kan gå rundt på egen hånd, evt. med en speciel opgave for øje. Læreren kan selv vise eleverne rundt, og dermed fremhæve netop de temaer og genstande som særligt underbygger det klassen arbejder med, og endelig har mange museer omvisere ansat til at undervise og vise rundt i udstillingerne. Mange steder er omviserne unge studerende, som formidler deres hovedfag. Omviserne er generelt gode til at tilpasse museernes eksisterende undervisningstilbud til det pensum som eleverne har. Mange museer bruger desuden meget tid netop på at sætte sig ind i læseplaner, fagbekendtgørelser og med udgangspunkt i de eksisterende udstillinger søger de at målrette undervisningen til gymnasierne. Det kræver af og til nytænkning fra museernes side, da udstillingerne ofte er skabt i en anden kontekst og med andre mål for øje end lige nødvendigvis dem som står i læreplanerne.

Vidt forskellige institutioner kan bidrage med nye vinkler og nok så vigtigt med deres specialviden. Tager man udgangspunkt i det udpegede kernestof i bekendtgørelsen for historiefaget 3) kan et område som industrialisering tjene som en god illustration af, hvor mange museer som vil kunne inddrages, samt hvor mange muligheder, der viser sig i et museumsbesøg. Et besøg på Teknisk museum i Helsingør kan fx bidrage med et indblik i den teknologiske dimension af industrialiseringen. På det Nationalhistoriske museum på Frederiksborg Slot findes malerier af industrialiserings store mænd; herrer med høj hat og i mørkt tøj, som med hele deres virke symboliserede en væsentlig del af tidsånden. Den modsatte indfaldsvinkel kan vi møde på Arbejdermuseet i København, hvor arbejdernes liv og vilkår behandles, ligesom Carlsberg bryggeriet også er en oplagt mulighed, hvis det handler om at få et indblik i tiden og i arbejdernes levevis. I Nationalmuseets permanente udstilling Danmarkshistorier 1660-2000 gives et mere generelt overblik over tiden. Det handler både om industri og fagforeninger, men også om klassesamfundet, vandringen fra land til by, udviklingen på landet m.m. Københavnsområdets museer er dog langt fra ene om at give et indblik i industrialisering. Mange lokale museer og initiativer, herunder Frederiksværkegnens museer og Danmarks Industrimuseum i Horsens har væsentlige samlinger, der kan belyse emnet.

For elever i dag kan det være svært helt at forstå, hvor stor en samfundsrevolution, der egentlig var forbundet med industrialiseringen. Det er ikke umiddelbart let at se det vidunderlige og banebrydende i et stort skrummel af en gammel maskinvæv, men et museumsbesøg kan måske hjælpe forståelsen lidt på vej. På Frilandsmuseet i Sorgenfri symboliserer det lille husmandssted ”væverhuset fra Tystrup” på Sjælland, i alt sin enkelthed tiden før industrialiseringen. At få vævet hvergarn, vadmel eller olmerdug var en arbejdskrævende proces. Fåret skulle klippes, ulden kartes og hørren skulle ruskes, røddes og brydes inden den kunne spindes. Først efter dette omfattende og tidskrævende arbejde kunne garnet sendes til væveren, og hans møjsommelige arbejde kunne begynde. Det var netop et arbejde som hans som med industrialiseringen efterhånden blev gjort overflødigt. Udviklingen var lige om hjørnet, og på en 20 minutters gåtur fra Frilandsmuseets lille væverhus til industrisamfundet Brede Værk med arbejderboliger, fabriksbygninger m.m. begiver man sig også på en vandring fra landbosamfundet og ind i industrialiseringens tidsalder og landskab.

I 1980’erne lavede Brooklyn Museum i New York en undersøgelse af, hvordan forskellige aldersgrupper opfattede et museumsbesøg. Undersøgelsen viste at mange teenagere som besøgte museet generelt manglede nysgerrighed og en æstetisk, humanistisk eller historisk ramme som kunne hjælpe dem at fortolke de genstande de så på museet. Omvendt havde netop teenagegruppen en god evne til at være fantasifulde og dybsindige, og de havde en særlig evne til at sætte sig ind i andre menneskers liv. Når netop denne gruppe blev spurgt om, hvad de kunne lide ved et museumsbesøg, sagde de teenagere som deltog i undersøgelsen, at det gode ved museer var at det gav dem mulighed for at have samtaler om vigtige emner, og for at få tanker og ideer fra andre kulturer tilføjet til deres egne tanker.(Jensen 1994:113)

De seneste års erfaringer fra Nationalmuseets og Skoletjenestens arbejde med formidling til de ældste elever har generelt vist, at museerne står sig godt ved også at skabe aktuelle og debatterende undervisningstilbud ved siden af den mere traditionelle formidling. Det er vigtigt at sætte fokus på emner som engagerer og berører de unges eget liv, og i en udgivelse fra Statens Museumsnævn definerer Carsten Paludan-Müller netop museernes opgave, som det at optræde ”overraskende, diskuterende, idé- og associationsstimulerende i forhold til de spørgsmål som optager folk i dag.” Men som det samtidig kommer til udtryk i Nationalmuseet Arbejdsmark fra 2002 er det også en løbende udfordring for et museum at skulle bevare sin forankring i historien og de traditioner, som samlingerne bærer, samtidig med at museet skal holde sig åben overfor de forandringer, som er nødvendige for at museerne kan opfylde sine funktioner i et nutidigt samfund. (Nationalmuseets Arbejdsmark 2002:156).

Et indblik i fortidens verden kan ofte være en god måde at få eleverne til at forholde sig til deres egen tid og normer. Fortiden bliver et spejl på nutiden, og ved at forholde sig til sammenhængen mellem fortid, nutid og fremtid opdager eleverne deres egen rolle i den historiske proces. Historiens gang ændrer både verden og vores syn på verden. Åndelige og materielle kræfter arbejder hele tiden sammen om at forandre det verdensbillede, der afgør, hvordan vi lever, tænker og handler. Ved hjælp af meget konkrete eksempler kan vi give eleverne en fornemmelse af mennesket som historieskabt og historieskabende.

Hver tid og hver kultur har sin opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert – ret og rimeligt. Gennem tiden har vi ændret vores holdning til, hvordan vi straffer og hvad vi straffer for. Måden et samfund straffer på, fortæller meget om de normer, der findes i en bestemt tid, og emnet i sig selv kan både illustrere forskellige perioders menneskesyn, magtstruktur og mentalitet. Med undervisningstilbuddet Ret og rimeligt har Nationalmuseet derfor valgt at sætte fokus på forbrydelse og straf i perioden 1660 til ca.1850. Det var en tid, hvor blodige og makabre henrettelser blev brugt til både at belære og underholde den brede befolkning. Tyve blev brændemærket og fik afhugget fingre eller hele hånden, og folk kunne blive dømt til at ”miste huden”. Men det var også en tid, hvor man langsomt begyndt at ændre syn på forbryderne og på de hårde straffemetoder. I de samme bygninger, som i dag rummer Nationalmuseet, havde højesteret til huse fra 1794-1854. Alene på den baggrund udgør museet en stemningsfuld scene for diskussioner om ret og straf. Selve undervisningen foregår dog primært i Nationalmuseets udstilling Danmarkshistorier 1660-2000. Her findes et lille rum fyldt med diverse tortur, straffe og pineinstrumenter fra enevældens tid. Det er med udgangspunkt i disse genstande, i nogle af udstillingens øvrige rum og interiører, samt i en række originale retssager, at vi sammen med eleverne åbner op for en diskussion om ret og straf.  Retssagerne er udvalgt ud fra flere kriterier. De afspejler på den ene side høj og lav i samfundet, fra de luskede tjenestepigers smørtyveri på herregården til Struensees højforræderi, og sagerne gøres netop levende ved hjælp af museumsgenstandene, når tjenestepigernes sag præsenteres i stuerne fra den herregård hvor de gjorde tjeneste, eller når øksen som sandsynligvis blev brugt ved Struensees henrettelse hænger frygtindgydende i sin montre. På den anden side belyser de forskellige former for forbrydelser: Forbrydelser mod religionen, tyveri, sædelighedsforbrydelser, majestætsfornærmelse og mord. Opgaven til eleverne er, at dømme fortidens forbrydere og dermed få kendskab til idealerne bag de oprindelige domme. Det er dog ikke nok at dømme. For at forstå dommene og den efterfølgende straf, er det nødvendigt at sagerne belyses og sættes i perspektiv. En ting er, hvad den unge barnemorderske dømmes til. En anden er, hvorfor hun gjorde som hun gjorde? Motivet for hendes forbrydelse var måske et forsøg på at undgå straffen for hor eller skammen ved at få et uægte barn. Den dialogbaserede undervisning understøttes af et undervisningshæfte, specielt udarbejdet til dette tema.

Overordnet lægger undervisningen op til undersøgelse af, hvilke forestillinger om rigtigt og forkert, der er med til at sammenkitte vores samfund. Hvad er det vi i dag opfatter som ”normalt”, og hvilke idealer er det baseret på? Er den måde, vi i dag dømmer og straffer på, fx bedre eller mere rigtig end tidligere tiders? Vi synes måske at fortidens blodige straffe var overdrevent hårde, men spørgsmålet er, om vores eget system faktisk er mildere. Nogle ville måske foretrække en hurtig omgang pisk på torvet frem for flere år bag tremmer. Med andre ord: Der er masser af stof til eftertanke og diskussion i emnet. Samtidig er det et emne, der i den grad lægger op til sammenligning, dels med nutidig praksis i andre verdensdele, dels med forskellige holdninger til spørgsmålet om menneskerettigheder.

Andre temaer, som fx ligestilling kan også bruges til at give eleverne en forståelse af, at vi har historien med os i den måde vi opfatter verden og hinanden på. De fleste forklaringer og argumenter vi har omkring køn og ligestilling i dag, er uanset vi vil det eller ej, historisk funderede. Traditionelle borgerlige idealer fra 1800-tallet om køn og opdragelse optræder i de unges bevidsthed ofte i en skønsom blanding med de argumenter og holdninger som bl.a. kom til udtryk med rødstrømpebevægelsen i slutningen af 1960’erne og i løbet af 1970’erne. På museerne rundt om i landet findes der utallige muligheder for at underbygge netop et emne som dette.

Ifølge gymnasiebekendtgørelsen 4) har historiefaget et særligt ansvar for at skabe helhed og sammenhæng i gymnasieforløbet. Derfor skal eleverne trænes i at arbejde med emneforløb, der afvikles i samspil med andre fag, både i grundforløbet, i studieretningsforløbet og i almen studieforberedelse. Med andre ord gælder det samspillet med andre fag. Museer er netop institutioner, der gennem deres virke er vant til både tematisk og kronologisk at arbejde på tværs af faggrænser. Kunsthistorie, historie, etnologi, antropologi og arkæologi er genre i spil når udstillinger skal tilrettelægges. Men også de samfundsvidenskabelige og naturvidenskabelige fag er en del af museumsverdenen. Udstillinger som tager udgangspunkt i en given perioden, kan næsten ikke undgå også at behandle emner om natur- eller videnskabssyn. Det er svært at forstå 1700-tallets verden uden også at tale om oplysningstid og når talen falder på renæssancen er det næppe hensigtsmæssigt at sætte fokus på livet i perioden uden også at involvere tidens videnskabelige tankeverden, herunder bl.a. astronomi.

Den tværvidenskabelige indfaldsvinkel afspejler sig ofte i museernes undervisningstilbud. Når Golden Days in Copenhagen festivalen hvert andet år bliver afholdt, er der altid undervisningsbidrag fra både naturvidenskabelige-, kunst- og kulturhistoriske museer. I samarbejde med Dansk Naturvidenskabsfestival arbejder et museum som Nationalmuseet også aktivt med at udvikle tværvidenskabelige tilbud til gymnasiet. På rette vej kalder vi et tilbud som henvender sig til fagene historie, matematik og fysik. Undervisningens overordnede formål er at oplyse om, hvordan teknologiske innovationer indenfor søfart var med til at skabe grobund for den udforskning af verden og voksende verdenshandel, som foregik fra slutningen af 1400-tallet og frem til 1800-tallet. Selve undervisningen på Nationalmuseet er tilrettelagt som en rundrejse mellem museets samlinger, hvor eleverne løbende får demonstreret navigationsinstrumenter. Rejsen tager udgangspunkt i middelalderudstillingen, derefter går turen til Afrika, Indien, Kina, Amerika, for til sidst at ende tilbage i Europa, i det rum i udstillingen ”Danmarkshistorier” der beskæftiger sig med verdenshandel og kolonier. Undervejs bliver der både fortalt om navigationen og dens udvikling, men også om temaer som: kulturmøder, verdensbillede, forestillingen om det fremmede og handel. Til undervisningstilbuddet er der udarbejdet et undervisningsmateriale som består af to dele: dels et teksthæfte og dels et opgaveindstik. Teksthæftet gennemgår i kort form navigationsudvikling fra oldtiden frem til 1700-tallets slutning og opridser rammen for søfartens udvikling i samme periode. De tilhørende opgaver bygger videre på den forståelse eleverne gerne skulle have opnået gennem teksthæftet. Der er udarbejdet konkrete problemorienterede opgaver, hvoraf tre er målrettet det gymnasiale niveau. Opgaverne er konstrueret problemorienteret og forudsætter primært en høj grad af forståelse fra elevernes side.
 
En evaluering af undervisningstilbuddet har klart vist, at der er stor interesse for tværfaglige tilbud. Flere lærere fremhæver at det er rart at få et matematisk emne sat i historisk perspektiv, og at den konkrete historiske viden gør det lettere for nogle af eleverne at forstå ideerne bag teknologien. Tendensen tyder på, at der er interesse for tværfaglige projekter, og at et projekt som På Rette Vej er et godt emne til at kombinere naturvidenskab og kulturhistorie.

En amerikansk undersøgelse udgivet af historieprofessorerne Roy Rozenzweig og David Thelen i 1998 viste, at et museumsbesøg eller et besøg på et historisk sted fik den besøgende til at føle sig mere forbundet med fortiden end hvis de fx så en film. En del af grunden syntes at være, at mange amerikanere oplevede at de netop på museer eller ved historiske ”sites” havde mulighed for at opleve en rigtig eller sand historie. Samme undersøgelse viste samtidig at langt de fleste amerikanere betragter museerne som værende yderst troværdige. Genstande lyver ikke! (Rosenzweig og Thelen 1998)

De fleste gymnasieelever tager museerne og deres indhold for pålydende. Hvad de i reglen ikke tænker på er, at museerne og deres udstillinger i den grad også er børn af deres tid. End ikke museernes grundfortælling er en konstant. Fra de danske museers begyndelse og langt op i 1900-tallet var det den nationale ramme som var baggrund for den museale fortælling. Museerne var formidler af den nationale selvforståelse. 1960’erne kom til at markere et brud med den nationale grundfortælling, og de postmoderne vinde i slutningen af det 20 århundrede var med til at nedbryde en anden ”stor fortælling”, nemlig fremskridtsfortællingen – oplysningstidens og industrialismens museumsprojekt. Spørgsmålet er nu, hvad museernes rolle er i dag. Måske er museernes rolle det som Carsten Paludan-Müller hævder først og fremmest ”at skabe vores erkendelse af forandringen som et menneskeligt grundvilkår”.

En ikke ualmindelig kommentar fra gymnasieleverne, når de besøger en gård på et af landets frilandsmuseer, er at ”her lugter af gamle dage”.  I virkeligheden lugter der imidlertid af alt andet end gamle dage, men i stedet af en blanding af bl.a. konserveringsmidler, fugt og ælde. Havde det været i gamle dage havde der lugtet af røg, brændte tællelys, malkebøtter med mælk til syrning, menneskekroppe og tøj som sjældent blev vasket eller lugten af at småbørnene ligesom hønsene måske forrettede deres nødtørft på det lerklinede gulv. Så museer og museumsbesøg kan ikke vise alt. Når det kommer til stykket er der ikke tale om en rigtig eller sand, men i stedet om en skabt eller rekonstrueret historisk fortælling. I sig selv er udstillingerne en slags historiske dokumenter, der kan læses kildekritisk. Hvad er tankerne bag udstillingen, hvad er medtaget i udstillingen, og hvad har man måske undladt at udstille eller fortælle? Det er museerne og deres inspektører der skaber konteksten, indretter interiørerne, skriver teksterne eller sætter genstandene sammen. Og selv om et interiør skal vise livet i en stue på fattighuset, er det værd at huske på, at selvom møblerne og dynerne ser trøsteløse og ramponerede ud, så er det stadig de bedste af netop denne type genstande som er blevet bevaret for eftertiden. Det der blev brugt og det der for alvor tilhørte fattigfolk er enten blevet slidt eller også har ingen fundet det bevaringsværdigt. Alligevel kan et museumsbesøg bidrage med en fornemmelse som eleverne ikke vil kunne få i klasselokalet. Det lugter da lidt af gamle dage!

Mette Boritz og Sarah Giersing: Ret og rimeligt Nationalmuseet 2003
Helle Damsgaard (red). Nationalmuseets arbejdsmark Nationalmuseet 2002.
Karl-Johann Hemmersam: Museet i undervisningen – kontinuitet og forandring. I Uddannelse 1999 nr. 6
Nina Jensen: Children, teenagers and adults in Museums: a developmental perspective. I  Eilean Hooper-Greemhill (ed). The educational role of the Museum. Routledge 1994
Lykke Pedersen m.fl:  Industriens vugge. Nationalmuseet 1993
Roy Rosenzweig & David Thelen: The Presence of the Past – popular Uses of History in American Life Columbia University Press, New York 1998
Carsten Paludan-Müller: Museet i tiden erindringsrum og verdensspejl i museerne ved årtusindeskiftet 1996.
John Hennigar Shuh: Teaching yourself to teach with objects. In I  Eilean Hooper-Greemhill (ed) The educational role of the Museum. Routledge 1994
Poul Vestergaard: Ti tanker om åbenhed. I Danske Museer 2003 nr. 3
Ministeriet for Børn og Undervisning 2004: Gymnasiebekendtgørelse offentliggjort i december 2004. Historie A i STX (Bilag27)
Christian Vollmond: På rette vej. Nationalmuseet 2004

_______________________________________________________________________________________

…(der)er saa godt som fra alle Sider rejst Indvendinger mod det aandelige Udbytte, som opnaas i vore Skoler…Jeg har i det Mindste ikke mellem de Mange, jeg er kommet i Berøring med og har talt med om disse forhold, endnu truffet en Eneste, der har udtalt sig med fuld Tilfredshed med udbyttet af vore Skolers Virksomhed. Jeg har derimod hørt mange Udtalelser i modsat Retning fra Mænd og Kvinder, hvis hele Stilling satte dem i Stand til at bedømme disse Forhold.
At mange af de unge Studenter mangle tilstrækkelig Modenhed og aandelig Udvikling til med fuld Nytte at kunne begynde deres Studier ved Universiteter, har jeg ligeledes gjentagne Gange hørt udtale af alvorlige, kompetente Mænd…
(A. Hertel, ”Om Sundhedsforholdene i de højere Drenge og Pigeskoler i Kjøbenhavn”, 1881)