Historiefilosofiske punktnedslag

Af Casper Døssing, Hasseris Gymnasium

Denne artikel handler om noget umoderne, nemlig en præsentation af en stribe overvejelser over Historien, hvor den bestemte form afslører, at de historiske begivenheder opfattes som en del af én stor samlet fortælling. En sådan opfattelse af historien markerer en bestemt historiefilosofi.

Begrebet historiefilosofi dækker over mindst to forskellige tilgange til historie som fag og begreb. På den ene side har vi den analytiske historiefilosofi, der fortrinsvist har historie som faglig og videnskabelig disciplin som omdrejningspunkt. På den anden side finder vi overvejelser over Historiens drivkræfter, mål og mening – Historien betragtet metafysisk, og ikke empirisk. Det vil være denne artikels formål at afklare nærmere, hvad der forstås ved de to typer af historiefilosofi, og ikke mindst at vise, hvorledes den spekulative historiefilosofi har udviklet sig fra

antikken til i dag.  I slutningen af artiklen præsenteres nogle tanker om, hvorfor det fortsat er relevant at arbejde med historiefilosofi i gymnasieundervisningen i vor senmoderne tidsalder – nu hvor Historien jo er erklæret død og begravet.

Da de typer af historiefilosofi behandles uafhængigt i det følgende, kan man få det indtryk, at de er to af hinanden uafhængige størrelser. Det skal derfor med det samme pointeres, at det ikke er tilfældet, og at forholdet mellem de to former for historiefilosofi typisk er meget tæt. Forholdet mellem de to kan ses som en kausalsammenhæng, da historikerens opfattelse af Historien determinerer hans / hendes tilgang til kildematerialet og bearbejdningen af dette. Med andre ord er forståelsen af Historien betingende for måden, der arbejdes med historie på, eller sagt på en anden måde: den spekulative historiefilosofi er bestemmende for besvarelsen af de spørgsmål, der rejses i den analytiske historiefilosofi.
Dette er blot en eksplicitering af det hermeneutiske vilkår, at enhver forståelse er styret af den forståendes forforståelse eller forståelseshorisont.

Analytisk historiefilosofi – hvad er Historie som fag? 
Den analytiske historiefilosofi er orienteret mod en afklaring af historievidenskabens særlige karakteristika:
- Hvad er sandhed og facts i historie?
- Er objektivitet en mulighed i historie – i bekræftende fald, hvori består så denne objektivitet?
- Hvad er historiefagets genstandsområde og hvorledes skal dette forstås i forhold til andre videnskabelige områder?
- Hvad er en historisk forklaring?
- Er historie ideografisk eller nomotetisk – dvs. er historie orienteret mod det partikulære og særlige i situationen eller er det lovmæssige sammenhænge der er i fokus?

I denne del af historiefilosofien finder vi – som det fremgår af ovenstående – overvejelser over det historiske arbejde. Et klassisk eksempel på en beskrivelse heraf findes hos H.P. Clausen, der illustrerer forskningsprocessen således:

Historien (fortiden) → spor/kilder ↔ historikeren

Heraf fremgår det, at historikere indgår i et dialektisk samspil med de spor fra fortiden, der er overleveret. Der er naturligvis et utal af kilder som historikere må vælge mellem og i denne proces spiller kildekritikken en afgørende rolle. Dette er kendt stof, hvorfor jeg blot vil knytte to kommentarer hertil:

1) I afgrænsningen af kildematerialet kan man med Ottar Dahl sige, at det historiske materiale består af socialt relevant menneskelig adfærd og ikke-menneskelige forhold, der har betydning for menneskelig adfærd. Hertil kommer, at samme handlinger udført af forskellige mennesker har forskellig historisk betydning: f.eks. har mange romerske hærførere krydset Rubicon – kun Cæsars er gået over i historien.
2) Historikeren og de problemstillinger, denne arbejder med, definerer hvilke kilder, der er relevante for udlægningen af fortiden. Dermed kan Clausens skema laves om så det kommer til at se således ud:

Problemstilling/historikeren ↔ kilder → tolkning af fortiden.

Hermed også sagt, at udlægningen af kilderne er afhængige af historikeren og dennes spørgsmål til kilderne – og dermed i videre forstand: afhængige af historikerens samtid, der i større eller mindre udstrækning spejler sig i den fortid, den fortolker. Som et simpelt men illustrativt eksempel på denne pointe kan næves fremstillingen af de danske vikinger. A.D. Jørgensen opfatter dem i 1882 som dygtige krigere, der spreder skræk og rædsel i Europa – klart en reaktion på nederlaget i 1864. Som modsætning hertil præsenteres de selvsamme vikinger i 1926 af Erik Arup som dygtige bønder, og beskrivelsen af togterne er stort set fraværende.

Spekulativ historiefilosofi – overvejelser over Historiens forløb.
Efter denne rudimentære skitsering af nogle grundtræk i den analytiske historiefilosofi vil jeg bevæge mig videre til denne artikels primære formål: en stribe punktnedslag i den spekulative historiefilosofi.
Som nævnt indledningsvist handler denne overordnet set om en afklaring af Historiens drivkræfter, spørgsmålet om, hvorvidt der er et mål for Historien – hertil er knyttet spørgsmålet om Historiens mening. Kort sagt vil den spekulative historiefilosofi trænge bag om virvaret af forskellige historiske begivenheder og i stedet finde et mønster i Historien. Logisk kan tre retninger for historisk bevægelse tænkes:

1) Cyklisk – Historien som en evig gentagelse af de samme eller ens udseende begivenheder.
2) Lineær – Historien bevæger sig i en bestemt retning; dette kan være såvel fremskridt som forfald.
3) Den historiske udvikling er tilfældig, og der er ingen egentligt retning eller mål – dette kan betegnes som den senmoderne tilgang til Historien, der altså transformeres til historier.

 

Den cykliske opfattelse af Historien. 
Denne opfattelse af Historien finder vi særligt i oldtiden. Der findes i såvel den ægyptiske kultur som i den græsk-romerske verden forestillinger om en konstant gentagelse af samme mønstre. En sådan forståelse af Historien stammer sandsynligvis fra en iagttagelse af visse naturfænomener, der via en analogislutning overføres til at gælde det menneskelige område. Et klassisk eksempel på en sådan tanke findes i stoicismen, der havde en teori om en gigantisk verdensbrand, der ville fortære alt, hvorpå verden kunne opstå på ny, og en ny cyklus kunne påbegyndes. En lille anekdote fortæller i øvrigt, at Scipio ved nedbrændingen af Karthago skulle have grædt, og adspurgt om årsagen forklarede han, at nu havde romerriget nået sit absolutte højdepunkt, og at det derfor nu ville gå mod enden!
Et andet eksempel på en cyklisk opfattelse af Historien findes hos Aristoteles, der opererer med en cyklus inden for den politiske historie, hvor de tre positive styreformer monarki, aristokrati og demokrati afløses af de tre negative former tyranni, oligarki og pøbelvælde i en stadig cyklus.

                                                                                                    Monarki 

                                                              Pøbelvælde                                                       Tyranni
  
  
                                                                 Demokrati                                                       Aristokrati
   
                                                                                                        Oligarki

 

Denne teori overtages af både Polyb og Cicero, men med den modifikation, at de fremhæver Rom som et eksempel på en blandingsforfatning, hvilket bryder den evige cyklus. Bemærkes bør også den forfaldstanke, der i vid udstrækning er styrende for denne fremstilling af Historien.
Knyttet til denne type af tænkning omkring Historien er ofte en forestilling om skæbnen (Tyche / Fortuna) og dens betydning for udviklingen. Skæbnen opfattes ofte som den bagvedliggende drivkraft, der styrer den historiske udvikling – her kan blot nævnes Herodots udlægning af Historien som en beskrivelse af dialektikken mellem hybris og nemesis, eller den romerske diktator Sulla, der prydede sig med epitetet Felix. En sådan skæbnetænkning har ofte et moralsk perspektiv, idet urigtige handlinger med garanti før eller siden bliver hævnet.
Det er desuden karakteristisk at en sådan cyklisk forståelse af Historien ikke afføder den store interesse i historisk forskning. Dette ændrer sig imidlertid med fremkomsten af det romerske rige. Efterhånden sker der en forskydning væk fra den cykliske opfattelse til en forståelse af romerriget som Historiens afslutning – sandsynligvis som en konsekvens af den stabilitet Rom trods alt markerer. Tanken er inspireret af en østlig teori om ”de fire verdensriger”. Kort fortalt var tanken at verdenshistorien var konstitueret af fire verdensrige: Det babylonske, det persiske, det græsk-makedonske og det romerske. Rom udgør dermed det sidste rige, og bliver således det evige rige. Interessant nok er der ikke tale om en lineær progression, men nærmere at de første tre riger opstår og forgår efter samme cykliske mønster som altså kun romerriget styrer udenom!

den lineære opfattelse af historie
den kristne historieopfattelse
Denne tanke om et evigt rige går fint i spænd med den kristne tænkning, der for historieopfattelsens vedkommende er præget af en klar lineær og eskatologisk forestilling. Som bekendt sker der et skifte fra polyteistisk religion til en monoteistisk, og hertil knyttes tidligt tanken om et udvalgt folk. Lidt forenklet kan den kristne historieopfattelse illustreres således:

 

Fortid                         Smertetilstand                          Nutid                           Forløsning                               Fremtid

      
                                     Tegntolkning                           Forudsigelse                                                     Det forjættede land
 

Denne model viser hvordan historiske begivenheder kan tolkes som en form for kompensation for alle fortidige, nutidige og fremtidige tilbageslag, og hvordan modgang tolkes som et udtryk for Guds indgriben. For det andet peger modellen på, at en eksisterende smerte mildnes i forventningen om en kommende forløsning, det forjættede land. Historien har fået en retning og et mål.
Med kristendommens stadig stigende betydning forskubbes fokus så Roms historie trænges i baggrunden til fordel for en øget fokusering på jødisk og kristen historie. I denne forbindelse er det interessant – og meget sigende for forholdet mellem Rom og kristendommen –, at sideløbende med denne forskydning kobles teorien om de fire verdensriger sammen med den kristne eskatologi. Denne gang blot med det kristne tusindårsrige som endemål, og med romerriget som enten et af de verdslige riger, der skal overvindes eller realiseringen af paradis på jorden. I sidstnævnte tilfælde får romerriget en plads i Guds plan – Rom får en historisk mission.

Efterhånden som det romerske rige krakelerer, bliver det umuligt at opretholde tanken om Rom som en del af et guddommeligt projekt. I en eller anden forstand er dette udgangspunktet for Augustin. Han hævder i god kristen tradition, at verden er skabt af Gud, og at den som udtryk for Guds skaberkraft per definition er god, velordnet og fornuftig. Syndefaldet bliver begyndelsen på den menneskelige historie. Dette er udgangspunktet for verdens vistnok første rigtige periodisering, der ser således ud:

1) Fra skabelsen til syndfloden
2) Fra syndfloden til Abrahams fødsel
3) Fra Abrahams fødsel til David
4) Fra David til det babylonske fangenskab
5) Fra fangenskabet til Inkarnationen
6) Fra Inkarnationen til Dommedag og Kristi genkomst.

Hver af disse epoker sættes af Augustin til at vare 1000 år, og han mener selv at leve i den sjette, som vil blive efterfulgt af den syvende – det evige rige.
Endvidere skelner Augustin skarpt mellem den profane og den hellige historie, hvilket er forbundet med tanken om en jordisk stad og Guds stad. Nogle tolker Augustin sådan, at han mener, at den verdslige historie er styret af Gud og uundgåeligt bevæger sig mod en destruktion af den jordiske stad. Menneskets eneste mulighed er derfor at leve i overensstemmelse med de kristne principper, og håbe på Guds nåde. Historien bliver dermed en frelserhistorie, hvor Gud giver Historien bevægelse, håb, mål og mening. Andre udlægger Augustin således, at det jordiske blot er en forberedelse til det guddommelige rige, og derfor uden mening eller værdi i sig selv. Historien kan med andre ord have retning og mål, men meningen er knyttet til det guddommelige.

 

Renæssance og oplysningstid – historiens sekularisering
Når vi bevæger os frem til renæssancen træder det mellemmenneskelige forhold i forgrunden. Historien opfattes som en lineært fremadskridende proces mod et immanent realiserbart mål, hvilket kan ses som et opgør med den apokalyptiske kristne historiefilosofi, der fortrinsvist lader det historiske mål være transcendentalt. Med andre ord: Historien får et dennesidigt mål i stedet for et hinsidigt. Dette hænger sammen med den begyndende sekularisering, der præger renæssancen, og dermed også opfattelsen af Historien. Machiavelli eksemplificerer denne tendens, idet teologien er fortrængt fra Historien, der i stedet ses som styret af menneskelige handlinger. Det skal dog bemærkes, at han flere steder inddrager skæbnen eller tilfældet som en forklarende instans.
Det er imidlertid kun i en kort periode, at denne type af historie bedrives, da reformationen og den følgende modreformation medfører en fornyet fokus på Guds betydning for den historiske udvikling. Vi skal således frem til oplysningstiden, før en egentlig profan historieopfattelse igen vinder indpas.

En eksponent for en begyndende verdslig historieteori finder vi i Vico. Han skriver, at kun det bekendte kan erkendes, hvorfor mennesket kun forstår det, det selv har skabt. Det betyder, at Gud forstår naturen fuldt ud, da han er dens skaber. Det betyder også at mennesket forstår det, det selv frembringer – og da Vico anser historiens stof for at bestå af menneskelige handlinger, forstår mennesket altså Historien. I sin periodisering opererer Vico med tre historiske grundformer: Gudernes, heltenes og menneskenes tidsaldre, der er henholdsvis teokratisk, mytologisk og rationel. Til hver epoke er knyttet en karakteristisk udtryksform, og dertilhørende symboler: sprog, skrifttegn, politiske og retslige opfattelser mv. Disse symboler afspejler tidens tankeform eller bevidsthed, og historie er således at opfatte som et studium af disse symboler. Det er interessant, at enhver kultur ifølge Vico gennemløber de tre ovennævnte stadier, og når processen er gennemløbet starter den forfra – altså en slags cyklisk opfattelse af Historien.

Oplysningstiden er notorisk præget af en udtalt fremskridtsoptimisme og fokusering på rationalitet, og oplysningsfilosofferne opfatter da også deres egen tid som et foreløbigt højdepunkt. Der er altså tale om en opfattelse af Historien som en udtalt lineær progressivt fremadskridende proces fra det ufornuftige til det fornuftige, fra det primitive til det oplyste, og tidligere samfund bedømmes på baggrund af deres bidrag til denne proces. I denne tænkning er indbygget en forestilling om menneskets evige og uforanderlige natur, hvorfor det er muligt at lære af Historien, idet denne tænkes at bestå af menneskelige handlinger. Med andre ord er Historien vidnesbyrd om aktualiseringen af det menneskelige potentiale.

Et typisk udtryk for en sådan opfattelse af Historien finder vi hos Kant. Det er generelt karakteristisk for den kantianske filosofi, at der er en dikotomi mellem det naturlige og det menneskelige. Naturen – herunder naturligvis den menneskelige krop – er overvejende determineret, og lovbunden, mens mennesket qua fornuften er i besiddelse af en fri vilje. Overføres dette på Historien må denne enten være kausalt sammenhængende, da begivenhederne er fysiske og iagttagelige eller Historien er en del af den menneskelige sfære, hvor hver enkelt handling er udtryk for en selvstændig og autonom viljesakt. Dette betyder ifølge Kant, at der er to mulige opfattelser af Historien:

 

1) Enten handler menneskene som en helhed efter en plan uden at vide det fordi der er en nedlagt en særlig teleologi i mennesket
2) Eller mennesket handler efter en bevidst viljesmæssig overvejet plan for at realisere et bestemt mål.

 

Kants erklærede mål er at skitsere hvordan Historien kan forstås som et generelt fremskridt, der fører menneskeheden fra det dyriske til det højeste niveau. Da der ikke er nogen tegn på en bevidst menneskelig plan konkluderer Kant, at der er en naturhensigt i det tilsyneladende kaos de historiske begivenheder udgør. Der er med andre ord en bagvedliggende naturplan, der sætter sig gennem de menneskelige aktioner, og styrer Historien i den rigtige retning. Denne naturplan er forsynet. Der er tale om et a priori princip, der ikke lader sig begrunde empirisk.
Denne opfattelse af Historien er forbundet med en tanke fra Aristoteles, nemlig forestillingen om et menneskeligt potentiale, der skal aktualiseres. Processen er imidlertid så omfattende, at dette ikke lade sig gøre indenfor et enkelt menneskes levetid, hvorfor det må ske qua arten – en slags fylogenetisk teleologi, et artsligt udviklingsmål. Det enkelte menneske er således indskrevet i en historie, der strækker sig ud over dets individuelle horisont. Mennesket er med andre ord placeret i en udviklingsproces, hvor efterfølgende generationer fortsætter de forudgåendes fremskridt. Det absolutte og sidste mål er etableringen af en fuldkommen retfærdig borgerlig forfatning, der er afhængig af en mellemstatslig regulering qua et folkeforbund, der skal sikres verdensfred. Først med indførelsen af denne kosmopolitiske tilstand vil det menneskelige potentiale kunne realiseres til fulde.
Det er oplagt at forestille sig, at med overdragelsen af den historiske udvikling til naturen eller forsyn, så er mennesket fritaget ansvaret herfor. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Målet for Historien gives mennesket som en opgave, idet naturens hensigt med menneskearten først fuldbyrdes når denne overtages af menneskene og påtages som et hverv.
Som det gerne skulle fremgå af denne lille gennemgang kan den kantianske historieopfattelse ses som en sekulariseret udgave af den lineære kristne eskatologi – en verdsliggørelse af tusindårsriget. Kant trækker så at sige paradiset ned på jorden og stiller det som en fremtidsvision. Forbundet hermed er et forsøg på at give en dybere mening til de menneskelige lidelser Historien frembyder. Historien kommer med dens paradisiske endemål til at fungere som en theodice-fortælling.

 

Idealistisk og materialistisk historiefilosofi
I forlængelse af Kants opfattelse af Historien skal Hegels historiefilosofi kort berøres. I lighed med Kant forstår Hegel også historien som en fremadskridende proces, der er styret af en bagvedliggende kraft. Denne betegnes Verdensånden (Weltgeist), og verdenshistorien er den scene, hvorpå denne ånd opnår kendskab til sig selv – eller rettere: verdenshistorien er åndens gang gennem tiden hvorved den bliver bevidst om sig selv som ånd. Dette lyder noget kryptisk – og det er det også! Men i nærværende kontekst er det tilstrækkeligt at konstatere, at Hegel lader Historiens gang være styret af et overindividuelt princip, der er af åndelig karakter. Meget kort fortalt opfattes målet for Verdensånden som individuel frihed, der udelukkende kan realiseres i en stat, hvor der er overensstemmelse mellem den enkeltes ønsker og statens ønsker. Der sker med andre ord en politisering af historieopfattelsen, hvorfor historiefagets objekt bliver ensbetydende med politisk historie. Samtidig er det også klart, at Historien har både et mål og en mening.
Spørgsmålet er blot hvordan dette mål nås? Her indfører Hegel begrebet ”fornuftens list”. Tanken er, at store enkeltpersoner fungerer som redskab for åndens udvikling, idet deres handlinger har uintenderede konsekvenser. Dvs. at når Cæsar, Napoleon og andre agerer på baggrund af deres egne interesser, har deres handlinger konsekvenser for den verdenshistoriske udvikling – de fører uvidende Historien fremad mod dens mål. Dette kan betegnes som en idealistisk historieteori, hvor der altså er fokus på aktørerne.

Et noget anderledes syn på Historien findes hos Hegels elev Marx. Ifølge Marx gælder det at:
1) Enhver epoke er kendetegnet ved de midler menneskene har til rådighed til fremstilling eller produktion. Disse betegnes produktivkræfter.
2) Forudsætningen for at kunne anvende disse er tilstedeværelsen af sociale og økonomiske strukturer, der betegnes produktionsrelationer.
3) Foruden at være materielt producerende er menneskene mentalt producerende, hvilket resulterer i etableringen af sociale, retslige og politiske institutioner samt filosofiske og religiøse anskuelser. Samlet set kan disse betegnes som epokens bevidsthed eller dens ideologiske overbygning.

Disse tre elementer (produktivkræfter, produktionsrelationer og ideologisk overbygning) udgør den grundlæggende begrebsramme i Marx’ udlægning af historiens årsags-virkningsforhold. Historisk udvikling kan således beskrives som dialektikken mellem samfundets basis (punkt 1 og 2) og dets overbygning (punkt 3), idet basis betinger overbygning. Marx vender således Hegels tænkning på hovedet, og hævder det materielles primat over det ideologiske i kausalforklaringen af den historiske udvikling. Dette betyder, at enhver tanke eller samfundsformation i en vis forstand afhænger af bestemte materielle vilkår, hvorfor de må siges at være historiske størrelser. Denne materialistiske forståelse af historie har som de tidligere historieteorier såvel retning som mål og mening. Denne gang er målet indførelsen af det kommunistiske samfund som afløser for det kapitalistiske, og de hidtidige samfundsformationer tjener blot som vej til kommunismen. Endelig skal nævnes, at klassekampen spiller en afgørende rolle som katalysator i denne proces, og klasserne er netop defineret på baggrund af deres forhold til produktionskræfterne og produktionsrelationerne.
Værd at bemærke er det, at den marxistiske historieopfattelse indskriver sig i det kristne eskatologiske skema med en begyndelse, retning (lineær progression), mål og mening, hvor forløsningen i Historiens afslutning legitimerer lidelserne undervejs. Igen er blot tale om en sekularisering og politisering af historietænkningen.

Der er som det fremgår af det ovenstående en lige linje fra Hegel til Marx. Denne fortsættes (og afsluttes?) med Fukuyama, men inden vi ser nærmere på hans tanker om Historien blot en kort kommentar til positivismens historieopfattelse.

Positivistisk historie – en logisk tilgang til Historien
Positivismens klare målsætning er, at fjerne alle abstrakte og ikke-iagttagelige elementer fra den videnskabelige proces. Dette betyder for historiefilosofiens vedkommende, at alle tanker om bagvedliggende strukturer, mønstrer eller virkende årsager er bandlyste. I stedet bliver omdrejningspunktet – i historie såvel som en hvilken anden videnskab – en afdækning af kausalsammenhænge og ordne disse i større teorikomplekser. I historievidenskaben opererer positivisterne med den såkaldte subsumptionsmodel (også kaldet covering-law eller den deduktive-nomologiske forklaringsmodel). Denne siger, at en forklaring af en enkeltbegivenhed er et argument, hvori konklusionen (beskrivelsen af den begivenhed, der skal forklares) kan udledes af et sæt kognitivt meningsfulde empirisk bekræftede sætninger hvoraf mindst én har karakter af en almengyldig lov. Sagt så det kan forstås: forklaringen af et enkelt fænomen er en påvisning af hvorledes dette kan indordnes under almene lovmæssigheder, der er empiriske verificerbare. Et eksempel:

1) Hvis to hære er nogenlunde lige veludrustede og ledede, men den første er meget større end den anden, så vil den første altid vinde (= empirisk bekræftet lov)

2) Den forenede preussiske, russiske og østrigske hære var nogenlunde så veludrustet og ledet som den polske, men meget større end denne (empirisk data)

3) Den forenede preussiske, russiske og østrigske hær vandt over den polske (historisk veldokumenteret begivenhed som konklusion)

Her ses hvorledes forklaringen bygger på dels en almengyldig lov, dels på empirisk data inden konklusionen drages. Bemærk at konklusion har karakter af en årsagsforklaring.
Selvom de færreste historikere eksplicit benytter denne metode er det positivisternes påstand, at den ligger til grund for de fleste forklaringer.

Med positivismen har vi bevæget os en smule væk fra den spekulative historiefilosofi, og er på vej over i den analytiske del. Denne bevægelse karakteriserer tænkningen omkring historie fra slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet, hvor den analytiske del er dominerende. Bevægelsen varer stort set til 1989, hvor Fukuyama genopliver den spekulative historiefilosofi med sit værk om historiens afslutning.

 

Historiens foreløbigt sidste afslutning
I lighed med Kant, Hegel og Marx anskuer Fukuyama Historien som politisk historie – og endda politisk historie med endemålet frihed. Dvs. Historien ses som en lineær fremadskridende proces mod et samfund med stadig større grad af frihed. Ved siden af en teknologisk-økonomisk forklaring på denne proces peger Fukuyama på betydningen af menneskets behov for anerkendelse. Tanken om anerkendelsestrangen er den bærende hos Fukuyama, idet stort set al menneskelig aktivitet kan beskrives som et forsøg på at opnå omverdens accept / anerkendelse som frit individ. Ifølge Fukuyama er det eneste samfund, der opfylder dette krav det liberale demokrati, og Historien kan derfor anskues som bevægelse frem mod dette mål. Påstanden er, at med kommunismens fald, er der ikke noget modspil, ikke nogen hindring for realiseringen af dette mål, hvorfor Historien har nået sin afslutning. Naturligvis mener Fukuyama ikke, at der ikke vil være begivenheder – endsige fremtid – blot at den politiske historie er afsluttet. Men med definitionen af historie som politisk historie kan han erklære historisk udvikling for historie.

Som det fremgår af det allerede skrevne er Fukuyama imidlertid ikke den første der erklærer historiens afslutning – og han er næppe heller den sidste.

 

Emnets relevans i gymnasiesammenhæng
Når jeg i indledningen hævdede, at artiklen er umoderne skyldes det, at det er de færreste der i dag bedriver noget der minder om den klassiske spekulative historiefilosofi. Det hænger uden tvivl sammen med den senmoderne erklæring af de store fortællingers død, hvorved refleksioner over Historien forlades, og erstattes af de mange fortællinger, historier. Dette kunne tolkes som, at spekulativ historiefilosofi er blevet irrelevant i en moderne sammenhæng, men påstanden om de store fortællingers død er dog blot udtryk for en anden spekulativ historiefilosofi end den traditionelle. Den indeholder nemlig i sig selv værdier og opfattelser, der betinger det senmoderne menneskes tilgang til fortiden.

Spørgsmålet er så hvilken interesse den traditionelle spekulative historiefilosofi har for os som gymnasielærere? I en vis forstand kan man sige, at disse refleksioner over historiens mening, mål og drivkræfter falder ind under læreplanens pind vedrørende forholdet mellem menneske som historieskabt og historieskabende – har Historien en på forhånd given retning og mål eller er det de menneskelige handlinger, der styrer Historiens gang? Dermed også sagt, at den spekulative historiefilosofi skriver sig ind i – eller måske nærmere er – overvejelser over forholdet mellem aktør og struktur. Det skulle i hvert fald gerne være fremgået klart med det historiske punktnedslag, at der i den spekulative historiefilosofi er tale om en konstant pendulering mellem netop de to omdrejningspunkter. Jeg håber også, at det har været tydeligt, at enhver tids opfattelse af Historien lige præcis er udtryk for en bestemt tidsånd – og dermed et aspekt, der kan knyttes til en ”almindelig” gennemgang af en tidsperiode. Endelig kan den spekulative historiefilosofi også danne udgangspunkt for diskussioner vedrørende periodisering og principperne omkring denne, idet synet på Historien naturligt bestemmer dennes opdeling i perioder.

 

litteratur: 

- Aristoteles Statslære, Klassiske Tænkere, 1998
- Burns & Pickard (eds.) Philosophies of History, Blackwell, 2000
- Fukuyama, F. The end of History and the Last Man, The Free Press, 1992
- Gardiner, P Theories of History, The Free Press, 1959
- Hegel, G.W.F. Philosophy of Right (oversat af S.W. Dyde), Prometheus Books, 1996
- Kant, I Ide til en almen historie med verdensborgerlig hensigt, udgivet i Immanuel Kant. Oplysning, historie, fremskridt, M.H. Jeppesen (red.), Slagmarks skyttegravsserie, 1996
- Lemon, M.C. Philosophy of History, Routledge, 2003
- Lübcke, P Historien som problem, i Lübcke, P Vor tids filosofi. Videnskab og sprog, Politikkens forlag, 2000
- Marx, K & Engels, F Det kommunistiske manifest, Marx/Engels udvalgte skrifter, Forlaget Tiden, 1976
- Marx, K & Engels, F Til kritikken af den politiske økonomi, Marx/Engels udvalgte skrifter, Forlaget Tiden, 1976
- Mikkelsen Guldberg, H Historien og historierne, Politikken, 17. april 2000
- Polyb Roms historie¸ A. Kragelund, Græske historikere, Aschehoug Dansk Forlag, 1977
- Vico, G Den nye videnskab, Klassiske Tænkere, 1998