Spørgsmål til statsministeren 3. februar 2004

Jeppe Kofod (S): 
Hvad er det for en situation, vi har i øjeblikket? Der er en situation, hvor præsident Bush har be-sluttet at iværksætte en undersøgelse, og hvor Tony Blair har besluttet at iværksætte en undersøgelse. Vi har en situation, hvor den danske statsminister og udenrigsminister fra den 1. november 2002 til den 30. april 2003 brugte begrundelsen om masseødelæggelsesvåben 111 gange som grundlag for Irakkrigen. Vi har en situation, hvor statsministeren har sagt om undersøgelserne, som man er ved at iværksætte i USA, at det er for at undgå mytedannelser.
     Men vi har også en situation, hvor den danske regering kategorisk afviser at få en undersøgelse af så vigtigt et spørgsmål som det grundlag, vi gik i krig på. Det må statsministeren udrede, for jeg tror, alle i denne her debat vil have et fornuftigt grundlag at debattere på, og der er en undersøgelse jo fornuftig. Det er jo det, man har erkendt i USA, det er det, man har erkendt i England. Hvorfor kommer den erkendelse ikke til den danske statsminister?
Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): 
Jo, men grundlaget er allerede kendt. Der er jo ikke noget at undersøge, for grundlaget er kendt, det kan læses i Folketingstidende. Der kan man læse om grundlaget. Grundlaget er lagt åbent frem, og grundlaget for dansk deltagelse i krigen var, at Saddam Hussein havde nægtet at samarbejde med FN's Sikkerhedsråd, og det syntes vi måtte have en konsekvens. Derfor forslaget om, at Danmark skulle deltage i den internationale koalition. Det behøver man ærlig talt ikke at bruge en masse ressourcer på at undersøge, for alle vidste, at Saddam Hussein ikke samarbejdede med FN's Sik-kerhedsråd.
     Som jeg sagde før, er det jo rigtigt, at der samtidig foregik en livlig debat om, om der nu var masseødelæggelsesvåben, og det er jo interessant, at Socialdemokratiets leder, hr. Mogens Lykketoft, den 14. november 2002 her i Folketinget sagde: »Vi er jo enige om, at det har varet alt for længe at sikre, at Irak afvikler sine masseødelæggelsesvåben«. Så også Socialdemokratiets leder var af den opfattelse, at der nok var masseødelæggelsesvåben i Irak.
     Men jeg gentager bare: Det var ikke det, der var afgørende for regeringens beslutningsforslag, som Folketinget tilsluttede sig. Det var Saddam Husseins manglende samarbejde med FN's Sikker-hedsråd.
Jeppe Kofod (S): 
Hvis det ikke var afgørende, kan man undre sig over, hvorfor man så nævnte det 111 gange over for Folketinget i perioden november 2002 - april 2003. Det kan man undre sig dybt over, og man kan også undre sig over, at statsministeren har sagt den 27. marts 2003: »Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget, vi blot tror. Vi ved det.« Når en statsminister kommer med sådan en oplysning, må man da gå ud fra, at der er saglig og grundig dokumentation for sådan en oplysning, en dokumentation, som statsministeren sad inde med. Så får vi blot at vide her senere, at det baserer sig på åbne kilder, og at man ikke har dokumenteret denne påstand.
     Er det ikke på tide, vi får en dansk undersøgelse? Er det ikke på tide, at vi følger eksemplet fra Storbritannien og fra USA, hvor man går ind og kigger på grundlaget for krigen? Er det ikke på tide, vi bliver klogere på det her, sådan at vi undgår en lignende situation næste gang? Det handler jo om, at Danmarks udenrigspolitiske omdømme ikke skal lide skade. Det handler om, at man kan stole på de oplysninger, der kommer fra enhver regering, uanset om det er en borgerlig regering eller en socialdemokratisk regering. Så jeg synes egentlig, det er mærkværdigt, at man afviser, afviser, afviser undersøgelser. Vi får den mistanke, at der er stukket noget under stolen, at man har gemt nogle oplysninger, når man hele tiden afviser sådanne undersøgelser, men det håber jeg bestemt ikke der er.
     Lad os derfor få den undersøgelse og få det afklaret, lad os få det lagt frem på bordet, så der ikke er noget at komme efter.
Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): 
Jo, men det hele er lagt frem i Folketinget. Folketinget har vidst fuldstændig tydeligt, på hvilket grundlag der blev truffet beslutning, fordi det var på basis af åbne kilder, det var en politisk beslut-ning om, at en militærdiktator som Saddam Hussein ikke bare gang på gang skulle tilsidesætte, hvad FN's Sikkerhedsråd havde besluttet.
     At der så samtidig fandt en livlig debat sted om eksistensen af masseødelæggelsesvåben, ja, det er så noget andet.
Kl. 13.40
     Det, vi vidste, var jo, at Saddam Hussein havde haft masseødelæggelsesvåben, for han havde brugt dem, og det, vi også vidste, var, at han ikke havde villet fortælle FN, hvad der så var blevet af dem. Det var vel også derfor, at Socialdemokratiets leder, hr. Mogens Lykketoft, sagde, at der var masseødelæggelsesvåben, og det sagde flere socialdemokrater. Den politiske ordfører, hr. Frank Jensen, har jo sagt det samme. Han sagde den 21. marts her i Folketinget:
     »Vi har aldrig nogen sinde tilkendegivet, at Saddam Hussein ikke havde masseødelæggelsesvå-ben. Det var jo en tilståelsessag.« »Jeg er ikke i tvivl om, at Saddam Hussein har masseødelæggel-sesvåben«, sagde hr. Frank Jensen.
     Så der var jo mange, som var af den opfattelse, men lad mig bare gentage, at det ikke var på det grundlag, vi traf beslutningen. Det var på et andet grundlag, nemlig at Saddam Hussein havde nægtet at samarbejde med FN's Sikkerhedsråd.
Jeppe Kofod (S): 
Jeg synes, statsministeren glemmer, hvordan situationen så ud i marts måned. Vi havde nogle våbeninspektører med Hans Blix i spidsen, der ønskede at fortsætte arbejdet med at undersøge Iraks masseødelæggelsesvåben, ønskede at fortsætte arbejdet, mente, det gav god mening at fortsætte det arbejde. Det gjorde et stort flertal i FN's Sikkerhedsråd også. Alligevel tilsidesatte man folkeretten og FN-sporet og gik i krig. Når det så her bagefter viser sig, at der er tvivl om det grundlag, man gik i krig på, nemlig tilstedeværelsen af masseødelæggelsesvåben, som kan udgøre en stor trussel, det er vi helt enige om, så afviser man at undersøge, om den påstand var korrekt. Jeg mener, at når statsministeren siger til offentligheden, at det, at Irak har masseødelæggelsesvåben, er ikke noget, vi blot tror, det er noget, vi ved, så giver han da den danske befolkning, offentligheden, det klare indtryk, at han har en viden om de her våben. Det undrer mig, at det nu lyder, som om det var en politisk vurdering, at det ikke var en konkret viden, det var en formodning osv. Er det ikke på tide, at vi undersøger denne her sag til bunds? Er det ikke noget, man skylder offentligheden efter en så alvorlig gerning som at sende Danmark i krig?
Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen): 
Der er ikke noget at undersøge, for det hele er allerede lagt åbent frem. Det, vi vidste, var, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, det, vi vidste, var, at han havde brugt dem, og det, vi vidste, var, at han ikke ville fortælle FN, hvad han så havde gjort ved dem.
     Helt ærligt, nu synes jeg faktisk, at hykleriet må have en grænse. Vi står i den Folketingssal, hvor SF's politiske leder har sagt, at Saddam Hussein har masseødelæggelsesvåben; hvor Socialdemokratiets politiske leder har sagt, at Saddam Hussein har masseødelæggelsesvåben; hvor Socialdemokratiets politiske ordfører har sagt, at Saddam Hussein har masseødelæggelsesvåben.
     Vi traf så en beslutning, ikke på basis af de udtalelser, som SF's politiske leder, som Socialdemo-kratiets politiske leder og Socialdemokratiets politiske ordfører kom med, men på basis af, at Sad-dam Hussein ikke ville samarbejde med FN's Sikkerhedsråd, og det måtte selvfølgelig have en kon-sekvens.
     Helt ærligt, nu har jeg været ude at besøge fattige irakere i marsklandsbyer, som knap har til dagen og vejen. De ønsker brændende, at det internationale samfund nu koncentrerer kræfterne om at give dem en fremtid. Jeg synes faktisk, at det var noget vigtigere at bruge kræfterne på.
Formanden: 
Så er det sidste spørgsmål til hr. Jeppe Kofod.
Jeppe Kofod (S):
Det sidste bruger vi også kræfter på, og det ved statsministeren udmærket. Socialdemokratiet er fuldt og helt bag den genopbygningsindsats og sikkerhedsindsats, som sker i Irak i øjeblikket. Vi har støttet udsendelsen af danske soldater, politifolk, nødhjælpsarbejdere osv., så jeg synes, det er for langt ude at komme med den påstand, at vi ikke står bag det.
     Det, der er interessant, er det, der skilte Folketinget. Et meget stort mindretal i Folketinget blev tilsidesat. Vi ønskede, at våbeninspektørerne skulle have lov til at færdiggøre deres arbejde, det ønskede de også selv, men alligevel valgte statsministeren og regeringen at sende Danmark i krig, oven i købet på et grundlag, der viser sig muligvis at være forkert, fordi der ikke er de her masse-ødelæggelsesvåben. Så afviser man en undersøgelse, og det synes jeg altså er mærkværdigt.
     Man skylder den danske offentlighed, Folketinget, det åbne demokrati, vi har, at man får den her undersøgelse, hvor man kommer til bunds. Når statsministeren sagde, at Irak havde masseødelæggelsesvåben, og at det ikke var noget, man blot troede, man vidste det, hvor havde statsministeren så den viden fra? Det kunne komme frem i sådan en undersøgelse, men man afviser kategorisk at se på det, på trods af at både Bush og Blair er kommet til en anden konklusion. Jeg håber bare, at statsministeren snart vil komme til en anden konklusion, for jeg synes, at det her er en meget mærkværdig sag.
Statsministeren (Anders Fogh Rasmussen):
Hr. Jeppe Kofod kører i ring, og derfor bliver jeg nødt til at gentage, hvad jeg før har sagt, nemlig at det, vi ved, jo er, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, det, vi ved, er, at han havde brugt dem, og det, vi også ved, er, at han aldrig havde villet fortælle FN, hvad han havde gjort ved dem. Det var jo derfor, der var mange, som var af den opfattelse, at Saddam Hussein var en sikkerhedsrisiko, og det fastslog FN's Sikkerhedsråd i øvrigt også enstemmigt.
Kl. 13.45
     Derfor er der ikke noget at komme efter, når det gælder det grundlag, som vi gik ind i krigen på, for det var nemlig, at Saddam Hussein nægtede at samarbejde med FN's Sikkerhedsråd, bl.a. om at fortælle, hvad han havde gjort ved sine masseødelæggelsesvåben, når han nu påstod, at han ikke havde dem. Det grundlag er lagt fuldstændig åbent frem i Folketinget, det er baseret på fuldstændig åbne kilder, og derfor er der ikke noget at undersøge.
     Jeg har ikke noget ønske om at holde noget som helst skjult; der er heller ikke noget skjult, for det er lagt fuldstændig åbent frem i Folketinget, og derfor er der ikke noget grundlag for at bruge store ressourcer på at lave undersøgelser. Det hele er foregået her i Folketinget.
Hermed sluttede spørgsmålet.