Menu
CFU logo © CFU
 
• Indhold

CD-rom og historieundervisningen

I forbindelse med omlægningen af Gymnasie-IT er det besluttet, at de nuværende fagmoduler ikke længere er obligatoriske i forhold til erhvervelse af kørekortet. De  stilles derfor fremover i revideret form gratis til rådighed for alle via EMU. Fagmodulet i historie blev skrevet i 2000, og Gymnasie-IT vedligeholder dem ikke længere. I forbindelse med overflytningen af materialet til EMU er alle links blevet checkede, døde links fjernet og der er foretaget nogle få, mindre redaktionelle ændringer. Der er sket meget på området siden 2000, og en del af fagmodulet ville nok idag se anderledes ud.

Kapitel 3

Cd-rom udgivelser til brug i historieundervisningen, kan deles i to hovedtyper. En type, der indeholder originalt materiale i form af tekst eller billeder i retning af traditionelle kildesamlinger, og en type, der mere har form som en fremstilling med både tekst, billede, video og lyd – sammenlignelig med en historisk fremstilling.

Materialet på den første hovedtype foreligger ofte i en delvis ubearbejdet form, som fx en hel årgang af en avis eller en række fotos af effekter fra Nationalmuseets udstillinger og arkiver. Eleverne kan gå på opdagelse i alt dette og finde frem til de informationer, som kan bruges i den givne sammenhæng, og dermed opleve en autenticitet og en fornemmelse af det aktuelle stykke fortid, som ellers ville kræve megen læsning.

For at kunne bruge de fundne informationer er det nødvendigt, at eleverne sættes i stand til at udvælge og sortere. Også metodemæssigt kan denne type sammenlignes med kildesamlinger og stiller dermed de samme krav til undervisningen. Diskussioner om teksternes tendens og ophavssituation er nødvendige, ligesom udvalget af tekster må bedømmes - alt sammen noget, som ligger i forlængelse af de spørgsmål, som allerede stilles til tekster i den daglige undervisning.

Der bliver stadig færre af denne slags udgivelser, idet den forøgede båndbredde på skolernes Internetforbindelser efterhånden har gjort det muligt at have online adgang til oplysninger af denne karakter.

Den digitale historiebog i form af cd-rom udgivelser vinder til gengæld mere og mere indpas. I produktionen af sådanne udgivelser har der siddet en (lærebogs)forfatter og foretaget et udvalg af et givet stof. Samtidig er der fastlagt en eller flere veje gennem materialet på samme måde som opbygningen af en bog. Det er dog således, at læserens valg af i forvejen fastsatte steder i gennemgangen har betydning for den rækkefølge, som informationerne præsenteres i. Man bliver som læser præsenteret for tekstuddrag, forklaringer, tolkninger, billeder, videosekvenser, lyde og musik. En præsentation af denne type er oftest motiverende og giver mulighed for, at eleven kan opleve begivenheder og sammenhænge, som man ellers ikke ville se ved læsningen af traditionelle fremstillinger til undervisningsbrug.

Denne interaktivitet og mulighederne for at opstille meningsfulde problemstillinger, forfølge individuelle mål og samle relevant kildemateriale med henblik på senere bearbejdning gør cd-rommen til et uovertruffet alternativ til bogen. I ingen af de traditionelle materialetyper til historieundervisningen er det muligt at gøre store datamængder let tilgængelige og at skabe samspil mellem tekst, billede, grafik, video og lyd, i samme grad som på cd-rommerne.

Som ethvert andet medium har også cd-rom'en nogle stærke og svage sider. De stærke sider en nævnt og blandt de svage er især risikoen for "edutainment', dvs. faglig overfladiskhed og jagten på effekter, således at mediets underholdningsværdi bliver det afgørende. Mange udenlandske produktioner fx fra Microsoft lider af denne skavank. Se fx Ancient Lands, som omhandler samfundene i den antikke verden. En flot præsentation men ikke mange muligheder for selvstændigt arbejde.

Det er netop den kvalitet, vi skal gå efter i valget af cd-rommer til historieundervisningen. For det første udnytter den velegnede undervisnings cd-rom mediets særlige muligheder for oplevelse - eller snarere indlevelse i historiske miljøer og situationer, hvilket i sig selv er værdifuldt. Men det er en vigtig pointe, at denne mulighed ikke alene udnyttes for sin egen skyld. Intentionen bør være, at denne følelse af at "opleve' historien skal få brugeren til selv at gå videre - til på eget initiativ selv at søge oplysninger, der kan sætte oplevelsen ind i en samfundsmæssig ramme og et historisk perspektiv.

For det andet skal cd-rommen udnytte mediets enestående mulighed for at samle et meget omfattende kildemateriale, som man hurtigt og let kan skaffe sig adgang til med en brugervenlig søgefacilitet. Der skal være mulighed for, at brugeren kan finde den baggrundsviden, som oplevelsen har givet ham lyst til at søge, samt det kildemateriale, der giver ham mulighed for at gå endnu videre.

Det er et godt og velkendt pædagogisk princip at lade historieundervisningen tage udgangspunkt i oplevelse/indlevelse og kritisk stillingtagen. Men det kan det være vanskeligt at tage udgangspunkt i en oplevelse, når man arbejder med de traditionelle undervisningsmaterialer. Netop på dette punkt rummer cd-rom'en som multimedie en enestående mulighed, men hele tiden sådan, at brugeren ikke "nøjes' med oplevelsen. Lige så vigtigt, det er at udfolde mediets oplevelsesmuligheder - lige så vigtigt er det at give brugeren mulighed for den faglige fordybelse, som er al undervisnings endemål.

Tre eksempler

I det følgende præsenteres eksempler på praktisk anvendelse af cd-rom'er til historieundervisningen. Der er netop tale om eksempler, idet markedet udvikler sig så hurtigt, at der sikkert er kommet flere udgivelse til i løbet af ganske kort tid. Formålet er altså ikke så meget at beskrive et nogle enkelte produkter, men mere at give nogle almene anvisninger. Øvelserne bør – selvom de tager et konkret udgangspunkt- ligeledes kunne anvendes på andre produktioner.

1. Vikingerne i sigte

Denne cd-rom er et eksempel på en udgivelse med forholdsvis ubearbejdet materiale.Vikingerne i sigte er udgivet i et samarbejde mellem nationalmuseerne i Irland, Skotland og Danmark, og man kan som bruger vælge mellem sprogene dansk, engelsk, skotsk/gælisk og irsk. Ifølge cd-rommen er formålet både at oplyse brugerne om vikingernes verden men også at aflive nogle af de forkerte forestillinger, som findes om vikingetiden i dag.

Dette dobbelte formål afspejler sig direkte i opbygningen. I indgangsmenuen kan man vælge mellem to 'veje' ind i materialet, nemlig at gå ind i en del, der beskæftiger sig med de gængse forestillinger om vikingetiden og en del, der beskriver vikingernes verden, som museumsfolkene tolker den. Man kan så springe mellem de to dele, således at man hele tiden kan kontrastere forestillingerne med de moderne tolkninger. Materialet er grupperet under overskrifterne Folket, Hvor og hvornår, Skibe, Død og Handel og plyndringer, og som det ses er der tale om en bred behandling af vikingesamfundet. Under hver af disse overskrifter er der 2 – 4 skærmsider, som præsenterer en kortfattet tekst om det pågældende emne ledsaget af et billede, et lydeksempel eller en videostump. Ved at klikke på illustrationen kan man få en forstørrelse og en række realoplysninger. Det er så muligt at bevæge sig rundt mellem de forskellige skærmsider, springe fra emne til emne, læse lidt om arkæologiske teknikker, m.v.

Brug i undervisningenVikingerne i sigte er først og fremmest et digitalt museum og skal bruges som sådan i undervisningen. Det drejer sig altså om at hente billeder og korte beskrivende tekster til brug i diverse opgaver og præsentationer. Man kan hævde, at dette er en forholdsvis begrænset anvendelse, men på den anden side ville det være meget besværligt at opnå tilgang til de samme materialer ved besøg på diverse museer bevæbnet med et (digitalt) kamera.

2. Hvem byggede Danmark

Hvem byggede Danmark? er en cd-rom om Danmarkshistorien i det 20. århundrede.
Den udsendtes af Munksgaard og LO som ét af de mange initiativer, hvormed den faglige landsorganisation markerer sit 100 års jubilæum i 1998. Cd-rommen kan i dag erhverves hos Netproduktion, Kalvebod Brygge, København.

Hvem byggede Danmark 1898-1998 består grundlæggende af fire lag:

  • Et oplevelseslag omkring Østerby på Samsø og Borgergade i København
  • En temadel bestående af 17 strukturerede temastrenge og fire speakede tidsture
  • En arkivdel med en database bestående af tekster, billeder, film- og lydklip.
  • En tidslinie med begivenhedshistorie og fundamentale kildetekster

I oplevelseslaget er der mulighed for at kigge indenfor i otte lokationer. Ved hjælp af den særlige omniview teknik kan eleven bevæge sig rundt i det virtuelle rum og aktivere forskellige genstande. Der kan fx klikkes på en gammel radio og man hører radioavisen fra 1933, man kan se på et fotoalbum med familiebilleder eller læse en avis fra den pågældende periode. Vi er ikke på Christiansborg eller Amalienborg, men ude blandt almindelige danskere som Familien Kristensen i Østerby på Samsø. Hvordan var deres liv og livsbetingelser på det pågældende tidspunkt? I oplevelseslaget skal eleven gøres nysgerrig, og han skal have mulighed for at bevæge sig rundt på må og få i de otte miljøer.

De 17 temaer består af 12 generelle temaer dækkende alle aspekter i samfundsudviklingen, og fem der specielt omhandler arbejderbevægelsen. Hver temastreng er inddelt i fire perioder (1890-1930-1960-1990) og under disse ligger et antal delemner, i reglen 4 - 6 delemner pr. periode. Den enkelte temastreng giver ved hjælp af billeder og tekst en sammenhængende fremstilling af det pågældende temas udvikling over 100 år. Ønsker man herefter at fordybe sig i en bestemt periode eller et bestemt deltema går man til arkivet og undersøger hvilke poster i form af tekst-, billed- og lydfiler der er til rådighed. De ca. 400 delemner er dermed et tilbud om fordybelse, mens den guidede temagennemgang skal give overblik og sammenhængsforståelse.

Hvad angår den kronologiske struktur på Danmark 1898-1998 er pladen bygget op omkring fire perioder, fire generationer af danskere om man vil, nemlig 1890 - 1930 - 1960 - og 1990 - nu. De fire omdrejningspunkter følger centrale snit i de sidste 100 års Danmarkshistorie. Perioderne skal ikke forstås som tiår, men som problemstillinger, der tager deres udspring i det pågældende tiår. 1890-perioden går således til 1930. 1930 går til 1960 og 1960 til 1990.

Arkivet er pladens database, en stor samling af ca. 5.000 poster. Det er her, eleven skal arbejde interaktivt med selv at søge informationer, billeder, kort, statistik, tekster samt film- og lydklip. Eleven kan dels lade sig styre af tema eller deltemastrukturen eller foretage selvstændige søgninger på tværs i databasen. Det er mulig at søge på medie, altså søge efter bestemte filtyper fx tekst eller lydfiler. Ren fritekstsøgning er naturligvis også en mulighed.

Endelig er der tidslinien. Herfra kan eleven for hvert af de 100 år få en begivenhedshistorisk årsoversigt, der i korte fakta fortæller om de vigtigste hændelser fra det pågældende år. Fra tidslinien er der også mulighed for at udvælge fundamentale kildetekster, som er grupperet omkring 40 vigtige emner i Danmarkshistorien.

Brug i undervisningen

Da cd-rommen emnemæssigt spænder meget vidt, er det naturligt at forestille sig, at brugeren arbejder ud fra en afgrænset problemstilling; men inden eleverne afgrænser og perspektiverer deres søgning, er det af betydning, at de kender det samlede tidsbillede. For at opnå dette kan man gå til de korte speakede periodebeskrivelser, eller evt. til en danmarkshistorisk lærebog.

Når eleverne har dannet sig i overblik over tiden og har ladet sig inspirere af de skildrede miljøer, kan de fordybe sig i de tema- og emneområder, der er relevante for deres individuelle arbejde eller gruppens arbejde. Efter en kort indføring i programmets teknik og funktionalitet, kan brugerne bevæge sig rundt i materialet. Kravene om differentieret undervisning kan altså tilgodeses – både på det faglige og det metodiske plan. Undervisningsformen kan være en af de tre hovedtyper, som er nævnt i kapitel 1, eller nok snarere en kombination af disse, men det skal understreges at denne cd-rom først og fremmest lægger op til elevernes selvstændige arbejde – til at de påtager sig ansvar for eget arbejde.

Opstillet i punktform giver Hvem byggede Danmark mulighed for at arbejde med følgende udgangspunkter i undervisningen:

  • Oplevelsestur med lejlighedsvis adgang til arkivet for videre udforskning. (Nysgerrighed og identifikation)
  • Oversigtsfremstilling vha. speakede ture i de 4 årtier (Det forkromede overblik)
  • Indgang ved tidslinie. (Hvad skete hvornår)
  • Følge en tematisk fremstilling med lejlighedsvis adgang til arkivet. (Den elektroniske historiebog)
  • Direkte adgang til arkivet vha. perioder. (Detaljeret viden om….)
  • Direkte adgang til arkivet vha. emner. (Detaljeret viden om…)
  • Direkte adgang til arkivet vha. søgninger. Forskellige søgemuligheder. (Eleverne som historikere)

3. Nye veje til Rom

Nye veje til Rom er ligesom mange andre cd-rom'er med 'studietursindhold' organiseret med flere indgangsmuligheder, hvor man under hvert emne kan klikke sig ind på mere viden og flere detaljer om det enkelte emne. De 10 hovedindgange er Nutidens Rom, Billedkunst, Danske forfattere i Rom, Fascismen, Dagligliv i Kejsertidens Rom, Nutidens og fortidens landbrug, Roms historie, Roms vand, Det religiøse Rom og Kunstnernes Rom.

De enkelte skærmbilleder er bygget op omkring en kort tekst med links til yderligere forklaringer i det omfattende leksikonafsnit eller med links til andre tekster under andre overskrifter. På de fleste skærmbilleder er der ligeledes illustrationer i form af billeder, som i større eller mindre grad belyser teksten. De enkelte billeder kan forstørres ved at klikke på dem.

Begrundelse for valget af cd-rom medie er i dette tilfælde de mange flotte farvebilleder. Disse kunne ikke være præsenteret på en flottere og lige så billig måde ved brug af traditionelle, trykte materialer.

Tekstmaterialet er kortfattet. I opbygningen af det enkelte skærmbilledet er man med cd-rom mediet og andre multimedier nødt til at arbejde med meget kortfattede tekster. Der skal være mulighed for at få den nødvendige information uden at bladre for meget. Bag de enkelte links er der til gengæld mulighed for at lagre længere forklaringer og også egentligt kildemateriale. I denne cd-rom er der kun få eksempler på inddragelse af kildemateriale. De sparsomme tekster betyder, at det er nødvendigt i historieundervisningen at supplere Nye veje til Rom med traditionelt materiale.

Brug i undervisningen

I Nye veje til Rom er der ingen eksplicitte problemstillinger, der skal undersøges nærmere; der er intet kildemateriale til at sammenligne de korte fremstillinger med; der er ikke noget, man kan søge efter (der er slet ingen søgefaciliteter) og der er ikke nogen arbejdsspørgsmål. Der lægges kort sagt ikke vægt på interaktivitet og selvstændigt arbejde i samme omfang som 'de elektroniske historiebøger', men der fokuseres på at præsentere de mange flotte billeder. Men alligevel kan denne cd-rom anvendes som supplerende materiale i historieundervisningen. Som forberedelse til studietur til Rom eller som en form for visualisering af de steder og bygninger, man beskæftiger sig med i undervisningen om det gamle Rom eller det moderne Italien er denne type cd-rom uovertruffen.


Links og øvelser:

Kapitel 3
  • ">On-line udgave af CD-rom produktionen: "Hvem byggede Danmark"
Øvelser