Israel-Palæstina konflikten

Både jøder og palæstinensere mener at nedstamme fra folk, som boede i området fra omkring 3000-4000 år før vor tidsregning. Disse folk kom fra Den Arabiske Halvø og var nomader. Omkring år 1000 før vor tidsregning opstod en jødisk stat i området under kongen David, som nævnes i Bibelen. Den blev dog underlagt først græsk og siden romersk herredømme, og efter en jødisk opstand blev det jødiske tempel i Jerusalem i år 70 ødelagt, og den jødiske befolkning tvunget på flugt. I århundreder herefter var området domineret af kristne herskere, men det ændrede sig i 600-tallet, da islam med arabiske stammefolks ankomst blev den dominerende religion. Siden blev området fra 1500-tallet underlagt Osmannerriget, som eksisterede frem til 1. verdenskrig.

Både jøder, kristne og muslimer, arabere og israelere har altså grundlag for at føle en historisk tilknytning til Palæstina, og den historiske tilknytning spillede da også en vis rolle, da den jødiske indvandring til området tog fart fra slutningen af 1800-tallet.

I slutningen af 1800-tallet opstod der en jødisk bevægelse, zionismen, som ønskede at oprette et jødisk hjemland i Palæstina. Zionisterne henviste til talemåden "Et land uden folk til et folk uden land", når de skulle forklare, hvorfor der skulle etableres en jødisk stat i Palæstina. Palæstina var dog ikke et land uden folk, for på det tidspunkt boede formodentlig omkring en halv million arabiske beduiner og fattige daglejere i området. Theodor Herzl regnes med sin bog fra 1896 for Zionismens fader og argumenterede i starten for at jøderne kunne få et hjemsted i Uganda.

Efter 1. verdenskrig, hvor England og Frankrig havde koloniseret området, begyndte araberne i området ligesom de indvandrede jøder at tale om at etablere deres egen stat. Folkeforbundet (forløberen for FN) mente, at de lokale folk burde have deres egne stater i området som afløsning for Det Osmanniske Rige, som var brudt sammen under 1. verdenskrig. Den britiske udenrigsminister støttede med Balfourerklæringen i 1917 at jøderne kunne få et hjemsted i Palæstina. Det var på den baggrund, at først Jordan, siden Irak og derefter Syrien og Libanon blev skabt. Tilbage var landområdet Palæstina, og her var der begyndt at opstå stridigheder mellem de arabiske indbyggere og de jødiske indvandrere. Under 2. verdenskrig forsøgte englænderne derfor at mindske den jødiske indvandring, men efter krigens afslutning rejste tusindvis af jøder ind i området. De havde overlevet nazismens jødeudryddelser i Europa, og der var stor forståelse for, at de ønskede at begynde et nyt liv i et andet område. FN vedtog herefter den delingsplan, som medførte oprettelsen af staten Israel 14. maj 1948, og som betød et reelt krigsudbrud dagen efter.

I 1948 vedtog FN at anerkende en israelsk stat i dele af det område, der i dag er Israel. FN lavede allerede i 1947 en delingsplan, der opdelte Palæstina i en jødisk og en arabisk del. Jøderne, som udgjorde 33% af befolkningen og ejede mindre end 10 procent af jorden, skulle have omkring 56% af Palæstina, mens palæstinenserne skulle have de resterende cirka 44 procent. Israelerne var tilfredse med denne fordeling, men palæstinenserne mente, at de havde ret til en stat i hele Palæstina, og derfor afslog de FN's forslag. Palæstinenserne blev bakket op af de arabiske nabolande, hvilket førte til en række krige op gennem de kommende årtier.

Her er der henvisning til en række websteder hvor konflikten beskrives i detaljer og ses fra forskellige synsvinkler.

I 2006 udbrød en ny krig hvor Israel bekæmpede Hizbollah i Libanon og i Gaza-striben. Nedenfor er der henvisning til en række links der fører udviklingen i Israel-Palæstinakonflikten frem til 2006.

Der er særdeles gode muligheder for at lade eleverne finde materiale på nettet om Israel-Palæstiana og lave kildekritiske sammenligninger mellem de forskellige hjemmesiders oplysninger. Der er givet mange eksempler på velegnede sider ovenfor. Læs mere om kildekritik på EMU.

Desuden er det oplagt at lave fagsamarbejde med fag som religion, filisofi, samfundsfag og engelsk.