Den materialekritiske dimension

Samtidig er materialekritisk bevidsthed og kritiske overvejelser en grundlæggende dimension ved faget og undervisningen. Til stadighed må vi stille spørgsmål som: Kan vi regne med det, vi læser?

Hvad ved forfatteren om det, han skildrer? Hvilket materiale bygger han på, og hvordan er fremstillingen påvirket af hans holdninger, interesser, forudsætninger m. m? Og hvor gyldige er de konklusioner, vi når frem til i historieundervisningen?

Dermed står såvel historiebogsforfattere som historieundervisere over for et dilemma, som kan minde om Krakas i den islandske sagamyte: Hverken påklædt eller nøgen, hverken mæt eller fastende, hverken alene eller med ledsager? På den ene side er en historiebog eller en historieundervisning, der foregiver at give det sande/gyldige/rigtige/objektive billede af den historiske virkelighed jo åbenlyst vildledende for læseren/eleven, uanset hvor spændende den i øvrigt er. På den anden side vil en bog eller en undervisning, som lader de spændende problemstillinger og svar og den sammenhængende fortælling forsvinde i en materialekritisk hakkemaskine, være gold og interessedræbende for de fleste og tilmed risikere at efterlade læseren/eleven med en total materialekritisk skepsis (”Man kan åbenbart ikke regne med noget som helst”).

Svaret på denne Kraka-udfordring må selvfølgelig være at stræbe efter en hverken-eller- eller en både-og-løsning, og jeg har både som historielærer og historiebogsforfatter tumlet med denne problemstilling siden 1970’erne. Jeg kan bl.a. henvise til bogen ”Historie. Hvorfor. Hvordan”, (Skive 1976), artiklen ”den materialekritiske dimension” i Noter (nr. 139, december 1998) og mit verdenshistorieprojekt ”Hvorfra. Hvorhen. Hvorfor” (Gyldendal 1998), hvor den materialekritiske dimension blev forsøgt udbygget i det tilhørende studiehæfte (Gyldendal 1998).

Jeg har her bl.a. forsøgt at anskueliggøre problemstillingen med begreberne endimensional og todimensional iagttagelse. Den endimensionale iagttager ”sluger” passivt og ukritisk det, han/hun hører, ser og læser og opfatter dette som facts – som viden om virkeligheden. Den todimensionale iagttager forholder sig derimod aktivt undersøgende til den historiske virkelighed med problemstillinger og spørgsmål og er samtidig bevidst om, at man ikke bare kan sætte lighedstegn mellem materiale og virkelighed, men at man hele tiden skal holde øje med og overveje arten, pålideligheden og kvaliteten af det materiale, man arbejder med.

 

Endimensional iagttagelse

 

 

 

 

 

Den todimensionale iagttagelse

 

 

 

Jeg forsøgte som sagt i 1997-98 at udbygge den materialekritiske dimension ved at lave et ledsagende studiehæfte. Med udbredelsen af pc’ere og internetadgang forekommer en sådan løsning jo i dag meget gammeldags. Nu må den selvfølgelige løsning være at tilknytte en (frit tilgængelig) hjemmeside, hvis man vil forbedre mulighederne for todimensional iagttagelse uden at havne i Kraka-fælden.

I mit nye projekt ”Danmarks historie – i et globalt perspektiv” (Gyldendal 2008) har jeg forsøgt at udnytte de muligheder, som kombinationen af bog og hjemmeside kan give for todimensional iagttagelse.

Målsætningen har ikke været at rense selve bogen for den materialekritiske dimension. Snarere tværtimod. I bogen skitserer jeg således indledningsvis det materialekritiske problemfelt, ligesom der flere steder undervejs er nogle bemærkninger om de materialemæssige problemer og en del henvisninger til det anvendte materiale. Bogen antyder også undervejs nogle styrende problemstillinger, ligesom den sine steder (f.eks. i forbindelse med landboreformerne, samarbejdspolitikken og fodnotepolitikken) præsenterer forskellige synspunkter fra den historievidenskabelige slagmark. Bogen tilstræber også en åbent diskuterende tilgang til stoffet.

Bogen indeholder altså fortsat mange signaler om, at man ikke bare kan sætte lighedstegn mellem bogens skildring og den historiske virkelighed (hvad enhver historiebog og historieundervisning vel bør gøre?).  

En tilknyttet hjemmeside giver imidlertid spændende muligheder for at udbygge den materialekritiske dimension og dermed forhåbentligt forbedre læsernes muligheder for todimensional iagttagelse, og det er det, jeg har forsøgt med mit nye projekt.

For det første er der på hjemmesiden under knappen ”problemstillinger” for hvert af de 11 underkapitler synliggjort en række af de problemstillinger, som har styret forfatterens udformning af det pågældende kapitel med argumenter for nutidsrelevansen af de pågældende problemstillinger (se f.eks. www.danmarkshistorie.gyldendal.dk/kap3_kap31_problemstil.html). Dermed skulle det blive klarere for brugeren, at historien ikke skriver sig selv, men at historiebøger skrives af personer, der er placeret i nutiden og herfra stiller spørgsmål til fortiden med henblik på at få et bredere/dybere/længere perspektiv på den nutidige virkelighed, og at historiebøger læses af mennesker, der sidder i nutiden og forsøger at få et historisk perspektiv på nutidsrelevante problemstillinger.

For det andet er der på hjemmesiden under hvert af de 11 delkapitler en oversigt over materialegrundlaget for den pågældende periodes Danmarkshistorie: Hvilket materiale har historikerne bygget deres skildringer på, hvilke problemer giver materialet anledning til, og hvilket materiale er der nærliggende til rådighed for den, der vil studere historien: ude i landskabet, på museer m.v., på internettet, i bøger (se f.eks. beskrivelsen under kap. 1.1 www.danmarkshistorie.gyldendal.dk/kap1_kap11_materiale.html).

For det tredje er der på hjemmesiden en omfattende beskrivelse af det materialekritiske apparat belyst med eksempler fra Danmarkshistorien (www.danmarkshistorie.gyldendal.dk/materialistisk.html). Her er der både mulighed for at få en kort version ved at læse præsentationen under ”Den materialekritiske dimension” og f.eks. klikke på knapperne ”kildekritik – en oversigt” og ”den historiske undersøgelse”, og en længere version ved at inddrage andre dele af det materialekritiske apparat. Brugere af studiehæftet til HHH vil her kunne nikke genkendende til teksten, om end eksemplerne selvfølgelig er tilpasset Danmarkshistorien.

For det fjerde er der på hjemmesiden et antal kilder (og der vil komme flere til). Inddragelsen af kilder udgør jo en vigtig grundpille, når man skal forstå, hvordan de historiske teorier er fremkommet, og hvordan historikerne arbejder. Skal eleverne selv prøve at ”lege” historiker, kan jeg anbefale det omfattende materiale om mordet på Erik Klipping under kapitel 1, der både skulle muliggøre noget ”originalt detektivarbejde” og give et indblik i, hvilke konklusioner historikerne har draget gennem historien.

 

Konklusion

Koblingen af bog og hjemmeside skulle gerne give nye spændende muligheder – pædagogisk, fordi den materialekritiske dimension kan inddrages i større eller mindre grad afhængigt af behov, tid, forudsætninger og problemstillinger, og didaktisk, fordi den materialekritiske dimension til stadighed er nærværende (kun et par klik væk) i forbindelse med arbejdet med bogen – hjemme, i grupper, i klassen.

Jeg kan altså anbefale historielærerne at kigge ind på den printervenlige hjemmeside, og når man så er der alligevel, kan man jo samtidig kigge på nogle af forfatterens andre forsøg på at tackle vigtige historieundervisningsproblemstillinger:

Hvordan kan man lave en bog, som både er tyk og tynd (og som både kan bruges til fordybelse og som pixi-bog)?

Hvordan kan man styrke den kronologiske dimension uden at tage kvælertag på faget?

Også her er der brug for betydelig Kraka-snilde!

 

Ebbe Kühle