Menu
CFU logo © CFU
 
• Indhold

18. Miasmeteorien

 

Her fortælles kort om, hvad miasmeteorien går ud på.

18. Miasmeteorien

 

 

Om miasmeteorien

 

I løbet af 1800-tallet blev den almindeligt gældende teori i lægekredse, at sygdomme og epidemier som tyfus og kolera skyldtes uddunstninger, der kom fra bl.a. møddinger og forrådnet materiale, og stillestående dårlig luft. Denne teori kaldes også miasmeteorien. Miasme er det græske ord for forurenet.

Det var først med Louis Pasteurs og Robert Kochs opdagelser i 1870´erne og 80´erne, at det blev klart, at det var mikroorganismer og ikke stillestående forurenet luft, der var skyld i smitsomme sygdomme, som tyfus, kolera og tuberkulose. Colibakterien, der forårsager tyfus, blev første gang beskrevet i 1885.

 

Se herunder uddrag af "Lys, luft og renlighed. Den moderne socialhygiejnes fødsel" af Lars-Henrik Schmidt og Jens Erik Kristensen s. 42:

 

Forrådnelseslugte bliver hermed det nye symptom på faretruende dårligdomme og det gælder om at være på vagt over for stank.  Det er i lyset heraf, at lugtesansen bliver den afgørende hygiejniske sans, når det drejer sig om at opspore arnestedet for epidemiske sygdomme. Miasmeteoriens rumslige ætiologi bliver nu til en social ætiologi: det var ikke længere de klimatiske og meteorologiske forhold, der forårsagede den spontane opkomst af miasmisk luft, men forrådnelse, sammenblanding og f.eks. stillestående kloakvand. Derfor når de moderne miasmeteorier deres højdepunkt af praktisk indflydelse i takt med, at der også statistisk kan peges på signifikante sammenhænge mellem dødelighed og områder med dårlig sanitet og dermed dårlig luft. De nye industribyer bliver så at sige miasmeteoriens epidemiske sumpe, hvori giftige uddunstninger opstår og spredes. Stanken bliver symptomet på faretruende uorden og mangel på cirkulation.

Den sanitære bevægelse sætter på denne baggrund ind for at udrydde årsagerne til dårlig luft og stank; ordensprojektet skal sanere, tørlægge og udrense de urbane sumpe. Hermed kunne man forhindre korruption af luften og dermed sygdomme i at opstå.”