Cuba uden Fidel Castro

Hvad vil der ske på Cuba efter Fidel Castro? Efter en rejse rundt i den subtropiske salsa-socialistiske mønsterstat er det vanskeligt at få øje på noget, der signalerer umiddelbare ændringer. Der er ikke nogen artikuleret opposition. Min guide med et russisk navn er ikke bange for i en snæver kreds at udtrykke en meget kritisk holdning overfor cubansk politik. Han taler vældig godt engelsk, men har aldrig besøgt noget engelsktalende land. Han nærer en diffus frygt for fremtiden og siger: ”Der er megen undertrykkelse på Cuba”, og ”Hvem ved, hvad det kan føre til?”. Han er træt af ikke at kunne rejse udenfor Cuba og fortæller, at man ikke har lov til at have internetadgang, og at man ikke må bruge parabol. I samme åndedræt giver han mig sit kort, hvor hans mailadresse optræder, og det viser sig sørme, at han har set samtlige danske dogmefilm. Adgang til www skaffer han sig via sit job som guide, og adgang til paraboler forhandles illegalt.

Der er kun to aviser på Cuba. Partiavisen ”Granma”, opkaldt efter den plimsoller som Fidel Castro og Che sammen med 80 andre anvendte i 1956, da de begyndte den kamp, der 1. januar 1959 resulterede i revolutionens triumf. Den anden er ”Juventud Rebelde”, som er ungdomsorganet af sammen parti.

Den almindelige cubaner har ikke adgang til andre informations-kilder end de statskontrollerede, men ude på Havannas berømte havnepromenade Malecon er der en lysavis, der fra den schweiziske ambassade, som huser USA’s interesser på øen, med flere meter store typer sender den frie verdens nyheder ind over Cuba. Men rundt om dette velbeskyttede højhuskompleks er der ikke nogen cubaner, der tager opstilling uden håndfast at få besked på at flytte sig. Foran den såkaldte ”amerikanske ambassade” har regeringen anlagt den antiimperialistiske plads, hvor revolutionære slagord ”patria o muerte” (fædreland eller død) og det optimistiske ”venceremos” (vi vil sejre) lyser op.
For at forhindre at lysavisen skal kunne ses på afstand, er der anlagt en flag-park med tyve meter høje flagstænger, som flager med den hvide cubanske stjerne på sort baggrund. Der er 138 flagstænger, én for hver af de cubanere, som den cubanske regering beskylder USA for at have på samvittigheden.

På vej fra turistbyen Trinidad til mit ”all inclusive” turistfængsel falder jeg i snak med chaufføren. Da han hører, jeg er fra Danmark, fortsætter han uden videre samtalen på tysk. Han har aldrig været udenfor Cuba, men taler fremragende tysk. Han fortæller, at Cuba først var koloniseret af Spanien til 1898, derefter af USA til 1959 og så af russerne til 1989. Han mener, at russerne var de mildeste kolonisatorer, da de overlod mest til cubanerne, og han fortæller, at det nu går godt efter den specielle periode.

I San Juan de los Remedios sidder jeg og venter på pladsen. Jeg falder i snak med en ældre dame. Hun mistede sin mand under revolutionseksporten til Angola. Hun tænker ikke meget på Cubas fremtid, men oplyser, at hun ikke kan leve af sin pension på 168 nationale pesos (ca. 6 dollars) om måneden, men at hun klarer sig, fordi en søn sender penge hjem fra Spanien, samtidig med at en anden søn, der er fisker, både arbejder for staten og for sig selv.
Vi overværer en Santería ceremoni på 2. sal i en mere end saneringsmoden bygning i Habana Vieja (:den gamle del af Havana). Santería er en religion, som opstod blandt negerslaverne. De dyrkede deres gamle guder i skikkelse af katolske helgener. På Valentinsdag, møder jeg Adelaida, der var med i Santería ceremonien, hvor hun var iklædt eksotisk afrikansk tekstil, men som nu er iklædt lang aftenkjole. Et par dage senere sidder hun i en traditionel cubansk klædedragt foran San Francisco kirken. Jeg falder i snak med hende, da vi genkender hinanden. Hun kan slet ikke overskue rækkevidden af et anderledes Cuba. Hun forklarer, at det hus, hvor vi havde overværet Santería forestillingen, rummer genhusning for en masse mennesker, som har mistet deres huse på grund af sammenstyrtninger forårsaget af tornadoer og ælde. Hun selv mistede sin mand på den måde for 25 år siden, og hun håber nu på til maj at få en lejlighed i noget nyere ude ved lufthavn. Hun lever af salsaundervisning og af at optræde i cubanske folkedragter. Hun viser mig sin licens til at sidde foran San Francisco kirken om formiddagen og foran Domkirken om efter middagen.

Da jeg snakker med buschaufføren Juan Carlos om Cuba efter Castro, begynder han på den lange helteberetning om 26. juni bevægelsen, hvor Castro var heldig ikke at blive henrettet, efter det mislykkede angreb på Moncada kasernen i Santiago de Cuba i 1953. Han fortsætter, om hvordan det lykkedes Fidel Castro, Che, brormand Raúl og ganske få andre efter katastrofen med Granma i oktober 1956 at organisere modstanden i Sierra Maestra regionen på Cuba. Han begejstres over, at de ganske få mænd modstod Batistas 50.000 mand store hær og verdens mægtigste magt. Og buschaufføren forsætter med at berette, hvordan Castro, ”un hombre de cojones”(en mand med nosser), under invasionen i Svinebugten i 1961 personligt førte en kampvogn og beskød et invasionsfartøj. Man kan måske godt forholde sig kritisk til hverdagens problemer, men der er ingen, der sætter spørgsmål ved, at revolutionen i 1959 var retfærdig og heltemodigt gennemført.

 En kollega møder en kvinde, der fortæller, at hun har siddet i fængsel i 80’erne, og at hun derfor ikke kan få arbejde eller pension. Det nærmeste, jeg kommer på systemkritiske elementer, er, da jeg på Plaza de Armas i Havana kommer i snak med en antikvarboghandler, fordi jeg vil købe nogle krimier af en berømt cubansk kriminalforfatter, Leonardo Padura. Hans systemkritiske bøger er overraskende nok udkommet på Cuba, men åbenbart kun i et meget lille oplag. Boghandleren har ikke bøgerne, men tilbyder mig at se i en kasse bagved, hvori hun har ”algunos de nuestros” (nogle af vores (forfattere)). Hun tilbyder mig, at jeg kan købe hendes private eksemplarer. Næste morgen mødes vi, og jeg køber hele forfatterskabet til en god pris og har indtryk af, at handlen er vigtig for boghandleren.

På Cuba er terror amerikansk og/eller eksilcubansk terror mod revolutionen, Fidel og cubanerne. Cuba har sin egen liste over terrororganisationer, og her figurerer ca. 20 eksilcubanske og amerikanskstøttede organisationer, der mere eller mindre kontant arbejder for et andet Cuba.
Cuba beskylder USA for med urette at i årtier at have tilbageholdt fem cubanske borgere, anklaget for spionage. Portrættet af de fem ses overalt på øen med teksten ”VOLVERAN” (de vil vende tilbage), og spørger man et skolebarn, rabler de navnene på de fem af sig.

Ude på Malecon er der en kæmpe propagandaplakat, der forklarer sammenhængen helt tydelig. Som en Hollywood filmreklame anbefales her ”El Asesino”(morderen), som vises i det amerikanske parlament med George Bush og Carrilla Posada i hovedrollerne. (Carilla Posada var i 1976 ansvarlig for en terroraktion mod et cubansk fly, hvor alle 73 ombord omkom) Lige overfor er der endnu en plakat i megastørrelse, hvor man kan se: Bush + Carilla Posada = Hitler!  

Fidel Castro tog magten på Cuba 1. januar 1959. I august 2006 tvang sygdom verdens længst siddende regeringsleder til at overdrage ansvaret for regeringen til sin bror Raúl. Men foreløbig er der intet nyt fra vestfronten! Der er ingen ændringer at spore i den cubanske hverdag. Hver dag kl. 8.00 står cubanske skolebørn overalt i landet i deres pioner skoleuniform og sværger troskab til den cubanske forfatning og til det cubanske flag. De udtrykker håbet om god bedring til den gamle og syge Fidel, og revolutionens dyder udtrykkes. Og Cuba er i dag et land med national stolthed, ”patria o muerte” (fædreland eller død), og ikke den bananrepublik og feriekoloni for amerikanske rigmænd, som det var før revolutionen.
Landet var i begyndelsen af 1990’erne bogstavelig totalt mørkelagt, og produktion gik i stå som følge af mangel på energi. De mest almindelige varer var ikke tilgængelige - befolkningen manglede mad, sæbe og tøj. Men den salsa-socialistiske stat brød ikke sammen i den dominoeffekt, der ændrede Østeuropa. Domino er ellers et meget populært spil på Cuba, og den amerikanske regering gjorde, hvad den kunne for omsider at komme Castros Cuba til livs. I 1992 og 1996 strammedes embargoen, der har varet siden 1960, og som på Cuba kaldes blokaden. Men Cuba svarede igen med at lukke op for turister og ved at invitere paven på besøg.
Der er officielt ikke arbejdsløshed på Cuba, men ét er statistik, noget andet er antallet af tiggere og underbeskæftigede, der taler sit eget sprog. Men hvis man spørger cubanere, siger de, at de, der ikke har arbejde heller ikke gider arbejde. 
Cubanerne får deres løn udbetalt i den nationale cubanske peso, som kun er en fireogtyvendedel af den convertible peso, der erstattede den dollar, som Fidel Castro modstræbende måtte indføre i 1994 som parallelvaluta. Men cubanerne kan dårligt leve af det de tjener i nationale pesos, da de må betale for mange livsfornødenheder i convertible pesos. 
Cuba satser på turismen, men der er langt igen. Går man på restaurant, har man valget mellem chicken, pork eller fish, og det vel at mærke samme fisk. Dertil kan man drikke ”tuCola” eller et af de to statslige ølmærker, Cristal-pilsner eller ”Bucanero”(pirat), men det manglende kulinariske udbud kompenseres i nogen grad af rigelighed på typiske cubanske produkter som cigarer, rom og musik.
 Som et tredje verdens land er Cuba et relativt dyrt ferieland, men staten scorer jo også gevinsten ved forskellen mellem de to valutaer. Restauranterne er statsejede, men der findes en underskov af ”paladares”, (mindre private restauranter), hvor man spiser langt bedre, og hvor pris og kvalitet hænger sammen.  
Cuba er en del af Latinamerika, historisk, sprogligt og kulturelt, men samtidig er Cuba præget af USA til trods for den langvarige konflikt mellem de to lande. Der er cowboys til hest og amerikanerbilerne fra 1950’erne er meget synlige i bybilledet, navnlig uden for Havanna. Og nogle Cubanere går klædt, som var man i Texas.
Men størst fællesskab med dødsfjenden har Cuba på sportens område - baseball er Cubas national sport. Drengene spiller baseball overalt på gader og stræder, og store grupper af mænd står højtråbende og skændes om baseball, og hvis man i Havanna ikke er med ”Industriales”, er der dømt taber. Cuba er for øvrigt med på dispensation i Den Amerikanske Liga.
Privatbilisme afvikles på Cuba i amerikanerbiler og i gamle Lada’er, men moderne japanske biler ses også. Den kollektive transport er knap. I de store byer foregår det i de såkaldte camelos (kameler)- enorme lastbiler, der trækker tætpakkede person-sættevogne. Udenfor Havanna er der omfattende cykeltrafik, og i provinsen er hestetrukne taxier og minibusser meget almindelige i bytrafikken. Ude på landevejene transporteres mennesker mest på lastvogne. Meget af denne transport er spontan. Langs med landeveje og på motorveje står der i dusinvis af mennesker, der holder pengesedler ud mod de forbipasserende. Jeg falder i snak med et ungt par, som gerne skal de 100 km til Cienfuegos for de 40 nationale pesos, de holder frem. Jeg har en god dag og giver dem 100 nationale pesos, som svarer til den øl og kop kaffe, jeg lige har drukket. De bliver glade og siger, at nu skal de nok komme frem.
Overfor hotellet i Havanna lader jeg mig barbere af Don Gerardo. Han er ikke bange for, hvad der skal ske og synes, at det går godt på Cuba nu med turismen, og nu hvor man er kommet på afstand af den specielle periode. Han tager 5 convertible pesos for en udsøgt behandling. Mens jeg sidder i stolen kommer en cubaner ind og spørger, hvornår han kan komme til, og hvor meget det koster. Barberen har ikke lyst til at oplyse, hvad cubaneren skal betale for samme behandling.

I kontrollen i lufthavnen, hvor man bliver fotograferet, beder vagten mig om at tage mine briller af. Han skal se, om øjenfarven passer. Derefter spørger han mig, hvor jeg er født, og jeg må stave til Sønderborg to gange, og det virker lidt kriminelt med det ukendte bogstav. Herefter forhører han sig om mit ærinde på Cuba, og det virker ikke befordrende på hans humør, da han får at vide, at jeg er historiker og lige har rejst øen rundt med en gruppe kolleger. Jeg må minutiøst gøre rede for mine opholdssteder hele vejen rundt.

• se artilen som pdf fil