16. Lov af 1875. Landstingets afsluttende behandling

Forslag til Lov om Tilsynet med Fremmede og Reisende m.m.

 

 

Uddrag af

Landstingets eneste behandling

af Folketingets ændringsforslag

11. maj 1875

 

Hvis loven om tilsyn med fremmede skulle gå igennem, var de to ting nødt til at blive enige om dens bestemmelser. Da folketinget ikke kunne godtage det lovforslag, der forelå fra landstinget, måtte landstinget se, om de kunne godtage folketingets ændringsforslag. Se de to tings forslag på første og sidste side i kilde 15. Lov af 1875. Folketingets behandling. Det oprindelige forslag findes i kilde 14. Lov af 1875. Landstingets behandling (s.2).

 

Ordstyreren for landstingets indfødsretsudvalg indledte behandlingen med et oplæg om, hvad udvalgets indstilling var. Her handler det om paragrafferne 8 og 13.

 

Oxenbøll, Michael Christian Vilhelm, borgmester i Stubbekøbing, medlem af landstinget for Højre, ordfører og formand for landstingets indfødsretsudvalg

 

Vedr. §8

Spalte 1562-1563

… I §8, andet Stykke, saaledes som det var affattet af Landsthinget, stod der: ”Om enhver den Paagjældende overgaaet Straffedom meddeles der Opholdsbogen Paategning”. Hertil er i Folkethinget gjort den Tilføjning: dog kan han forlange en ny Opholdsbog meddelt uden Paategning, naar der i Løbet af de sidste 5 Aar ikke er overgaaet ham nogen Straffedom.”

 

Det er jo en humanere Bestemmelse, som det forekommer Udvalget, at der i og for sig ikke kan være Noget at erindre imod, især naar man husker paa, at der jo slet ikke er Tale om at lægge Dølgsmaal paa større Forbrydelser, idet jo nemlig enhver Forbrydelse, for hvilken en Udlænding idømmes offentlig Arbeide, ifølge Straffelovens §16 medfører, at han tillige bliver dømt til at udvises af Landet, og selv mindre Forbrydelser, der medfører Straf af Vand og Brød, kunne i Gjentagelsestilfælde have samme Virkning. Det forekommer saaledes ikke Udvalget, at der er Grund til at modsætte sig denne Tilføining.

 

Vedr. §13

Hvad angaar Bestemmelsen i Lovforslagets §13 om den Myndighed, som derved gives Justitsministeren til at bortvise Udlændinge, da vil det høie Thing erindre, at denne Paragraf af Landsthinget er affattet paa den Maade, at Enhver, der ikke er i Besiddelse af Indfødsret og ikke har erhvervet Indfødsret her i Landet, kan paa Justitsministerens Befaling udvises, saafremt hans Forhold dertil maattte have givet Anledning, eller hans Tilstedeværelse maatte anses for at være til Skade for den danske Stat.

 

Efter hvad man ser af Folkethingets Betænkning, og efter hvad der fremgaar af de Forhandlinger, der om denne Paragraf ere blevne førte, har man i det andet Thing ikke anset det for rigtigt at lægge en saa ubegrænset Myndighed i Justitsministerens Haand; man har troet, at det ville være tilstrækkeligt at henvise til, at, naar det maatte vise sig nødvendigt, kunde Lovgivningsmagten træde til, og man har accentueret, at det i det Hele vistnok vilde være heldigere og gavnligere og mere til Nytte for os selv, om en saadan ubegrændset administrativ Myndighedsret ikke bestod.

 

Heri har Udvalget ikke troet at kunne være enigt, men troer netop i Modsætning til det, der i saa Henseende er udtalt i Folkethingets Betænkning, at det af Hensyn til Landets Neutralitet og af Hensyn til Forholdet til Nabostaterne vilde være i høi Grad betænkeligt at mangle en saadan Ret for Administrationen, selv om der saare sjeldent eller maaske aldrig blev Brug for den, og Udvalget har derfor ikke kunnet gaa ind for Affattelsen af Paragrafen i den Skikkelse, hvori den foreligger fra Folkethinget. For imidlertid at gjøre Differentsen saa lille som mulig, har man troet at kunne foreslaa at lade hele Paragrafen gaa ud, altsaa at lade Forholdet blive ved det Bestaaende. ….

 

Justitsminister Klein, Christian Sophus, højesteretsassessor, medlem af folketinget og oprindelig nationalliberal. Han fjernede sig pga. uenighed med Estrup-regeringens provisoriepolitik mere og mere fra Højre. Sad i sine sidste år i folketinget som løsgænger primært valgt på Venstre-stemmer. Trak sig som politiker i 1898

 

Vedr. §13

Spalte 1565

… Jeg negter ikke, at jeg derfor havde hengivet mig til det Haab, at Landsthinget ville have fundet det rigtigt at vedtage Lovforslaget uforandret, saaledes som det blev tilbagesendt fra Folkethinget. Jeg er imidlertid blevet skuffet i denne min Forventning, idet Udvalget har foreslaaet, at man skulde udstemme §13 i Lovforslaget, saaledes som det er vedtaget af Folkethinget. Jeg skal tilføie, at Udvalget ved at stille dette Forslag har paa en mig ubehagelig Maade rørt ved netop det Punkt i Lovforslaget, som jeg gjerne kunde sige har været det ømmeste for mig.

 

Det vil maaske erindres, at jeg lige fra Begyndelsen næsten indstændigt henstillede til det ærede Thing, ligesom jeg derefter har gjort det i Folkethinget, at behandle denne §13 med nogen Varsomhed. Man har i det andet Thing, tør jeg sige, taget ikke lidet Hensyn til denne min Opfordring, og de Forandringer, man paa dette Punkt har foretaget i Folkethinget, indskrænker sig derfor ogsaa til at føre Lovforslaget tilbage til den Skikkelse, det havde, da det oprindelig blev forelagt af Justitsministeren. Udvalget har imidlertid fremdeles ikke kunnet finde sig tilfredsstillet ved denne Affattelse og foreslaar nu at udelade hele Paragrafen. Jeg skal ikke udtale mig stærkt imod det ærede Udvalg, men det ærede Thing maa tillade mig at yttre mit Ønske, at man i denne Henseende ikke vil følge Udvalget. ….

 

Spalte 1566-1567

…. Nu tillader jeg mig at sige til Landsthinget i Overensstemmelse med, hvad jeg i sin Tid har sagt i Folkethinget, at der virkelig ikke forekommer mig at være nogen Anledning til at lægge nogen Vægt paa, om denne Passus staar i Loven eller ikke;[1] thi ærede Medlemmer maa, tror jeg, ved nærmere Betragtning komme til det Resultat, at, naar der er en Myndighed for Regjeringen til at udvise en Udlænding, naar hans Forhold dertil maatte give Anledning, saa er der i Virkeligheden givet en Hjemmel, som enhver Regjering nok skal kunne vide i paakommende Tilfælde at udnytte, og der behøves ikke denne yderligere Tilføjelse: ”naar hans Tilstedeværelse her maatte anses at være til Skade for den danske Stat”; er dette Tilfældet, saa giver hans Forhold ogsaa Anledning til at udvise ham.

 

Det andet Punkt, hvor der er sket en Forandring, er det, at man i det andet Thing har sat en Begrænsning ind for Udvisningsretten, den oprindelige Begrændsing af 2 Aar. …. Jeg tillader mig nemlig at gjøre Opmærksom paa, at den Begrændsning, som her sættes for Udvisningsretten, ikke rammer – om jeg for Kortheds Skyld maa udtrykke mig saaledes – Statens Udvisningsret, men kun Justitsministerens Udvisningsret. Justitsministeren faar ved denne §13 en Ret til at udvise, begrændset til 2 Aar. Om der efter disse 2 Aars Forløb kan finde Udvisning Sted, men ikke ifølge en Beslutning af Justitsministeren alene, berøres ikke, og for saa vidt der alt nu haves en saadan Udvisningsret for den høieste Statsmagt, bliver den ogsaa bestaaende, selv om §13 her vedtages, som den foreligger. …

 

Landstinget vedtog at godkende folketingets ændringsforslag.[2]

 

Rigsdagstidende 1874-75, Landstingets forhandlinger

 

---

[1]  Følgende passus: ”naar hans Tilstedeværelse her maatte anses at være til Skade for den danske Stat.”

[2] Statsretsekspert H. Matzen nævner i sit værkfra 1910 om dansk statsforfatningsret, at der med 1875-lovens §13 opstod en reel forandring i forhold til tidligere. En udlænding ville efter den bestemmelse kunne udvises administrativt i de første to år, han var i landet, også selv om han havde fast bopæl her.