18. Lov af 1891 om alderdomsunderstøttelse

Lov nr. 69

Lov af 9. april 1891 om Alderdomsunderstøttelse

til værdige trængende udenfor Fattigvæsenet.

 

Uddrag af loven:

 

§1

Den, der efter at have fyldt sit 60de Aar bliver ude af Stand til at forskaffe sig selv eller dem, overfor hvem der paahviler ham fuld Forsørgelsespligt, det fornødne til Underhold eller til Kur og Pleje i Sygdomstilfælde, skal, for saa vidt han har Indfødsret, efter de nedenfor angivne Bestemmelser være berettiget til at erholde Alderdomsunderstøttelse.[1]

 

Som ligeberettiget med indfødte anses i fornævnte Henseende en frasepareret eller fraskilt Kone eller Enke, der ikke selv har Indfødsret, men som er i Ægteskab med eller senest har været i Ægteskab med en Mand med Indfødsret.

 

§2

Adgang til Alderdomsunderstøttelse efter foregaaende Paragraf skal være betinget af:

1. at den paagældende ikke ved Dom er funden skyldig i en i den offentlige Mening vanærende Handling, for hvilken han ikke har erholdt Æresoprejsning;
2. at Trangen ikke er begrundet i Handlinger, ved hvilke han til Fordel for Børn eller andre har betaget sig selv Midlerne til sit Underhold, i hans uordentlige og ødsle Levned, eller paa anden lignende Maade er selvforskyldt;
3. at han i de sidste 10 Aar, før Begjæringen om Alderdomsunderstøttelse fremsættes, har haft fast Ophold her i Landet, og i Løbet af samme Tidsrum ikke har modtaget Fattighjælp eller er funden skyldig i Løsgængeri eller Betleri; ….

 

Lovtidende 1891

 

---

[1]  Alderdomsunderstøttelse var ikke behæftet med de samme negative konsekvenser som fattighjælp, hvor modtageren af urefunderet fattighjælp mistede sine borgerlige rettigheder. Dvs. bl.a. mistede sin stemmeret, kunne ikke gifte sig uden fattigvæsenets tilladelse og måtte lade alle sine ejendele registrere hos fattigvæsenet. Man blev så at sige andenrangsborger.