Cirkulærer fra Indenrigsministeriet 1874 og 1895

Ministeriet skulde herved tjenstligt anmode Kjøbenhavns Magistrat[1] og De Herrer Amtmænd om for Fremtiden nøje at paase, at de Ansøgninger om Meddelelse af Indfødsret[2], der med Magistratens eller vedkommende Amtmands Erklæringer indsendes hertil, indeholde eller ere ledsagede af paalidelige Oplysninger om følgende Punkter:

• Ansøgerens fulde Navn, om naar og hvor han er født, godtgjort ved behørig Attest;
• hvornaar han er indvandret, i hvilken Kommune her i Landet han har opholdt sig samt hvor længe her, hvorledes han har ernæret sig, hvilken hans Livstilling er, og hvorledes hans Vandel har været i hele det Tidsrum, i hvilket han har opholdt sig her; - saafremt Skudsmaals- eller Vandrebøger haves,[3] maa disse medfølge Ansøgningen;
• om han er gift, og i bekræftende Fald til hvilken Nationalitet Ægtefællen hører, samt hvornaar Ægteskabet er indgaaet, hvilket maa godtgjøres ved Vielsesattest;
• om han i sit Ægteskab har Børn, hvor gamle disse er, samt om de nyde eller har nydt dansk Opdragelse og Undervisning, hvorom Vidnesbyrd fra vedkommende Skolebestyrer eller andre paalidelige Folk maa vedlægges;
• om han er det danske Sprog mægtig;
• om han er knyttet til Danmark paa nogen særlig Maade t. Ex. Ved Besiddelse af fast Ejendom, samt
• om den kommunale Bestyrelse paa det sted, hvor han har haft fast Ophold paa den Tid, Ansøgningen indgives, anbefaler ham til at erholde Indfødsret.

[1]  København fungerede både som kommune og amt

[2]  Indfødsretsbegrebet blev indført i 1776. Siden grundlovens indførelse i 1849 har udlændinge kun kunnet få dansk indfødsret ved lov. Tidligere sondrede man mellem at være statsborger i kraft af indfødsret og i kraft af bopæl. I dag operere vi ikke med to former for statsborgerskab, men sætter statsborgerskab lig med indfødsret. Med indfødsrets­forordningen af 1776 blev det bestemt, at visse embeder krævede indfødsret. Andre stramninger fulgte over tid, f.eks. skulle man ifølge grundloven have dansk indfødsret for at være stemmeberettiget og fra 1891 have indfødsret for at blive berettiget til offentlig hjælp.

[3]  Skudsmålsbøger blev givet tjenestefolk. Heri skulle deres skiftende arbejdsgivere give deres anbefaling af dem. Vandrebøger var et slags pas for rejsende håndværkssvende, hvor deres til og fraflytning skulle noteres af de stedlige politimyndigheder. Gennem disse bøger, kunne myndighederne følge tjenestefolkenes og håndværkernes skiftende opholdsteder.

Man skulde herved tjenstligt anmode Dhhr. Amtmænd om at ville tilkendegive Kommunalbestyrelserne i de Dem underlagte Amter, at Ministeriet maatte ønske sig, at Kommunalbestyrelserne i de Erklæringer, som de afgive over Andragender om Indfødsret fra Personer, der ere bosatte i Kommunen, ikke indskrænke sig til at udtale, om de anbefale Andrageren, men at der tillige i Erklæringen indeholdes en nærmere Udtalelse om paagældendes Forhold under hans Ophold i Kommunen, navnlig om han har ernæret sig og sin Familie uden Hjælp fra det offentlige (herunder De fattiges Kasse) [1], samt, om han har ført et hæderligt og ædrueligt Levned og saaledes i det hele har erhvervet sig sine Medborgere Agtelse.

Ministerialtidende for 1874 og 1895

[1]  Fra de fattiges kasse blev der givet økonomisk støtte uden den offentlige fattighjælps virkninger, dvs. modtageren mistede ikke sine borgerlige rettigheder. Ved urefunderet fattighjælp mistede modtageren bl.a. sin stemmeret, kunne ikke gifte sig uden fattigvæsenets tilladelse og måtte lade alle sine ejendele registrere hos fattigvæsenet. Man blev så at sige andenrangsborger.