• Indhold

5. Indfødsretssag. E.W. Klein. Ansøgning.

Når en person ønskede dansk indfødsret (1), skulle sagen først behandles i det lokale by- eller sogneråd, der så videresendte den med sin anbefaling til indenrigsministeriet. Ansøgningerne fra de personer, der herefter blev indstillet af indenrigsministeriet, gik videre til behandling først i landstinget, siden i folketinget. Savnede indenrigsministeriet oplysninger eller afviste det ansøgningen, blev det meldt de respektive sogne- og byråd.

[1] Indfødsretsbegrebet blev indført i 1776. Siden grundlovens indførelse i 1849 har udlændinge kun kunnet få dansk indfødsret ved lov. Tidligere sondrede man mellem at være statsborger i kraft af indfødsret og i kraft af bopæl. I dag operere vi ikke med to former for statsborgerskab, men sætter statsborgerskab lig med indfødsret. Med indfødsretsforordningen af 1776 blev det bestemt, at visse embeder krævede indfødsret. Andre stramninger fulgte over tid, f.eks. skulle man ifølge grundloven have dansk indfødsret for at være stemmeberettiget og fra 1891 have indfødsret for at blive berettiget til offentlig hjælp.

5. Indfødsretssag. E.W.Klein. Ansøgning.

Kursiv bruges, når der ikke er tale om afskrift af den oprindelige tekst, men referat eller

kommentarer.

Til Indenrigsministeriet!

Undertegnede Barber Ernst Wilhelm Klein, Borger i København siden 7de Februar 1860, anmoder herved det høje Indenrigsministerium om, at meddele mig dansk Indfødsret. Jeg er født den 10. September 1830 i Byen Caub i det forhenværende Hertugdømme Nassau; har opholdt mig her i Landet siden 24. April 1853; først 10 Aar i København senere 10 Aar i Kirkebyen Ballerup, Københavns Amt, og har begge Steder ernæret mig ved min Profession; fra 1874 har jeg atter taget Bopæl i København, hvor jeg beklæder en Tillidspost hos de fire Fagforeninger. Jeg har været gift siden 10. Maj 1855 med en dansk Kvinde, Datter af for længst afdøde Borger og Barber Wiedemann heraf København. Af dette Ægteskab lever 10 Børn, hvoraf den ældste er 20 Aar gammel, det yngste 9 Maaneder, 7 ere ukonfirmerede. De have besøgt og besøger endnu danske Skoler og nyder som følge heraf dansk Undervisning.

Endvidere tillader jeg mig at bemærke, at jeg er det danske Sprog mægtig, saavel i Tale som i Skrift, at jeg aldrig har været tiltalt eller straffet for nogen i den offentlige Mening vanærende Forbrydelse og at jeg forlænge Siden er løst af mit undersaatlige Forhold til min Hjemstavn.

Idet jeg derfor, støttende til de fremførte Grunde, tror at have opfyldt de i Lovgivningen paabudte Betingelser for den ansøgte Rettigheds Erhvervelse, anmoder jeg det høje Ministerium om, at tage denne min underdanige Ansøgning i gunstig Betragtning.

Ærbødigt

E.W.Klein

Ravnsborggade 20, Nørrebro

København den 27. September 1875

Indenrigsministeriet, jr. nr. 19-37/1875. Rigsarkivet

Sagen overlades til Københavns magistrat, der skal udtale sig om, den vil anbefale ansøgningen. Magistraten bedes samtidig sørge for, at Klein indsender flere attester med oplysninger om yderlige persondata, dokumentation for at han har ført et hæderligt liv og at han ”er det danske Sprog mægtig.”

Den 11. november indsender Klein følgende dokumenter og attester: vandrerbog fra hans tid som barbersvend[1], dåbs- og vielsesattest samt diverse attester fra provsten i Ballerup, en skoleinspektør, tidligere arbejdsgivere og fra ”dels endnu levende dels afdøde bekendte hæderlige Mænd heraf Staden”. Han underskriver sig nu som ”Sekretair for de frie Fagforeningers Centralbestyrelse og ansvarshavende Redaktør af ”Socialdemokraten”.

[1] Med ”Forordning for Danmark ang. de Foranstaltninger, der blive at træffe for at hindre reisende Haandværkssvendes Omflakken i Landet” fra 1828 indførtes vandrerbøger for at kontrollere de omvandrende håndværkssvendes færden. Vandrerbøgerne fungerede som et slags pas og skulle stemples ved til- og fraflytning hos det stedlige politi.

En forordning er det samme som en lovbestemmelse.