8. Indfødsretssag. E.W. Klein. Indenrigsministeriets afgørelse.

 

Indenrigsministeriets afgørelse foreligger i kladdeform i sagen og er stilet til Københavns magistrat. Kladden er ikke dateret, men må formodes at være fra starten af januar 1876.

  

Klein, Ernst Wilhelm, Barber i Kjøbenhavn, født 1830 i Caul i Hertugdømmet Nassau, kom i 1853 til Danmark og tog Ophold i Kjøbenhavn, hvor han tjente som Svend indtil 1860, da han vandt Borgerskab som Barber; i April 1863 flyttede han til Ballerup Sogn under Kjøbenhavns Amt, hvor han var bosat indtil Maj 1874, da han flyttede tilbage til Kjøbenhavn, hvor han derefter har opholdt sig. I 1871 var han i hen ved to Maaneder fraværende paa en Rejse til Tydskland, vistnok for der at søge en Ansættelse, men hans Familie er ganske sikkert forblevet heri Landet, hvor han saaledes har vedligeholdt sit Domicil. I 1855 indgik han Ægteskab med en dansk Kvinde, med hvem han har 10 Børn, der, saavidt de har naaet skolepligtig Alder, har nydt eller nyder dansk Undervisning i Kommuneskolen. Han er det danske Sprog mægtig.

 

Uagtet der ikke har kunnet oplyses noget Ufordelagtigt om Kleins private Liv, har Kjøbenhavns Magistrat dog fraraadet, at der søges ham meddelt Indfødsret, idet Magistraten har henvist til, hvad der gjennem Politiet er oplyst om hans Virksomhed som Agitator ved de senere Aars social-demokratiske Bevægelse i Kjøbenhavn.

 

I denne Henseende kan det allerede fremføres, at medens Klein i sin Ansøgning som sin Livsstilling ikkun angiver, at han er Barber her i Staden, undertegner han sig i en senere Skrivelse til Kjøbenhavns Magistrat som ”Secretair for de frie Fagforeninger Centralbestyrelse” (: den socialistiske Forening) og ansvarshavende Redaktør af Socialdemokraten”, disse Stillinger fremhæves som særlig anbefalende for hans Ansøgning.

 

Da den internationale Arbejderforening ved Højesteretsdom af 2. Febr. 1874 var forbudt og ophævet, stiftedes umiddelbart derefter ”de frie Fagforeninger” med Klein som Formand; da Pio løslodes fra Straffeanstalten i Juli 1874, valgtes han til Formand, men Klein vedblev at fungere, indtil Pio´s Helbredstilstand tillod ham at overtage Posten. Klein blev derefter Centralbestyrelsens Secretair.

Klein har under Mærke ”Vengeur” og ”Socialisten” skrevet i bladene ”Socialisten” og ”Socialdemokraten”, fra oktober 1875 har han været Redaktør af det sidstnævnte Blad.

 

I Artikler, hvortil han har vedkjendt sig Forfatterskabet, har han gjort gjældende:

- at Arbejderne gjennem den almindelige og lige Valgret skulde stræbe efter og vilde opnaae den socialdemokratiske Republik og den socialistiske Stat

- han er selvfølgelig en Modstander af Kongemagten og udtaler sig etsteds saaledes ”en enkelt Embedsmand, fx en Konge, har dobbelt saa meget i Gage som man anvender paa hele Landets Skolevæsen.” ”Stakkels Folk, naar vil de med Myndighed paatale dine helligste Interesser?”

- i en Artikel med Overskrift ”Kongedømme eller Republik” varsler han om, at den republikanske Understrøm, som findes i de fleste Stater, er bleven en Overstrøm, som truer med at gaa over sine Bredder og river Alt med sig: Kongedømme – Storborger­nykker mm.

- om Øvrigheden fremhæver han dens Ubekjendskab med Loven og dens mislige Omgang med Grundloven ”da Regjeringen ophævede Internationale og Domstolen godkjendte denne Voldsakt ”. ”Det Vrangbillede af Retfærdighedens Idé, som det nuværende Samfund kalder for Lands Lov og Ret.”

 

Klein hævder ”den internationale Tanke” og som Bevis for, at den er trængt gjennem Arbejderstanden, fremhæver han i Juni 1874 den Omstændighed, at man havde valgt ham, en Udlænding til en betydningsfuld Tillidspost. Han har leveret Referater til ”Volksstaat” og ”Neuer Socialdemocrat”. Han siger om ”de frie Fagforeninger” at de have den samme internationale Karakter som den forbudte ”internationale Arbejderforening”, saalænge denne Karakter vedbliver ”er Magthaverne afmægtige overfor Arbejderne”. Klein har i Kjøbenhavn stiftet ”deutsche social-demokratischer Arbeiterverein” og er dens Formand.

 

Klein holder stadig Arbejdermøder; efter et saadant afæskedes der ham Forklaring til Politirapporten og han vedgik da, at han ved Mødet (den 24. November 1875) har opfordret til Afskaffelse af Konge- og Storborgerherredømmet og Præstemagten, hvilket han betragter som ”Luxusartikler”, idet han dog tilføjer, at de ønskede Forandringer skulde opnaaes ad Lovlighedens Vej.

 

Da Klein er saa langt fra at have sluttet sig til de bestaaende Forhold i det Samfund, hvori han har bosat sig, at han tværtimod er gaaet til Lovlighedens yderste Grændse i sine Bestræbelser for at fremkalde Omvæltninger, og da Meddelelse om Indfødsret er en Naade, som ikke bør ydes til en Udlænding, som aabent vedkjender sig Antipati mod Lovgivningsmagten, henstilles det:

At Kjøbenhavns Magistrat anmoder om at tilkjendegive Andrageren, at Minsteriet efter det Foreliggende ikke har fundet Anledning til at tage hans Ansøgning i Betragtning.

 

Nogen Motivering af Afslaget eller blot en Henvisning til, at Magistraten har fraraadet bevilgelsen af det Ansøgte, turde være unyttigt, da Klein ikke kan være i Tvivl om Grunden dertil. Det er selvfølgeligt, at enhver Motivering vil af Klein blive gjort til Gjendstand for Kritik i ”Social-Demokraten”.

 

Indenrigsministeriet, jr. nr. 19-37/1875. Rigsarkivet

 

Den 13. januar 1876 forelå indenrigsministeriets afslag på Kleins ansøgning i en skrivelse til Københavns magistrat. Et halvt års tid senere ansøgte Klein igen om at få dansk indfødsret. Forløbet var det samme med afvisende holdning fra både politidirektøren og Københavns magistrat. Den 18. september erklærede indenrigsministeriet da også i en skrivelse til magistraten, ”at Ministeriet fremdeles ikke finder Anledning til at søge den ansøgte Indfødsret udvirket.”

 

Magistratens 1. afdeling, jr. sag 1094/1876. Københavns Stadsarkiv