Kildeoversigt

1. Cirkulærer fra indenrigsministeriet 1874 og 1895.
Via cirkulærer meddelte ministerierne, hvilke krav de stillede til de lokale myndigheders administrative praksis. De to cirkulærer fra indenrigsministeriet indeholder krav om, hvilke oplysninger der skulle følge ansøgninger om indfødsret.

 

2. Hjemsendelse. Bengta Jönsson 1887.
Ifølge lov af 1875 om tilsyn med fremmede kunne udlændinge, der ikke kunne klare sig selv økonomisk, blive udvist af landet. Bengta Jönsson var en af dem. I månederne før hendes udvisning kan hendes sag følges i protokollen fra Magistratens 3. afdeling. Magistraten, der sammen med borgerrepræsentationen udgjorde det københavnske bystyre, bestod på det tidspunkt af 4 afdelinger. Fattigvæsenet sorterede under 3. afdeling.

 

3. Hjemsendelse. Bengta Jönsson 1888.
Hjemsendelserne af Bengta Jönsson kan følges i Politiets Efterretninger, der fra 1867 udkom et par gange om ugen og blev udsendt til samtlige politistationer i landet. Bladet er opdelt i almindelige og københavnske efterretninger og rummer oplysninger om efterlyste og anholdte personer, løsladte straffefanger, udviste af landet, forsvundne ting og sager mv.

 

4. Indfødsretssag. Bengta Andersdatter.
Når en person ønskede dansk indfødsret, skulle sagen først behandles i det lokale by- eller sogneråd, der så videresendte den med sin anbefaling til indenrigsministeriet. Ansøgninger fra de personer, der herefter blev indstillet af indenrigsministeriet, gik videre til behandling først i landstinget, siden i folketinget.

 

5. Indfødsretssag. E. W. Klein. Ansøgning.
Se intro.teksten til kilde 4.

 

6. Indfødsretssag. E. W. Klein. Politirapport.
Se intro.teksten til kilde 4. I forbindelse med behandlingen af indfødsretsansøgninger indhentede by- og sognerådene oplysninger om ansøgerne fra de relevante lokale myndigheder, primært fra fattigvæsenet og politiet.

 

7. Indfødsretssag. E. W. Klein. Politidirektørens indstilling.
Se intro.teksten til kilde 4 og 6.

 

8. Indfødsretssag. E. W. Klein. Indenrigsministeriets afgørelse.
 Se intro.teksten til kilde 4 og 6. Savnede indenrigsministeriet oplysninger om  ansøgerne eller afviste ansøgninger blev det meldt de respektive sogne- og byråd.

 

9. Indfødsretssag. Johannes Nilsson.
Se intro.teksten til kilde 4 og 6.

 

10. Indfødsretssag. Rudolf Hansen Kaehne.
Se intro.teksten til kilde 4, 6 og 8.

 

11. Indfødsretsudvalg. Folketinget 1889.
Siden grundlovens vedtagelse i 1849 er indfødsret blevet tildelt ved lov. En gang årligt behandlede rigsdagen de ansøgninger om indfødsret, der var indstillet af indenrigsministeriet. Af lovforslaget fremgik navnet på ansøgerne og en kort beretning om hans eller hendes livsførsel efter indvandringen. Lovforslaget blev først behandlet i landstinget. Derefter blev det sammen med landstingets ændringer behandlet i folketinget.

 

12. Lov om indfødsret 1893. Landstinget behandling.
Se intro.teksten til kilde 11.

 

13. Lov om indfødsret 1893. Folketingets behandling.
Se intro.teksten til kilde 11.

 

14. Lov af 1875. Landstingets behandling.
Et lovforslag skulle gennem udvalgsbehandling og mindst tre behandlinger i hhv. landstinget og folketinget. Gennem dette forløb kunne det ændre sig flere gange. De to ting skulle være enige om ændringsforslagene, for at forslaget kunne blive vedtaget.

 

15. Lov af 1875. Folketingets behandling.
 Se intro.teksten til kilde 14.

 

16. Lov af 1875. Landstingets afsluttende behandling.
 Se intro.teksten til kilde 14.

 

17. Lov af 1875 om fremmede.
Med lov om tilsyn med fremmede og rejsende – eller Danmarks første indvandrerlov, som den også kaldes – blev det muligt for politiet at føre kontrol med og udvise uønskede udlændinge af landet.

 

18. Lov af 1891 om alderdomsunderstøttelse.
I april 1891 blev alderdomsunderstøttelsesloven vedtaget i rigsdagen. Herefter kunne alle over 60 år få alderdomsunderstøttelse, hvis de havde dansk indfødsret og ellers blev fundet værdige til understøttelsen. Alderdomsunderstøttelse blev givet uden fattighjælpsvirkning, dvs. uden at personerne mistede deres borgerlige rettigheder, således som de gjorde ved modtagelse af fattighjælp.

 

19. Lov af 1891 om fattigforsorg.
Med fattigloven af april 1891 blev økonomisk hjælp fra det offentlige gjort afhængig af dansk indfødsret.

 

20. Opholdsbog for Jöns Knutsson.
Ifølge lov af 1875 om tilsyn med fremmede skulle alle indvandrere have en opholdsbog. Den skulle ved flytning til og fra en kommune undertegnes hos de lokale politimyndigheder. Formålet var at give politiet mulighed for at følge indvandrernes færden. Først når de fik dansk indfødsret, faldt kravet om opholdsbogen bort.

 

21. Overenskomst mellem Danmark og Sverige 1888.
Danmarks stigende behov for at sende fattige svenskere tilbage til deres hjemland og de svenske myndigheders behov for en bedre kommunikation omkring hjemsendelserne lå bag vedtagelsen af den dansk-svenske overenskomst i 1888.

 

22. Politiets årsberetninger 1875.
Københavns politidirektør afgav hvert år beretning til justitsministeriet om forholdene i hovedstaden. Bl.a. om tilsynet med fremmede og om antal udlændinge, der var blevet forsynet med opholdsbøger, deres køn, nationalitet og erhverv.

 

23. Politiets årsberetninger 1885.
 Se intro.teksten til kilde 22.

 

24. Politiets årsberetninger 1895.
 Se intro.teksten til kilde 22.

 

25. Register over personer, der fik indfødsret 1850-1915.
Ud over et alfabetisk navneregister over de 11.495 personer, der i perioden 1850-1915 fik dansk indfødsret, indeholder bogen en række tabeller med statistiske sammenstillinger om deres nationalitet, køn, alder, erhverv mv. Navneregisteret er udarbejdet på indenrigsministeriets initiativ.

 

26. Statistik om indvandring 1850-80.
Falbe-Hansen og Will. Scharling har i deres værk Danmarks Statistik et afsnit, hvor de behandler statistiske oplysninger om indvandringen i perioden 1850-80. 

 

27. Statistik om indvandring 1870-1901
 Siden 1787 er der med jævne mellemrum – som regel hvert 10. år – blevet afholdt
folketællinger, hvor alle de personer, der boede i landet på det bestemte tidspunkt, blev registreret med blandt andet navn, fødselsdato, erhverv og fra midten af 1800-tallet også fødested. Folketællingerne blev afholdt den 1. februar, dvs. i vinterperioden. Sommerens sæsonarbejdere, der i sidste del af 1800-tallet især kom fra Sverige, er dermed ikke talt med.