Baggrunden for krigen i Irak

I Iran tog et præstestyre, ledet af den shia-muslimske ayatollah Ruholla Khomeini, i 1979 magten og afsatte den overvejende USA-venlige shah. Præstestyret gik i gang med at gøre Iran til et samfund styret af islam og vendte sig skarpt imod USA og "Vesten". Mellem november 1979 og januar 1981 blev USAs ambassades personale holdt som gidsler, uden at USA kunne forhindre det. Det blev oplevet som en utålelig ydmygelse af verdens største supermagt.

I 1980-88 fandt den Første Golfkrig mellem Iran og Irak sted, uden at den førte til en klar sejr for nogen af parterne. Irak anvendte bl. a. kemiske våben. Mindst 1½ million mennesker døde.
I denne krig så USA med en vis tilfredshed på, at Irans præstestyres ambition om at komme til at dominere regionen, blev bremset af Irak, og USA støttede Irak med penge og efterretninger om iranske troppebevægelser.

Da den kurdiske befolkning i det nordlige Irak i 1988 forsøgte et oprør mod Saddam, i den formodning at USA og dets allierede ville støtte oprøret, blev det slået hårdt ned af Saddam, bl. a. under anvendelse af kemiske våben som giftgas. Det skete uden at nogen udefra søgte at gribe ind.

Utvivlsomt i den tro, at han stadig havde USAs velvilje og stiltiende samtykke, et indtryk, der blev bestyrket af hans samtale med USAs ambassadør 25. juli 1990, invaderede Saddam 2. august 1990 den lille olierige kyststat Kuwait, som mange irakere anså for en del af Irak. Angrebet blev fordømt af FN, og med Sikkerhedsrådets accept drev USA med allierede i den Anden Golfkrig 16. januar 1990 til 28. februar 1991 irakerne ud af Kuwait og besejrede fuldstændig det irakiske militær.
Sejrherrerne undlod dog at bemægtige sig Saddam Hussein, formentlig for at der ikke skulle opstå et magtmæssigt tomrum i Mellemøsten, som Iran kunne udfylde, med fare for at det USA-fjendtlige Iran ville blive for stærk en magt i regionen.
I FN blev vedtaget en stram international handelsembargo mod Irak, som kom til at ramme landets befolkning meget hårdt, men uden at svække Saddams magt.
FN bestemte, at Saddams produktion af masseødelæggelsesvåben skulle ophøre og våbnene destrueres under opsyn af FN. Saddam søgte at obstruere FNs våbeninspektørers arbejde. Våbeninspektørerne blev trukket ud i 1998, og USA udførte luftangreb mod Irak. Våbeninspektører blev senere sat ind igen.

En vigtig katalysator for troen på nødvendigheden af at uskadeliggøre Saddam ved at besejre Irak, var terrorangrebet på World Trade Center på Manhattan i New York 11. september 2001. Denne katastrofe var et chok for USA, som aldrig tidligere var blevet angrebet i sit kerneland i Amerika. Det skete nu, og det viste USA-amerikanerne, at USA kunne være sårbart for terrorister, som netop kom fra Mellemøsten, og som snart sagdes at have forbindelse med Iraks diktator, dog uden at dette har kunnet sandsynliggøres.

I USA har tilhængerne af den såkaldte nykonservative retning i amerikansk politik siden slutningen af 1990'erne haft betydelig indflydelse. De mener bl. a., at det er USAs opgave at  opbygge en verdensorden, som sikrer USAs indflydelse og interesser. De mest fremtrædende medlemmer af denne ideologi er at finde i "tænketanken" med det karakteristiske navn "Project for the New American Century". De er bl. a. vicepræsident Dick Cheney, daværende forsvarsminister (indtil 18/12 2006) Donald Rumsfeld og viceforsvarsminister Paul Wolfowitz. (Han var derefter præsident for Verdensbanken 1/6 2005 til 30/6 2007.) De mente bl. a., at Irak burde invaderes og Saddam Hussein fjernes. USA skal indføre demokrati i Mellemøsten på den ene eller anden måde, om nødvendigt med krig.

I 2002 lancerede USAs præsident George Bush jr. begrebet "Ondskabens akse" om Irak, Iran og Nordkorea; og 12. september krævede USA på FNs generalforsamling, at Iraks masseødelæggelsesvåben omgående skulle fjernes. 8. november vedtog FNs Sikkerhedsråd Resolution 1441, som skulle være en sidste advarsel til Saddam Hussein, hvis han ikke betingelsesløst samarbejdede med FNs våbeninspektører. Resolutionen nævner dog ikke væbnet aktion som en mulighed.
Våbeninspektørernes chef, svenskeren Hans Blix, rapporterede 7. marts 2003 om våbeninspektørernes resultater. USA, Storbritannien og Spanien mente ikke, at fremskridtene var tilfredsstillende nok og foreslog vedtagelse af en resolution om, at FN skulle føre krig mod Irak, hvis Irak ikke inden for ti dage beviste, at alle masseødelæggelsesvåben var destrueret. Det kunne der ikke skabes flertal for i FN, så forslaget blev trukket tilbage. USA og Storbritannien erklærede så, at Resolution 1441 sammen med de gamle resolutioner fra 1990 gav dem ret til at gå i krig mod Irak.
En anmodning til Danmark fra USA og Storbritannien om at deltage i krig mod Irak kendes ikke. Og Det vides ikke, hvornår Danmarks statsminister gav USA og Storbritannien tilsagn om det.
Det blev fra amerikansk, engelsk og dansk side gentagne gange anført, at der var en overhængende fare for, at den uberegnelige Saddam ville anvende sine masseødelæggelsesvåben, og at det derfor hastede med at afvæbne ham.

FNs våbeninspektører havde anmodet om et par måneder yderligere til at afslutte deres arbejde, men den 20. marts 2003 gik så USA, Storbritannien og Danmark i krig mod Irak, som hurtigt blev overvundet. Saddam Hussein anvendte ikke masseødelæggelsesvåben, og sådanne er ikke siden blevet fundet.
1. maj erklærede præsident Bush de militære operationer for afsluttet. Han erklærede dog ikke krigen for afsluttet. (Det gjorde Danmarks statsminister heller ikke.) Var krigen erklæret afsluttet, skulle sejrherrerne efter Genevekonventionens regler have løsladt alle krigsfanger, trukket deres tropper ud og have ophørt med at jage fjenden, herunder Saddam Hussein.

Saddam Hussein blev fanget 14. december og siden stillet for en irakisk domstol. Beklageligvis benyttede man ikke lejligheden til at foranstalte offentlige afhøringer af dette vigtige vidne om væsentlige storpolitiske emner, førend han den 30. december 2006 blev hængt for en massakre på indbyggere i den lille irakiske by Dujail.